I know nothing …

Bondo-effekten og mediernes fortsatte negligering af de faktiske forhold i lærerkonflikten.

Den 13. marts var der i Jyllands-Posten et fyldigt og overvejende positivt portræt af Anders Bondo Christensen, én af nøglefigurerne i de højspændte OK18-forhandlinger. Det er der intet overraskende i, ligesom der heller ikke er noget overraskende i, at Politiken forsøger at finde mennesket bag Sophie Løhde. Det er helt almindelig omnibusjournalistik. Undervejs i Bondo-portrættet optrådte denne passage om lærerkonflikten i 2013:

“Konflikten og de forhandlinger, der gik forud, er siden blevet anklaget for at være aftalt spil mellem kommunerne og regeringen for at sætte lærerne på plads.”

Jeg er overbevist om, at portrætjournalisten selv anser ovenstående hovedsætning med en indskudt bisætning som naturlige elementer i en neutral og tilstræbt objektiv journalistik. For vi kan jo ikke rigtigt vide, hvad der er foregået, vel?

Jo, det kan vi faktisk. Der er solid dokumentation for, at der VAR aftalt spil. Det har man kunnet vide de sidste fem år. Allerede den 17. marts 2013 kunne DR 21Søndag berette, at centrale ministre, embedsmænd og repræsentanter for KL holdt et afgørende, fortroligt møde den 13. november 2012, hvor de lagde køreplanen for, hvordan Danmarks Lærerforening skulle køres over. På mødet gav de centrale aktører hinanden håndslag på at ”gå hele vejen” – og dermed kortslutte den meget omtalte danske model. I Anders-Peter Mathiasens bog ”Søren og Mette i benlås” (2017) bekræfter tidligere SF-formand Annette Vilhelmsen og DF-formand Kristian Thulesen Dahl det aftalte spil. Den mangelfulde pressedækning af lærerkonflikten har været oppe at vende i Presselogen på TV2 News, men journalisterne fortsætter ufortrødent med at negligere den tilgængelige viden.

Det er langtfra kun JP's portrætjournalist, som fortsat åbner for den mulighed, at hændelsesforløbet i 2012-2013 bare er afsæt for nogle ømskindede offentligt ansattes fikse idéer. Det mest opsigtsvækkende eksempel på negligering af de faktiske forhold er naturligvis efterspillet til Politikens legendariske fødselsdagsinterview med Helle Thorning-Schmidt, hvori hun var kommet til at fortale sig. ”Da vi besluttede lockouten …” fik den tidligere statsminister lov til at korrigere til disse meningsløse sætninger: ” Da vi besluttede at afslutte lockouten, vidste vi godt, at den formentlig ville komme til at ligge oven i 1. maj.” Men der er næsten dagligt friske eksempler.

Den 6. april skrev Bent Winther i Berlingske:

“Indgrebet i lærernes lockout i 2013, som stadig trækker dybe spor, og ifølge mange er den egentlige årsag til den nuværende overenskomstkrise, bærer Mette Frederiksens navn. Det var hende, der som beskæftigelsesminister udformede indgrebet, som ifølge Anders Bondo Christensen og hans støtter udgjorde sidste kapitel i en drejebog, der var skrevet på forhånd.”

Hvordan kan en dygtig arbejdsmarkedsjournalist og samfundsredaktør i en i øvrigt udmærket artikel stadig sætte spørgsmålstegn ved OK13-drejebogens eksistens? Måske pga. Bondo-effekten. Bondo-effekten er min betegnelse for et reaktionsmønster, som er karakteristisk blandt journalister og kommentatorer. Bondo-effekten manifesterer sig ved en uforklarlig kortslutning af dømmekraften bare ved synet af eller tanken om Anders Bondo Christensen. Måske ligger det i sygekassebrillerne. Måske er det den ravjyske accent. Eller også er lærerformanden bare irriterende godt inde i sagerne? ”Den lille fyr med brillerne”, som Noa Redington har kaldt ham i TV2 News.

Undertiden får jeg den foruroligende tanke, at mediehusene – trods det indlysende og veldokumenterede – har taget en redaktionel beslutning om, at man ikke kan have nogen sikker viden om, hvad der foregik for fem år siden. Jeg kommer til at tænke på Andrew Sachs i glansrollen som den inkompetente tjener Manuel i den rablende komedieserie ”Halløj på badehotellet”: ”I know nothing. I am from Barcelona.”

Mikael Busch, lektor, medlem af GL's hovedbestyrelse (Liste 2)