Jobbet som gymnasielærer giver stor mening og glæde, mener Sebastian Lang-Jensen.

"Jeg griner mere end før"

Gamle kolleger spørger stadig Sebastian Lang-Jensen, hvorfor han skiftede arbejdet som informationskonsulent i Europa-bevægelsen ud med gymnasielærerjobbet. Det er der mange grunde til.

En dag i 2009 gik Sebastian Lang-Jensen ned gennem Strøget med en kamel ved sin side. Forinden havde han som informationskonsulent i Europa-bevægelsen ringet til en række journalister og spurgt, om de ville dække optrinnet. 

”Lars Løkke var lige blevet statsminister, og vi ville lave en event, hvor vi ville vise, at han skulle pukle for at komme af med EU-forbeholdene. Det illustrerede vi så ved at leje en kamel bare for at spørge, om medierne ikke kunne tænke sig at komme og fotografere den. Journalisterne spurgte selvfølgelig: Hvorfor har I lejet en kamel? Jeg skulle virkelig forklare mig. Og da tænkte jeg: Jeg har ikke læst historie i fem år for at ringe til BT og spørge, om de vil komme med en fotograf, der kan tage et billede af en kamel,” griner Sebastian Lang-Jensen.

”Dér knækkede tråden. Eller rettere: Dét var strået, der knækkede kamelens ryg,” fortsætter han.

I dag har han skemafri og sidder i familiens spisekøkken på Frederiksberg og retter opgaver. Det er ikke altid, den 45-årige gymnasielærer kan hellige en hel dag til det. Ofte bliver han kaldt ind til møder på Christianshavns Gymnasium, hvor han underviser i historie og samfundsfag, og så ryger dén tid til forberedelse.

Hans arbejdsliv så mildest talt noget anderledes ud for ti år siden. Da var Sebastian Lang-Jensen ofte til møder med partier og ministre og andre beslutningstagere og rejste til Bruxelles og talte med kolleger fra Europa-bevægelsen i andre lande. 

”Som informationskonsulent skulle jeg skrive læserbreve og lave events i lange baner. Det handlede om at få journalister til at skrive mere om EU. Hvis der var noget negativt, gjaldt det om at få den historie drejet og set det fra en anden vinkel. Den om de krumme agurker, for eksempel. Det er den mest misforståede EU-historie nogensinde!” 

Men med tiden syntes PR-arbejdet mere og mere tomt. 

”Mit gamle hippie-hjerte, der brænder for det europæiske samarbejde, var ikke glad for den stigende professionalisering. Partier køber firmaer til at sælge deres budskaber i stedet for at lave dem selv. Det handlede meget om, hvorvidt jeg kunne få en journalist til at dukke op til en event. Som den med kamelen,” siger han.

Medforfatter til PET-rapport
Hvad skulle han så lave? I hvert fald ikke være forsker. Dét havde han nogle år forinden fundet ud af. Det var ellers drømmejobbet for en nyuddannet historiker, han havde fået. Sebastian Lang-Jensen havde skrevet speciale om venstrefløjens forhold til Europa under den Kolde Krig, og da han var færdiguddannet, blev han spurgt af sin vejleder, om han var interesseret i jobbet som undersøger i den nyligt oprettede PET-kommission. Her skulle de gennemgå PETs arkiver for at afdække PETs overvågning af venstrefløjen under den Kolde Krig.

”Jeg var jo vanvittigt heldig at få det job!” siger han og fortæller om, hvordan han og hans kolleger sad på hver deres kontor med hver deres arkivkasse, som blev låst inde hver aften. Alle var blevet sikkerhedsgodkendte. Der var panserglas for vinduerne, og undersøgelserne var tophemmelige. Sebastian Lang-Jensen og hans kolleger sad og forberedte afhøringer af tidligere ministre og PET-chefer. Det var næsten som i en film.

”Når jeg fortalte om det til mine venner, sagde de: ”Wow!” De syntes, det lød utroligt spændende. Det var også totalt fedt, men i hverdagen gik vi i gang med hver vores arkivkasse om morgenen. Når klokken så nærmede sig 12, kunne man gå ned ad gangen spørge, om det var nu, der var frokost. Det var ret ensomt. Telefonen ringede aldrig, for de vil kun tale med PET. Der fandt jeg ud af, at jeg ikke har temperament til at være forsker. Jeg er for social til det.”

Kiloene raslede af
Måske skulle han undervise? Noget af det mest meningsfulde, Sebastian Lang-Jensen oplevede som informationskonsulent var at lave heldagsseminarer for ungdomsuddannelserne. De lavede paneldebatter og underviste de unge i at skrive læserbreve.

”Jeg skulle lave klasseundervisning, og det var vildt sjovt. Det var jo det rigtige liv. Det var jo dét publikum, man godt vil have. At sidde og skrive en pressemeddelelse uden at vide, om historien ender i pressen, er ikke det samme, som når man står i en klasse og hører deres holdninger og deres umiddelbare reaktion på det, man underviser i,” siger Sebastian Lang-Jensen.

Sebastian Lang- Jensen søgte job som gymnasielærer og fik en stilling på Næstved Gymnasium, hvor han også tog pædagogikum. Og kiloene raslede af.

”Det første år som underviser tabte jeg fem kilo. Jeg opdagede, at hvis man har tre undervisningstimer i streg, bruger man så meget mere energi, end hvis man sidder foran en computer og skriver et nyhedsbrev. Jeg lærte efterhånden at tage tre gange så meget mad med og små snackposer.” 

Sebastian Lang-Jensen oplevede ikke bare, at hans tøj var blevet større. Det var også lidt af et kulturchok. 

”Jeg kom jo fra kommunikationsbranchen, så jeg dukkede op i nystrøget skjorte og med åben laptop og var klar til det møde, vi skulle have om en klasse. Så var der en kollega, der fandt sit strikketøj frem! Til mødet! Det var  anderledes. Det gør man ikke i Dansk Industri eller i Venstres Europaudvalg. Der kunne jeg godt mærke, at jeg var kommet hen i en anden kultur.”

Boost fra kollegerne
To år. Så lang tid ville han give gymnasielærerjobbet. Siden søgte han til Christianshavns Gymnasium, hvor han nu har undervist siden 2013.  

”Jeg kører nu på 10. år, og har for første gang et arbejde, hvor jeg tænker, at det her kan jeg måske blive ved med i mange år. Det har jeg ikke tænkt med nogle af de andre jobs,” siger Sebastian Lang-Jensen og begynder at remse op, hvorfor han er så glad for at være gymnasielærer:

”Jeg er  glad for at være kommet tilbage til min faglighed. Nogle gange skal jeg op på loftet og hente nogle gamle bøger fra min studietid. Jeg kan ikke komme i tanker om andre jobs, hvor man er så tæt på sit fag og virkelig bruger det, man har lært. Og så er det bare noget andet at omgås flokken af unge mennesker.”

For Sebastian Lang-Jensen er det en stor tilfredsstillelse at opleve, når eleverne virkelig føler, at de lærer noget. At hans undervisning gør en forskel. Det giver mening.

”Så kan det godt være, det kun er fem ud af 25, man virkelig rammer. Men det er sikkert flere end dem, der læste den pressemeddelelse, jeg skrev, mens jeg arbejdede i Europa-bevægelsen.” 

”Og så griner jeg meget mere, end jeg gjorde før. Man bliver et gladere menneske af at gå sammen med de unge. Bare deres bemærkninger! På et tidspunkt havde vi om de store opdagelser, og jeg siger så: ”Den gamle historie er jo, at Columbus tror, han er kommet til Indien, og derfor kalder han dem indianere.” Så spørger en af eleverne: ”Hvad så med indianerne? Vidste de godt, at de ikke var i Indien?” Sebastian Lang-Jensens latter runger ud i hele køkkenet:

”Sådan noget, ik?” 

Og så er der samarbejdet med de andre lærere.

”I kommunikationsbranchen er der altid lidt konkurrence: Hvem har lavet den fedeste hjemmeside, den bedste pressemeddelelse eller den gode event? Sådan er det ikke på et lærerværelse. Der er man så uselvisk hjælpsom. Helt oprigtigt. Der går ikke noget af én for at hjælpe en anden, tværtimod. Den kollegiale stemning er så hjertelig og varm. Og den faglige udveksling sætter jeg virkelig pris på. Jeg får et boost fra kollegerne på en helt anden måde, end jeg har oplevet på andre arbejdspladser,” siger han.

Unikke jobs
Sebastian Lang-Jensen har beholdt sit gamle netværk og møder tidligere kolleger, der ikke forstår, hvorfor han har kunnet skifte et job i kommunikationsbranchen ud med et arbejde som gymnasielærer. Hvorfor kæmpe med at få nogle 16-årige drenge til at tage opvasken på en hyttetur, når man kan stå og spise croissanter med ministrene? Indimellem kan han godt se det fra deres synspunkt, og han må give sin forfængelighed et los bagi.

”Der er jo mange historie- og samfundsfagslærere i gymnasiet, men der var ikke andre, der havde lige præcis de jobs, jeg havde tidligere. Jeg syntes jo også, det var spændende at blive inviteret med til foredrag og møder. En gang var jeg inviteret til Venstres Europaudvalg, hvor jeg skulle fortælle om temaer i Europadebatten, fordi vi sad og overvågede debatten både nationalt og internationalt. Der sad hele Venstres Europaudvalg, både ministre og ordførere, og lyttede til, hvad jeg havde at sige. Det kan jeg godt nogle gange tænke tilbage på, når jeg står over for en 1.G fredag eftermiddag, og der ikke er nogen, der lytter til noget som helst,” siger Sebastian Lang-Jensen og tilføjer: 

"Men Venstres Europaudvalg klarer sig jo nok lige gyldigt hvad. Jeg tror, jeg rykker eleverne mere. Forskellen er simpelthen større."