Jobbet stjæler tid og energi fra privatlivet

Hver tredje gymnasielærer oplever, at arbejdet går ud over familielivet. En del af løsningen kan være faste rammer for, hvornår man tjekker e-mail, og at man overvejer, hvor sent eleverne kan aflevere opgaver. Også ledelsen har et ansvar.

Arbejdet tager ofte eller altid så meget energi, at det går ud over privatlivet. Det svarer hver tredje gymnasielærer i en stor undersøgelse. Lige så mange peger på, at det kniber med at få tid til familien på grund af jobbet. 
Dermed tager lærerne sidstepladsen blandt 54 faggrupper i sammenhængen mellem arbejde og familieliv. Det viser en kortlægning, som bureauet Analystik har lavet for Gymnasieskolen på baggrund af tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. 
”Gymnasielærerne lå også dårligt på dette parameter i en tilsvarende undersøgelse i 2010. De tilhører en gruppe med grænseløst arbejde, og mange har svært ved at holde sig på en normal arbejdsuge. Det rammer naturligvis privatlivet,” siger psykolog Karen Albertsen, som er forsker og ekspert i balancen mellem arbejde og privatliv i konsulentfirmaet TeamArbejdsliv. 
Det overrasker heller ikke Kasper Bøcher, formand for arbejdspladsudvalget i Gymnasieskolernes Lærerforening, at lærerne har svært ved at slippe jobbet. 
”Lærere er dedikerede mennesker, som aldrig synes, at de bliver færdige med at forberede sig, så nogle gange oplever de, at de arbejder 24-7,” siger han. 
Hver femte lærer føler sig ofte eller hele tiden stresset, og halvdelen udpeger jobbet som årsag. Det kan der være to grunde til, vurderer Karen Albertsen. 
”Stressniveauet kan skyldes, at man har svært ved at få arbejde og familieliv til at harmonere, men det kan også bunde i belastninger i jobbet. Hvis det betyder, at man ikke kan sove om natten og har svært ved at være nærværende, påvirker det familien,” fortæller Karen Albertsen.

Et instrument til selvjustits 
Undersøgelsen er lavet før den nye overenskomst. Kasper Bøcher håber, at tidsregistreringen vil gøre det synligt for lærerne, hvor meget de arbejder. 
”Mange opfatter timeregnskabet som kontrol, men det er også et instrument til at få styr på balancen mellem job og fritid. Hvis man ligger højt i timeregnskabet, kan man måske vente med at rette stile til ugen efter. Ellers har ledelsen ret og pligt til at gå i dialog med den enkelte lærer om, hvordan han kan tilrettelægge arbejdet bedre, eller om han har for meget at lave,” siger Kasper Bøcher. 
Det kniber det åbenbart med mange steder. 42 procent af lærerne siger, at de sjældent eller aldrig oplever, at deres nærmeste leder involverer sig i tilrettelæggelsen af deres arbejde. Lige så mange svarer, at de aldrig eller kun sjældent får den nødvendige ris og ros. 
”At lærere har meget at lave, behøver ikke at være et problem, men mængden af arbejde opleves meget værre, hvis de savner at blive set og hørt af ledelsen, og det påvirker igen privatlivet,” siger Karen Albertsen. 
Det ser ikke ud til, at der er megen støtte at hente hos kollegerne. I hvert fald siger lærerne, at de ikke i særlig høj grad hjælper hinanden med at nå de bedst mulige resultater. 
”Så det handler måske ikke alene om ledelsen, men også om lærernes indbyrdes støtte. Omvendt har ledelsen et særligt ansvar for at skabe rammerne for arbejdet, så lærerne for eksempel får noget ud af at forberede sig sammen. På den ene side kan fleksible arbejdstider være svære at håndtere, på den anden side er de for mange vigtige for at få familielivet til at fungere, så det er et tveægget sværd,” siger Karen Albertsen.

Sen frist et dårligt signal 
Hvornår på dagen, eleverne senest skal aflevere opgaver, er et område, lærere har direkte indflydelse på. Hvis man oplever, at arbejdet stjæler tid og energi fra familielivet, er 23.59 ikke den bedste frist, mener Karen Albertsen. 
”Det sender et signal til eleverne om, at læreren sidder vågen og venter på at rette deres opgaver, men det skubber også til lærerens egen opfattelse af, hvornår han er på job. Samtidig forventer han, at eleverne tjekker, om der sker ændringer i skemaet. Det er måske meget fornuftigt, at man prøver at skærme begge veje. Gymnasierne fungerede inden internettet, så man kan mistænke lærerne for, at de bytter rundt på skemaet, alene fordi det er muligt,” siger Karen Albertsen. 
Både hun og Kasper Bøcher anbefaler en fælles kurs, fordi det er lettere både at formidle og forstå regler, som er ens for alle. 
”Der er altid noget, man skal forholde sig til, når man går på nettet. Derfor må ledelse og lærere på det enkelte gymnasium gøre det klart for eleverne, at lærerne ikke står til rådighed hele tiden,” siger Kasper Bøcher