Ingen tror på Virkeligheden

Den alsidige islandske forfatter, essayist, lyriker, samfundsdebattør med mere Einar Már Gudmundsson har i anledning af sit seneste værk været i Danmark. Mellem litteraturfestival på Louisiana og besøg på gymnasier tog islændingen sig tid til en længere snak med Gymnasieskolen om blandt andet ungdommen i dag, litterære genrer og ikke mindst det islandske finanskrak og efterdønningerne, der skabte et nyt udgangspunkt for Gudmundssons arbejde, og hvor han for alvor opdagede sin rolle i samfundet.

Einar Már Gudmundsson kommer for sent til vores møde i det gamle København, hvorfra hans hjem og fødeø Island blev styret af danske konger indtil løsrivelsen under Anden Verdenskrig. Og som han selv har haft en tilknytning til, siden han som ung studerende hang ud i den gamle hovedstad langt mod syd. 
Den islandske forfatter – ja, nationalskjald har han nærmest haft karakter af siden essaysamlingen Hvidbogen fra 2009 om landets finanskrak – er i Danmark i forbindelse med udgivelsen af sin anmelderroste roman Islandske konger. Umiddelbart lyder det som en historiebog; nu har Island ganske vist aldrig haft nogen officielle konger ud over de landsforviste af slagsen. Men Islandske konger, der fortæller historien om Knudsen-slægten og dens bedrifter og ugerninger, er en delvis beskrivelse af den islandske folkesjæl: De initiativriges selvopfattelse af islændinge som kongeligt afkom, uanset at der er tale om eksilkonger. Selv om man ikke har blåt blod i årerne, kan man godt te sig som en konge! 
En satirisk samfundskritik og på sin vis en allegori til det islandske økonomiske sammenbrud. En folkelig forklaring på, hvordan det kunne gå galt – men samtidig en hyldest til den islandske foretagsomhed og arbejdsomhed og evne til altid at komme op til overfladen igen fra selv den dybeste afgrund. 
Forsinkelsen denne eftermiddag skyldes et arrangement med gymnasieelever på Ørestad Gymnasium, der trak ud. Men som har begejstret forfatteren voldsomt. 
”De var virkelig velforberedte. Og helt utrolig dygtige,” lyder det anerkendende fra Einar Már Gudmundsson, der igennem hele sit forfattervirke har brugt meget tid på at besøge skoler og uddannelsesinstitutioner. Han er generelt imponeret over ungdommen i dag, selv om der ofte tales om dovenskab, forfald og forkerte værdier. 
”De unge i dag er meget flinke og høflige, og jeg synes, de udviser stor lydhørhed. Man sagde jo nøjagtig det samme om forfaldet blandt de unge i min generation. Formynderiet eksisterer altid! Også i skolen. Vi lever i en tid med mange forandringer. Ny kultur opstår, når den internationale kultur møder lokal kultur. Jeg mener, at unge i dag i forhold til tidligere er meget klogere og mere åbne. Min generation var måske friere på visse områder i vores tilgang til livet og de muligheder, vi havde,” funderer han. 
Et af problemerne er nok, tilføjer han, at børn og unge i dag oplever at blive overbeskyttet af forældre og andre voksne. Samfundet ynder nemlig at tage undtagelserne og generalisere dem, hvilket har indskrænket vores frihed. Det ses i mange sammenhænge og på flere niveauer.

Vi er alle i verdens centrum 
Einar Már Gudmundssons værker har med Island som udgangspunkt selvfølgelig umiskendeligt nordiske karaktertræk. Den underspillede humor, hvor pointerne ikke nødvendigvis behøver at fremstå eksplicit, er med til at give en nordisk identitet, som går igen i hele Nordatlanten, og som folk kan genkende. Alligevel opfatter forfatteren ikke sit eget forfatterskab som indskrænket nordisk. Islandske konger, forklarer han, sysler således i et større perspektiv med en opfattelse af verden – hvor står vi i verden? 
”Vi er alle i centrum; vi bor jo på en kugle. Det gælder også, selv om det er små steder. Den lille verden afspejler den større verden – det, der ofte kaldes mikrokosmos i litteraturen. Så på den måde kan man sige, at alle bor i små samfund,” mener Einar Már Gudmundsson og fortæller, at nok handler Islandske konger om Island, om magt, penge og om folkesjæl, men finanskrakket for nogle år siden har ændret synsvinklen på mange ting. 
”Vi er ved at bygge ruiner op igen, men før vi kan det, må vi sætte os ned og fortælle historien. Vi står – hvilket egentlig gælder hele verden – ved en skillevej og ved ikke rigtig, i hvilken retning vi skal. Men det giver samtidig en total frihed til at skue tilbage. Islandske konger afspejler, hvordan man går i gang med historien igen.” 
Satiren er selvfølgelig spidset til. Som forfatter bosat i Reykjavik er Einar Már Gudmundsson ofte tæt på sine læsere. Islandske konger har elementer af skrøner over sig. Men der er kraftige hentydninger til virkelige historier – for eksempel den med de to mænd, der udgav sig for at være ansat i sundhedssektoren og drog rundt i landet og skabte en lang række forbedringer på statens regning, inden de blev opdaget som svindlere. 
Ligeledes er Knudsen-slægtens tilholdssted, provinsbyen Tangavik, en blanding af forskellige steder, byer og mennesker, som de fleste islændinge vil kunne genkende. Bogen er næsten som en film blevet til ved, at Einar Már Gudmundsson har fejet en masse materiale – noget af det har han haft liggende ”på lager” – ind i et centrum, hvor brikkerne efterhånden er faldet på plads. 
”På sin vis er alle mine værker blevet til på den måde. Tanker, jeg gennem tiden har skrevet ned. Noveller, jeg ikke har fået færdiggjort. Idéer, brudstykker. Historier, jeg har haft liggende, men som jeg ikke kunne sætte ind i en sammenhæng på det pågældende tidspunkt. Men når der så sker nogle hændelser, passer tingene pludselig sammen,” fortæller han.

Kunstneren som talsmand 
For de seneste værkers – og således også Islandske kongers – vedkommende var den hændelse finanskrakket, der som bekendt ramte Island hårdt i 2008, nærmest fra den ene dag til den anden. Folk mistede job, huse, biler, opsparinger, og i det ellers velnærede velfærdssamfund kiggede de både hinanden i øjnene og sig selv i spejlet og spurgte, hvordan det dog kunne gå så galt. Her fandt Einar Már Gudmundsson pludselig sig selv i forfatterens og kunstnerens gamle rolle, da han tog bladet fra munden og i en blanding af dokumentarisme, fag- og skønlitteratur med Hvidbogen beskrev, hvad der rent faktisk skete i forbindelse med krisen. Nogle fandt beskrivelserne kontroversielle, men Gudmundsson har dog overvejende modtaget positive reaktioner. Også på Islandske konger, der udkom hjemme i Island sidste år, og som vel kan betegnes som en slags kunstnerisk opfølgning på krisen. 
”’Du skriver det, jeg tænker,’ har mange sagt til mig. På den måde føler jeg mig som forfatter som en slags talsmand for det, der rører sig i samfundet. Budskabet er min æstetik – æstetikken er mit budskab, plejer jeg at sige. Her kan romankunsten være en fantastisk afspejling af samfundet, fordi romanen har en frihed til at sige det forbudte. Jeg har selv haft den oplevelse, at idet du begynder at sige tingene, forsvinder frygten for øvrigheden. Hvis du ikke længere er bange for dem, bliver de bange for dig,” griner Einar Már Gudmundsson. 
Men romanen er ingen hellig ko, tilføjer han, nu alvorlig igen. Den må konstant udfordre sig selv. Inden romanerne havde man fortællekunsten og en gammel verdensopfattelse, som ofte lever videre i den moderne roman. Problemet er dog, mener Einar Már Gudmundsson, at de litterære genrer er stivnet i deres respektive kategorier. Der er for lidt dialog. For hans eget vedkommende er sluserne for længst blevet åbnet for at blande genrerne. Historiske hændelser, fiktion og faglitteratur. Den ene genre udelukker ikke den anden – således brugte han for eksempel tekniske greb fra romanskrivningen i de mere dokumentariske og faktaprægede essay om finanskrakket. 
Inspirationskilderne er talrige. Latinamerikanske magiske realister som Márquez (Einar Márquez Gudmundsson?), Chaplin, The Beatles. Grundlæggende handler det om en komisk værdsættelse af livet. 
”Romaner? Hvad er en roman egentlig? Du kan beskrive virkeligheden, men ingen tror på den! Du kan ikke beskrive virkeligheden uden fantasi. Jo mere du beskriver virkeligheden, jo højere flyver ånden. Jeg tror omvendt heller ikke på det pure opspind. Men når forfatteren tager et billede af virkeligheden, fremkaldes drømme. Det magiske er en del af virkeligheden, så i den ramme kan du udtrykke samfundssyn. Det moderne samfund har undervurderet det subjektive hos mennesket; det åndelige er blevet undertrykt af jagten på vækst i samfundet.”

Fra blæksprutten til finansvikingerne 
Einar Már Gudmundsson har altså i høj grad oplevet som kunstner at have en stemme i samfundet. Og blive hørt. Mangler de magelige nordiske nationer, hvor ingen andre end Island vel har oplevet virkelige samfundsproblemer de seneste mange år, i virkeligheden flere spiddende satirikere i den kunstneriske elite? Ikke nødvendigvis. Det kommer an på, hvordan man anskuer det, mener Gudmundsson, for satire kan jo komme til udtryk på mange forskellige måder. Danmark har eksempelvis haft en stor generation satirikere med Scherfig, Panduro med flere. 
”H.C. Andersen var også en satirisk samfundskritiker på den tid. Man kan jo spørge, om ikke H.C. Andersen skabte Danmark. Eller var det omvendt?” spørger Einar Már Gudmundsson med et listigt smil. 
Han ser store sociale og kulturelle sammenfald mellem Island og Danmark. Men også forskelle, hvilket formentlig var medvirkende til den finansielle nedsmeltning for fem år siden. Den borgerlige udvikling kom senere i Danmark end i for eksempel England – men endnu senere i Island. Einar Már Gudmundsson kalder det ”usammentidighed”. I Danmark har der længe været en tendens til at lære af begivenhederne. Island er bygget op af et slægtssamfund efter Anden Verdenskrig. Det har været regeret, både formelt og uformelt, af det, islændingene kalder ”blæksprutten” – altså familier, der havde arme alle steder og de rigtige forbindelser politisk og i bankverdenen. 
Blæksprutten blev afløst af finansvikingerne, der ikke kom fra traditionelle borgerfamilier, men levede på en slags omvendt jantelov. En gadedrengekapitalisme, som Einar Már Gudmundsson udtrykker det. 
”Det gamle system kategoriserede dem som grådige. Men det var dem, der kontrollerede det gamle system, som selv var med til at afskaffe reglerne! Det skyldtes altså ikke dårlige eller gode personkarakterer, det skyldtes ændringer i systemet. Når du afskaffer love og regler, vil nogle altid benytte sig af det.” 
På en måde blev krakket held i uheld for Island, for pludselig kunne den almindelige befolkning se, hvordan tingene hang sammen, og dermed blev Island som et slags mikrokosmos for hele verden, lyder Gudmundssons analyse. 
Der blev dannet alle mulige slags hjælpegrupper – ”Hjemmenes interesse” og så videre – men regeringen og IMF gjorde folks økonomi til en privat sag, der måtte bringes for domstolene, mens diverse økonomiske eksperter talte som skuespillere i deres indstuderede roller – det var blandt andet her, forfatteren Gudmundsson trådte ind i rampelyset og sagde noget i retning af: ”Jamen, de har jo ikke noget tøj på!” 
”På mange måder har vi i dag fået et bedre og mere solidarisk samfund. Vi havde fået alt for store lønforskelle, og det kunne vi ikke rigtig håndtere. Vi havde jo været et fiskersamfund, hvor det altid bare havde været sådan, at kaptajnen skulle have fire gange mere end besætningen. Pludselig fik folk løn og bonus ud over alle proportioner. Hvis man skulle have nået det niveau gennem almindelige lønstigninger, skulle man have været ansat før Kristi fødsel!”