Kai Erik Lundager 1957-2010

Kai Erik Lundager 1957-2010

Den 27. oktober døde Kai på Rigshospitalet, leukæmien blev for hård en modstander selv for Kai.

Kai kom til Greve Gymnasium i 1988 som timelærer, og i 1991 blev han fastansat med idræt og dansk. Han var 33 år dengang, men lignede en dreng, og da han i efteråret 2007 fyldte 50 år, lignede han stadig en dreng; det var et halvt år, før sygdommen tog fat.

Pladserne rundt om danskbordet var i 1991 hovedsageligt optaget af lærere, som havde været med fra skolens start, og Kai var ikke den, der gik ind for en paladsrevolution, han fandt sin egen lidt tilbagetrukne plads i den til tider højtråbende gruppe. Der skulle meget mere end fagpakker, gymnasiereform og beskæring af rettereduktioner til at forstyrre Kais venlige ro, hans liv havde fra barndommen budt på væsentlig større problemer og udfordringer; han foretrak at løse problemerne frem for at brokke sig over dem.

Kai førte sig ikke frem på lærerværelset, men stille og roligt voksede respekt og venskaber op omkring ham. Da edb'en i 90'erne for alvor krævede sin plads i undervisningen, blev vi i danskgruppen klar over, at vi havde en virkelig kapacitet. Kai løftede vores renommé på det tekniske område, vi var en af de første grupper, der fik afsendt en hjemmeside til administrationen. At hele danskgruppen på et tidspunkt var de lykkelige ejere af et edb-kørekort, kunne ikke kun tilskrives Amtscentralens sene eftermiddagskurser med kaffe og overdimensioneret kursusmappe, men nok så meget Kais uopslidelige tålmodighed og krisehjælp, når vi var løbet sur i de teknologisk-eksotiske opgaver og balancerede på afleveringsfristen.

Kai var på én gang en moderne og en gammeldags lærer, han kunne være i øjenhøjde med eleverne og være kammeratlig, men han var samtidig den naturlige autoritet med forventninger og krav, han brugte begge dele til at få eleverne til at se, prøve og forstå både i dansk og idræt.

Kai kunne godt virke lidt reserveret, men når man havde haft timer med ham i idræt og oplevet ham i fysisk aktivitet - det være sig rytmisk dans eller karate - så var man ikke i tvivl om, at han var et menneske med stærkt engagement og lidenskab. Det er lidt fantastisk at tænke på, at flere hundreder ganske almindelige elever på Greve Gymnasium har haft en idrætslærer med det sorte bælte, som har været verdensmester i kata, en lærer, som mange ude i karateklubberne kun kunne drømme om at blive undervist af.

Efter sommerferien 2007 kom Kai ikke tilbage. Det, som vi før ferien havde troet var en ufarlig operation, viste sig at være ondartet leukæmi. Det var begyndelsen til Kais hårdeste kamp, som han ikke kunne vinde selv med opbydelse af alle sine fysiske og psykiske ressourcer og med utrættelig kærlighed og støtte fra Gitte, Ida, Emilie og Christopher.

At Kai var umådelig afholdt på Greve Gymnasium og havde mange gode og trofaste venner, blev tydeligt under det lange sygdomsforløb. »Drengebanden« besøgte hyppigt Kai på Elmevej og på Rigshospitalet under hans mange indlæggelser. Kai blev hentet og bragt til de faste arrangementer i gruppen, og »drengene« forsøgte at gætte hans ønsker og realisere dem. Sygdommen skulle ikke ændre ved, at Kai var og forblev fuldgyldigt medlem af fællesskabet. Så sent som i sommer var Kai til den årlige sommerfrokost, som han klarede i fin stil, vi ved ikke, hvad det kostede ham af kræfter, men glæden var større.

Kais bisættelse blev en højtidelig begivenhed, vi aldrig glemmer. Glostrup Kapel, som er stort, var stuvende fuldt, det var en mangfoldig skare, der samledes om Kais kiste, fra den gråhårede dame i persianer til gutterne fra Nørrebro, alle ville være der for at tage afsked med ham. De kvadratmeter, som ikke var pakket med mennesker, var dækket med blomster og kranse, indskrifterne på silkebåndene bekræftede, at Kai var elsket og respekteret i en usædvanlig bred kreds. For dem, som ikke vidste det, blev det klart, at Kai havde været og stadig er mester, mentor og et lysende forbillede inden for karate. Det var hjertegribende at se store og ikke så store stærke mænd lægge en rose på kisten, træde et skridt tilbage og kontrollere følelserne i et dybt buk for Kai-Sensei.

Vi, som havde arbejdet med Kai på Greve Gymnasium, følte sammen med sorgen en overvældende stolthed ved at have været kolleger og venner med ham.

Kai, du var i al beskedenhed et stort menneske, vi lærte så meget af dig. Tak!

Fra Greve Gymnasium
ved Annette Møller