Hverdag og fritid - undersøgelse af indiske gymnasieelever

Hverdag og fritid - undersøgelse af indiske gymnasieelever

Gymnasiet Vartak Collage i Vasai opererer med normalklasser a 120 elever, men maksimum 60 elever kunne deltage i en spørgeskemaundersøgelse. Så halvdelen blev udenfor, da Birthe Mølhave besøgte gymnasiet.

INDIEN > tekst og foto: birthe mølhave

Byen Vasai ligger ud til Det Arabiske Hav i et område, hvor allerede grækere før vores tidsregning, siden romere, arabere, portugisere og englændere har handlet med Indien. Byen er en provinsby med omkring 175.000 indbyggere, der afspejler den sekulare indiske stats multikultur. Her er hinduer, muslimer, sikher, kristne, jainer og nu igen buddhister. Byens forskellige helligdomme viser det tydeligt.

Det tager normalt to timer at komme med tog, og man skal regne med fire timer i bil for at komme de 60 km nord for Mumbai/Bombays centrum. Så tidskrævende er det at blive transporteret gennem megabyen på vel 11 mio. indbyggere.

I Vasai er der mere fredeligt. Gymnasiet Vartak College har ca. 3.000 elever og er bygget sammen med en universitetsafdeling for ingeniører og teknologi. Det er grunden til, at der holder adskillige motorcykler ved indgangen. Mit besøg drejer sig især om at foretage en pilotspørgeskemaundersøgelse svarende til den, jeg foretog i 2000 i Wuhan i Kina1 for at kunne sammenligne unge i de to store asiatiske kulturer. Halvdelen af eleverne går i skole om formiddagen, den anden halvdel om eftermiddagen.

Mødet med eleverne
Forhåndsaftalen med klasselæreren, Dr. Nootan Bhakal, er, at jeg skal møde en sproglig 2.g-klasse med maksimum 60 elever for at kunne sammenligne resultaterne. Nu jeg står her, synes jeg, det store lokale ser halvtomt ud. »Nå, ja, en normal klasse her på skolen er 120 elever, så halvdelen måtte blive udenfor,« forklarer hun. Eleverne er spændte, de har aldrig før prøvet at udfylde et spørgeskema. Jeg for klarer, at det er anonymt, og at deres lærere ikke vil få resultatet at se, før tidligst et år efter at de har forladt skolen. Det er vigtigt for at sikre, at de svarer ærligt på spørgsmålene. Bagefter vil jeg fortælle om danske unge, og eleverne vil få lejlighed til at stille spørgsmål.

Der er otte drenge og 51 piger til stede. Hvor kan 59 elever være stille - man hører kun fuglene udenfor gennem de åbne vinduer de næste tre kvarter, indtil skemaerne er udfyldt og indsamlet.

Eleverne kan vælge mellem sprogene hindi eller delstatens sprog marathi. Se klassens skoleskema øverst på næste side.

De unge og værdigrundlaget
Rammerne for deres hverdag er livet i kernefamilien, 58 bor sammen med deres biologiske far og mor, en enkelt alene med sin mor. Den traditionelle indiske storfamilie er i opløsning i byerne, det bekræftes også her, hvor kun fire også bor sammen med farfar og farmor. 26 familier bor i eget hus, de øvrige i lejlighed.

Det er mange år siden, man førte børnebegrænsningspolitik i Indien, men middelklassefamilierne får normalt to børn i dag. Sådan er det også i denne klasse, hvor 40 har en bror eller en søster, 12 har to, mens kun tre elever har fire til seks søskende. I det varme indiske klima er vilde fugle og tamdyr som geder og kvæg meget synlige - også i byerne. Men hjemme har kun to af eleverne et kæledyr, henholdsvis en hund og en kat.

Alle eleverne hjælper til derhjemme med fx opvask og rengøring; ni synes, forældrene stiller store krav til dem, og 17 siger, at de ofte skændes med forældrene. Som grunde til skænderier står skolen højest, mens en enkelt skriver: »De vil eje mig.« Får de lommepenge, som de frit kan disponere over? Til det svarer 25 nej. De er med andre ord helt under forældrenes kontrol og afhængige af deres goodwill. Af de øvrige får de 27 mellem 2,5 og 10 kr. om ugen. Seks elever arbejder som lektiehjælpere og betaler deres forældre en sum til husholdningen derhjemme.

Lektielæsning tager for hovedparten, nemlig 33, op til to timer om dagen. 18 bruger tre timer eller mere. De har stort set alle sammen venner uden for skolen. 32 bruger op til fem timer ugentlig sammen med dem, og 14 endnu flere timer. Hvordan bruger de tiden sammen? Her vil jeg trække et par eksempler frem: De fortæller hinanden vittigheder, to hjælper hinanden med at løse problemer, to hjælper fattige i området, og en ser på piger. I fritiden dyrker 31 sport: Badminton er den foretrukne for 22, cricket er på andenpladsen med otte elever, så kommer fodbold og dans. 37 går ture i naturen, andre holder sig til ture i byen. 22 spiller brætspil som skak, og tre nævner videospil.

Inden for de sidste tre år har en tredjedel været til klassisk koncert og på kunstmuseum, lidt under halvdelen har været i teater og på historisk museum, mens lidt over halvdelen har været i biografen. Det sidste kan undre, når man ved, at Indien er det land i verden, hvor der bliver produceret flest film, og Mumbais filmby, Bollywood, ligger i nærheden.

Hvordan med at læse bøger i fritiden? Her svarer seks nej, de læser kun lektier, mens hovedparten, nemlig 32, læser et par stykker, og resten mere. Bøger om natur, romaner og historie står øverst.

Prioritering og fremtiden
Tre spørgsmål samler sig om de unge inderes vurdering af deres livsform. 44 svarer klart ja til, om de generelt er tilfredse, mens ni svarer klart nej. Mediterer du ofte? Til det svarer tre, at det gør de regelmæssigt, 32 gør det af og til, mens 18 overhovedet ikke gør det. Spørgsmålet er interessant, fordi vi vesterlændinge forbinder meditation med hinduismen, som er Indiens store kulturbærende religion. Hovedparten af eleverne er da også hinduer, en håndfuld er muslimer, og fem er kristne. To hinduer, en muslim og en kristen går til deres respektive helligdom hver dag. Endelig bliver de spurgt, om de kan mindes, at de har tænkt på at tage deres eget liv. Til det svarer tre bekræftende; den ene angiver, at det skyldtes frygt for eksamensresultatet.

De øvrige spørgsmål angår de unges syn på fremtiden. I en prioritering med tolv muligheder sætter pigerne »uddannelse« højest, mens »ansvar for forældre« kommer ind på andenpladsen. De otte drenge prioriterer omvendt. På tredjepladsen kommer samlet »erhvervskarriere«. Fjerdesidst kommer »at blive gift og stifte familie«. Den lave placering kan hænge sammen med, at arrangerede ægteskaber fortsat er det almindelige i Indien, så det er ikke de unges problem. Som et kuriosum kan nævnes, at »en stor bryllupsfest« kom sidst i de unges prioriteringsliste, selvom det er et af hovedtemaerne i de populære Bollywood-film.

Set i den sammenhæng er der god overensstemmelse med svarene på spørgsmålet: Hvilke forventninger har du til din kommende mand/kone? Til det skriver 15, at vedkommende skal være forstående og hensynsfuld, syv lægger vægt på en god uddannelse. En enkelt svarer udtrykkelig, at vedkommende skal komme fra et andet land end Indien. For en dansker er det overraskende, at kun tre nævner ordet kærlighed.

De unge er meget realistiske med hensyn til deres fremtidige erhverv. Alle uden undtagelse stiler mod et bestemt arbejde. Det er nok ikke så underligt. Når jeg har talt med indiske forældre om deres børn ved andre lejligheder, har de næsten altid nævnt, at de henviser til de fattige, som er meget synlige på gader og veje i Indien, og indtrængende opfordrer deres børn til at bestille noget i skolen og få en god uddannelse. 17 piger vil gerne være lærere, 10 advokater, mens resten og drengene spreder sig over mange forskellige former for arbejdsplaner. Det er interessant, at kun tre skriver, at de gerne vil være computeringeniører eller have noget med computere at gøre, når man tænker på Indiens store rolle i det globale computermarked. Her ville billedet i en matematisk klasse utvivlsomt have set noget anderledes ud.

I det sidste af de i alt 21 spørgsmål bad jeg de unge se ud i fremtiden og vurdere, hvordan de ville kunne sige, at deres liv havde været et succes. Hertil svarer 16 piger: Succes i mit arbejde; mens 13 piger svarer: Have opfyldt mine forældres drømme, hjælpe andre og have haft et godt arbejde. To af drengene siger kun: At mine forældre har været stolte af mig. Af de øvrige nævner syv: Have haft en god/sød familie, mens tre svarer: At jeg har gjort noget for fattige mennesker. En enkelt svarer: At være blevet rig.

Den afsluttende debat
Da besvarelserne var samlet ind, og jeg havde holdt mit foredrag, var det tid til spørgsmål. Elevernes spørgsmål kredsede især om to emner, nemlig samfundsforhold og forskelle i undervisning i Indien og Danmark. Selvom resultatet viser, at kun fire elever havde været til politiske møder inden for de sidste tre år, og kun en havde et ønske om at være politisk aktiv, så bad flere af de unge mig give dem forslag til, hvordan Indien kunne ændres i retning af det danske system, fordi de oplevede det indiske samfundssystem som utroligt trægt. Med hensyn til undervisning i gymnasiet er det klart, at de enorme klassestørrelser, som i Vasai, gør forelæsninger og skriftlige opgaver til de »naturlige« undervisningsformer. Det bliver understøttet af, at der kun er skriftlige eksamener.

På mange måder er det ærgerligt for de unge og deres lærere, for deres spørgsmål og den diskussion, der fulgte, afslørede nogle meget modne og engagerede personer, som jeg ofte tænker tilbage på. Det er nogle af dem, som vores egne unge vil komme til at møde som kolleger eller konkurrenter i vores fælles globale fremtid.

Hvis man vil vide mere om Indien og få ideer til sine fag, eller hvis en lærer, elev eller måske en hel skole i en emne-uge har Indien på programmet, så er der megen inspiration at hente på IndiensPortalen www.indien.emu.dk.

1Se artiklen i Gymnasieskolen: Hverdag og fritid for Maos »børnebørn«, i Gymnasieskolen nr. 22/2000, s. 26-27, http://www.gymnasieskolen.dk/HTML_arkiv/2000/22/artikler/GY200-311.26.htm.

Birthe Mølhave er lektor i filosofi, oldtidskundskab og religion på Skanderborg Amtsgymnasium og redaktør på www.indien.emu.dk og www.kina.emu.dk.