Jeg bliver ikke den samme lærer igen

En klage fra en elev fik gymnasielærer Helga Falkesgaard til at bryde sammen efter en periode med stress. Efter et år på deltid vender hun nu tilbage på fuld tid med fornyet arbejdsglæde. Det stigende arbejdspres i gymnasiet betyder, at hun sænker ambitions­niveauet – og den erkendelse vil redde hende fra at gå ned en gang til, mener hun.

Helga Falkesgaard var på vej op ad trappen til engelskundervisning i 3.g. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigt, og hun blev ramt af en nervøsitet for at undervise, som hun ikke havde haft, siden hun var i pædagogikum i 1998.

Hendes instinkt sagde hende, at hun skulle vende rundt og gå hjem. Men hendes hjerne tvang hende til at gå ind i klassen, hvor en flok ambitiøse piger ventede med en lang række spørgsmål om AT-eksamen. Lektionen var ubehagelig for Helga Falkesgaard. Pludselig havde hun mistet overblikket, og hendes sædvanlige overskud og rutine som lærer var afløst af usikkerhed og frygt.

På det tidspunkt havde stressen stille og roligt arbejdet sig ind på den 44-årige tysk- og engelsklærer. Men det var først den dag på trappen, at hun erkendte, at den var helt gal.

”I den periode kunne jeg ikke koncentrere mig. Jeg skulle hele tiden dobbelttjekke, om jeg nu havde det papir i tasken, som jeg havde lagt ned i den for en time siden. Jeg havde endda svært ved at lave fraværsprotokol og skrev fravær ud for elever, som var kommet,” siger Helga Falkesgaard.

Hun sidder i et tomt klasselokale på Frederiksberg Gymnasium og fortæller om sidste år, da stressen overmandede hende. Hun smiler, men fortæller også sin historie med alvor i stemmen.

I dag har hun fået arbejdsglæden igen. Men hun sidder samtidig med en erkendelse af, at det idealbillede, hun havde af sig selv som underviser, for altid er forsvundet.

Motivationen blev væk
Inden episoden med hjertebanken og nervøsitet var Helga Falkesgaards motivation og glæde ved arbejdet dalet stille og roligt. Opgaver, som hun før løste med glæde og engagement, var pludselig vanskelige. Kreativiteten forsvandt, ideerne udeblev, og hun havde sværere ved at koncentrere sig om at rette opgaver. Et forløb i engelsk med postkoloniale tekster ville hun før kaste sig over med engagement og nysgerrighed. Nu kunne hun ikke finde på ideer, og hun havde ikke lyst til at læse nye tekster.

Helga Falkesgaard havde altid været god til at lægge arbejdet fra sig derhjemme, men nu begyndte stressen også at smitte af på privatlivet. Derhjemme blev hun opfarende og sur over små ting, og tankerne strømmede om natten og ødelagde nattesøvnen.

Siden studietiden, hvor begge hendes forældre blev uhelbredeligt syge og døde tidligt, har Helga Falkesgaard haft fokus på en god balance mellem arbejdsliv og privatliv.

”Har man været igennem sådan en livskrise, bliver man meget bevidst om sine egne grænser og sin psyke,” siger hun.

Den manglende nattesøvn tog hun derfor også meget alvorligt.

”Efter episoden med engelskklassen var jeg klar over, at den var gal, og jeg vidste, at jeg havde brug for hjælp. Det absurde var bare, at jeg ikke følte, at jeg havde tid til at gå til lægen eller til en psykolog på det tidspunkt,” siger Helga Falkesgaard.

Hun talte dog med sin mand om, at hun var stresset, og samtidig holdt hun sig selv oppe på, at det var forår – hun skulle bare hænge ved resten af skoleåret.

Det lykkedes ikke.

Brød sammen ved skrivebordet
På dagen, hvor 3.g’erne og lærere på Frederiksberg Gymnasium skulle fejre afslutningen af skoleåret, gik det galt. Hendes rektor sendte en mail om, at en 1.g-elev havde klaget over Helga Falkesgaard, fordi rettelserne af klassens tyske stile var forsinkede. Mailen var blot en orientering fra rektor, men alligevel var det nok til at prikke hul på ophobningen af stress over de seneste måneder.

”Jeg læste mailen hjemme og brød sammen og græd ind over skrivebordet,” siger Helga Falkesgaard.

Hun skrev med det samme til sin rektor, at hun var brudt sammen.

”Min rektor var sød, og vi aftalte, at vi hurtigst muligt skulle snakke sammen.”

I de kommende dage havde Helga Falkesgaard hele sin identitet op til overvejelse. Kan jeg mon blive dagplejemor, oversætter eller stå i en butik? Privatøkonomien blev vendt med hendes mand. Hvor meget mindre kan vi undvære?

Det eneste, hun vidste, var, at hun ikke kunne fortsætte i samme tempo som før. Hendes fortid havde lært hende at lytte til sig selv.

På mødet med sin rektor oplevede Helga Falkesgaard en stor forståelse og støtte, og løsningen blev, at hun besluttede at gå ned på 75 procent tid.

”Det var ikke nok, at jeg blev frataget nogle opgaver, jeg havde brug for en reel timeout,” siger Helga Falkesgaard.

Stadig mange opgaver
I dag har hun fået arbejdsglæden igen, også selv om hun understreger, at hun stadig føler, at hun har mange opgaver.

”Nu har jeg nok det samme antal konfrontationstimer, som jeg havde, da jeg var nyuddannet. Arbejdsmængden som gymnasielærer er blevet skruet i vejret igennem årene,” siger Helga Falkesgaard, som også understreger, at hun altid har været glad for at gå i gang med nye opgaver og udfordringer – for eksempel AT-forløb og tværfagligt samarbejde.

Helga Falkesgaard forklarer, at OK 13 gav et ekstra nyk i arbejdspresset på Frederiksberg Gymnasium, som hun sagtens kunne mærke efter sommerferien i 2013.

”Det arbejdspres og usikkerheden om den nye overenskomst har også været med til at stresse mig ekstra i det forrige skoleår. Men arbejdspresset er også vokset i de seneste 10 år,” siger hun.

Efter sommerferien går hun igen på fuld tid, og hun glæder sig, fortæller hun smilende. Glæden er dog også blandet med et bevidst farvel til det billede, som hun i de sidste mange år har haft af sig selv som lærer og af jobbet som underviser.

”Jeg kommer til at genbruge mere, jeg vil bruge flere lærebøger i stedet for at finde mine egne tekster, selv om det er kedeligere for mig og eleverne. Jeg kommer til at sænke niveauet. Det er jeg nødt til, hvis jeg skal nå alle mine opgaver. På den måde siger jeg også farvel til en del af min faglige stolthed,” siger Helga Falkesgaard.

Hun understreger, at hun i dag nyder at stå i en klasse og tager det helt afslappet, når hun ikke kan svare på alle spørgsmål fra de ambitiøse piger på engelskholdet.

Den vigtigste erkendelse er dog måske, at hun ikke vil lade sit arbejde gå ud over sit liv.

”Jeg er en rigtig god underviser. Og det, som fortsat skal gøre mig til en god underviser, er, at jeg sætter en grænse for, hvor meget jeg tager på mig fremover. Jeg siger nu til mig selv: Det er, som det er, og min undervisning bliver, som den bliver, og jeg véd, at det er godt nok,” siger Helga Falkesgaard.

Læs hele temaet om stress i det nye nummer af Gymnasieskolen her