Hun får hashrygerne til at føle noget igen

Han var spinkel og havde et kønt ansigt. En sød dreng. 19 år. Gik i polo og striktrøje og kom fra et godt hjem. Men tøjet var ofte nusset, og han lugtede ikke som en, der gik i bad særlig tit. Hans fravær var højt, og ligegyldig hvad der skete i timerne, virkede han ligeglad.

Hun havde prikket til ham flere gange. Men det var først nu, han var trådt over dørtærsklen til hendes kontor for at få hjælp. Nu sad han over for hende og fortalte ærligt om, hvordan hans hashmisbrug havde kvalt alle følelser. Han var hverken glad, ked af det eller vred. Ikke nysgerrig. Ikke noget som helst. Det eneste, han kunne føle, var en snert af tristhed over ikke at føle noget.

I dag husker hun stadig tydeligt, hvilket billede det var, han brugte om sit liv.

“Det er ligesom på en film, hvor man er på hospitalets intensivafdeling, og der ikke er nogen hjertefrekvens mere, men bare en flad linje og et langt biiip,” havde han sagt.

Hans ord ramte hende og bed sig fast.

“Det var det øjeblik, hvor det for alvor gik op for mig, hvad de her elever har brug for. Hans ’flatline-beskrivelse’ fik mig for alvor til at forstå, hvorfor man ikke kan svinge sig selv op til noget som helst, når man ryger fem-seks joints om dagen og er skæv,” siger Susanne Vadsholt, der er lærer og rusmiddelvejleder på Gentofte HF.

“Jeg har styr på det”
Hun henter krus med te på lærerværelset og byder indenfor på det lille kontor, hvor hun på fjerde år holder samtaler med de elever, der har et stofmisbrug og ønsker hjælp til at komme ud af det.

Inden var hun tutor og studievejleder. Her gik det op for hende, hvor mange af skolens elever der faktisk kæmper med en eller anden form for misbrug. For de fleste er hash det primære stof.

“Tidligere prøvede vi at få dem ud i kommunens behandlingstilbud, men det gik sjældent ret godt,” fortæller Susanne Vadsholt.

Hun opfordrede derfor ledelsen til, at skolen skulle have en rusmiddelvejleder, tilbød selv at påtage sig opgaven og fik et ja. Herefter gik hun i gang med et kursus hos Stofrådgivningen i København og fortsatte på en diplomuddannelse i socialt arbejde med fokus på rusmiddelområdet.

“Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde med at fastholde de unge. Jeg har nok lidt et socialarbejder-gen,” siger hun og smiler.

Det kan være svært at få øje på de unge, der har et misbrug. Susanne Vadsholt kigger blandt andet efter mørke rande under øjnene, dårlig hygiejne, højt fravær, humørsvingninger, og om de holder sig for sig selv.

Endnu sværere er det at få dem til at tale om det. Har hun mistanke til en elev, hun selv er lærer for, bruger hun ofte lidt tid på at få en nær relation, inden hun trækker den pågældende elev til side og fortæller, hvad hun ser.

“Så siger jeg for eksempel: ‘Jeg har lagt mærke til, at dit fravær er steget, at du nogle gange falder helt ud i timerne, og at du ikke har været i bad i noget tid. Jeg tænker, at du ryger, og at du ryger mere, end godt er’. Er jeg helt sikker, spørger jeg direkte: ‘Hvor meget ryger du?’”

Eleverne benægter stort set aldrig. Et typisk svar er: “Ja, ja, jeg ryger en gang imellem, men jeg har styr på det”. Så går der som regel nogle måneder, og så står de på hendes kontor.

“Nogle gange har jeg måttet skubbe på et par gange mere eller fået en kollega til at gøre det. Det har en effekt, at eleven flere gange føler sig set,” siger Susanne Vadsholt.

Taler en historie frem
Når eleverne sidder over for hende på det lille kontor, oplever hun dem som meget ærlige. Hun forlanger svar på, hvad de tager, hvor meget, hvor ofte, hvor længe de har gjort det, og om de gør det alene eller sammen med andre.

I den videre snak prøver hun at få dem til at sætte ord på, hvad der betyder noget for dem. Hun tager udgangspunkt i nuet, hvorfor de er på skolen, hvad de har lavet før.

“Jeg hjælper dem med at få talt en historie frem om, hvem de egentlig er, ud over at de har et hashproblem. Eller mere præcist hvem de var. Ved at sætte et spejl op foran dem kan jeg langsomt styrke deres ønske om at finde tilbage til den, de var – og gerne vil være igen,” fortæller Susanne Vadsholt.

Det er meget individuelt, hvor tit hun mødes med dem. Er en elev klar til at stoppe sit misbrug her og nu, kan samtaler tre-fire gange om ugen i en periode være en god idé. Er det en elev, hvor der skal mere overtalelse til, er et møde en gang om ugen tit passende i starten, forklarer hun.

Det er også forskelligt, hvor lang tid det enkelte samtaleforløb varer.

“Jeg havde en elev forrige år, som jeg talte med i halvandet år. Han skar væsentligt ned på sit hashforbrug, men jeg fik ham ikke til at stoppe helt. Men han fik huen på og endda med en ret fin karakter.”

Brug for vidner
Da hun mødte eleven med ‘flatline-beskrivelsen’, havde hun været rusmiddelvejleder i et års tid. Han lærte hende, at det ikke kun er samtalerne, der er vigtige, men at det er lige så vigtigt at holde øje med eleverne i selve undervisningen.

At det, der sker i ‘samtalerummet’, kan bruges i undervisningen – og omvendt. For det er i undervisningen, man netop kan give dem noget af det, de mangler i deres liv.

“Når jeg havde ham til idræt, sørgede jeg for at sætte ham i den gruppe, hvor jeg vidste, at der ville blive lavet sjov og grinet. Og når vi snakkede sammen næste gang, sagde jeg: ‘Hold kæft, hvor var det sjovt, da vi spillede basket forleden, og du scorede på den der umulige chance’.”

Elever med et stort hashmisbrug har brug for vidner til det, de oplever, forklarer Susanne Vadsholt.

“De skal mindes om de små glimt, hvor de er opslugt af noget og begynder at føle noget. Tit husker de dem ikke selv. Man forstærker dem, når man taler om dem. Hvis ikke deres følelser vækkes til live igen, har de intet drive og kan ikke ønske sig noget andet.”

Den tilgang har hun holdt fast i. Når det er elever, hun ikke selv underviser, beder hun kolleger om at holde øje med dem og forklarer, hvad det vil være godt, at de siger eller gør.

Succes er ikke én ting
Ifølge Susanne Vadsholt viser undersøgelser, at stofmisbrug er et generelt problem blandt unge i Danmark. Desuden har en undersøgelse vist, at studievejledere på de gymnasiale uddannelser vurderer, at hash er en medvirkende årsag i halvdelen af alle frafald.

Det stemmer godt overens med hendes eget indtryk. I starten troede hun, at hun kunne “redde dem alle sammen“. Med årene har hun indset, at succes kan være mange ting, og at man er nødt til at gradbøje begrebet, når man arbejder med unge, der har et misbrug.

“Jeg tror på, at indsatsen gør en forskel. For os som skole er det en succes, når vi forhindrer frafald. At de får huen på og får så godt et gennemsnit som muligt. Også selvom de ikke er kommet helt ud af deres misbrug,” siger Susanne Vadsholt og fortsætter:

“Måske virker prikket hverken første, anden eller tredje gang. Men når den næste prikker, så lykkes det måske. Det er min tilgang.”

‘Flatline-eleven’ er en af dem, hun ikke nåede i mål med. Han begyndte at udeblive fra deres samtaler, hans fravær voksede, og han blev smidt ud af skolen. Hun ved dog, at han sidenhen har gennemført hf.

Men de gode eksempler, hvor elever kommer helt ud af deres misbrug, er der heldigvis også. Hun nævner en 19-årig fyr, som hun gennem 2.hf havde fulgt tæt og hjulpet med at lægge hashen på hylden, og som blev student i juni.

Til en af hans sidste eksamener gav hun ham et brev. Her beskrev hun den udvikling, hun havde set ham gå igennem.

“Til translokationen kom forældrene hen til mig. Han havde vist dem brevet, og de var meget berørte. Den slags oplevelser betyder det hele,” siger Susanne Vadsholt.