Nina Sofie Llorente Munck brænder for dem på bagerste række

​Nina Sofie Llorente Munck har mødt mange elever, som har fået at vide, at de aldrig bliver til noget, men ofte blomstrer de op på VUC, fortæller hun.

Hun brænder for dem på bagerste række

For VUC-lærer Nina Sofie Llorente Munck giver det stor mening at undervise elever, som både i livet og i skolen er stødt ind i nogle bump. Hendes far fik mod alle odds en uddannelse og et godt liv, og den mulighed skal vi give alle mennesker, mener hun. Et møde med en ærlig kursist fik hende til at indse, at hun skal møde kursisterne lige der, hvor de er. 

Han lignede en karakter fra filmen Pusher, og en mørk aften ville mange nok hurtigt skifte fortov, hvis de gik ham i møde.

Nu sad han i klasselokalet og lyttede til den nyuddannede dansklærer Nina Sofie Llorente Munck.

Hun strøede om sig med danskfaglige vendinger og litterære referencer frisk fra universitetet. Men hver gang der hang et fremmedord i luften, reagerede den ‘pusherlignende’ kursist med en grimasse, som på gadeplan bedst kunne oversættes som: “What, hvad snakker du om?”

“Hans grimasse og hans impulsive måde at reagere på, når jeg sagde et ord, han ikke forstod, virkede som en alarm, der stod og blinkede i lokalet,” fortæller Nina Sofie Llorente Munck, som hurtigt blev opmærksom på, at mange af de andre kursister i lokalet heller ikke forstod, hvad hun sagde.

For hver metafortælling og for hver abstraktion ringede den imaginære alarm højere, og det blev tydeligt, at undervisningen ikke fungerede optimalt. Det er et øjeblik, hun stadig husker.

“Jeg blev bevidst om, at jeg skulle oversætte det, jeg sagde. Jeg kom fra universitetet med en tanke om, at jeg skulle bibringe kursisterne en litterær dannelse, og jeg talte i det sprog, jeg havde med fra universitetet,” siger hun.

Hun blev også bevidst om, at på et hold med kursister, som tager hf-enkeltfag i dansk, sidder der en del mennesker, som associerer dansk grammatik og tekstanalyse med nederlag og trangen til at slippe ud af klasselokalet hurtigst muligt. 

“Mange kursister har huller i skoleforløbet. Nogle har flyttet meget rundt, nogle er blevet hjemme fra skole, fordi de var bange for, at deres fordrukne forældre skulle blive kvalt i deres eget bræk. Og andre har haft lærere, som ikke kunne rumme dem,” fortæller Nina Sofie Llorente Munck.

Jeg træder meget tæt på mine kursister, og også derind, hvor det bliver personligt.

Nina Sofie Llorente Munck, lærer
KVUC

Det må gerne blive personligt
Det er fredag eftermiddag, og de sidste kursister på Københavns VUC er lige gået på weekend. Nina Sofie Llorente Munck tager sin gule regnjakke på og går ud for at købe en sandwich. Hun nåede ikke at spise frokost i dag.

Hun har sagt ja til at fortælle om sig selv, sin undervisning og det, der har sat sit præg på hende som lærer.

Det er 10 år siden, at den nu 40-årige lærer første gang trådte ind i et klasselokale, efter at hun blev færdig på universitetet. I dag er hun en del erfaringer rigere.

“Jeg træder meget tæt på mine kursister, og også derind, hvor det bliver personligt. Jeg skal have etableret et forhold til mine kursister, hvor de er trygge ved mig,” forklarer hun, mens hun går hen ad fortovet.

Lige meget om det er den 50-årige kvinde med tørklæde eller den 21-årige unge mand med kasket, så forsøger hun at møde dem, hvor de er i deres liv.

“Jeg skal møde dem som de mennesker, de er, og med den bagage, de har med sig. Og i det møde kan jeg mærke, at jeg kan gøre en forskel,” siger hun.

Et par timer før havde hun en snak med en voksen kursist, som ikke havde afleveret sin opgave. Kursisten havde paraderne oppe og kom med flere forklaringer på, hvorfor opgaven ikke var blevet lavet. Den slags samtaler tager Nina Sofie Llorente Munck ofte. 

“Det viste sig, at han havde svært ved at lave opgaven, og at han ikke følte, han havde noget på hjerte til det debatindlæg, han skulle skrive,” fortæller hun.

Han tog en kold tyrker, og så begyndte han at læse sig gennem fængselsbiblioteket.

Nina Sofie Llorente Munck, lærer
KVUC

Faren var en mønsterbryder
Nina Sofie Llorente Munck kan godt lide at arbejde med mennesker, som har været vant til at sidde på bagerste række i skolen og måske også i livet.

Hun er blevet bevidst om, at det hænger sammen med hendes egen baggrund.

Hendes far blev smidt ud hjemmefra som teenager. Han røg hash, og det udviklede sig til et heroinmisbrug. Efter et indbrud på et apotek fik han en længere fængselsdom, og det blev et vendepunkt i hans liv.

“Han tog en kold tyrker, og så begyndte han at læse sig gennem fængselsbiblioteket. Han læste en roman om dagen, fortalte han selv,” siger Nina Sofie Llorente Munck.

Efter fængslet begyndte han på realkursus, hvad der svarer til at gå på VUC i dag, og derefter begyndte han på idéhistorie på Aarhus Universitet, men skiftede siden til psykologistudiet. I Nina Sofie Llorente Muncks barndom arbejdede han som psykolog med udsatte børn.

“Min far kæmpede meget med de historier, der var om ham. At han var en skidt knægt, som aldrig ville blive til noget. Det betyder enormt meget, at der er nogen, som tror på, at du kan andet end at lave ballade, og at det, du kommer med, er gyldigt,” siger Nina Sofie Llorente Munck, da hun igen sidder i det tomme klasselokale, og sandwichen næsten er spist.

Hun fortæller, at hendes forældre var socialt bevidste, og at det var en del af hendes børnelærdom, at man skulle huske at se verden fra andre menneskers perspektiv.

“Jeg er meget rundet af det, jeg kommer fra, og jeg har også den indstilling, at alle kursister kan lykkes, lige meget hvad de kommer med. At jeg så måske ikke kan forløse det hos alle, er noget andet,” siger hun og smiler.

Ordblinde kursister
Vi skruer lige tiden et par timer tilbage, da Gymnasieskolen fik lov til at være fluen på væggen til undervisningen hos Nina Sofie Llorente Munck.

Kursisterne på holdet er ordblinde, og for mange af dem er det en enorm mundfuld at tage dansk på hf-niveau. Nina Sofie Llorente Munck er vant til, at kursisterne har rygsækken fyldt med nederlag fra skoletiden, men på dette hold er der en ekstra overvægt.

“Jeg har aldrig været god til det med den røde tråd,” siger en af de yngste kursister på holdet, da hun og Nina Sofie Llorente Munck taler om hendes opgave.

Inden da har Nina Sofie Llorente Munck tegnet og fortalt om artikler og debatindlæg.

“I kan sammenligne det med en tjener på en restaurant, som præsenterer menuen og vinen,” forklarer hun for at give et billede af, hvordan rubrikken og indledningen skal guide læseren på vej til resten af artiklen. Samtidig er det en demonstration af, at hun har husket lærdommen fra sin spæde begyndelse som lærer, og alarmen ringede: Man skal snakke, så eleverne forstår, hvad man siger.

En kursist vil vide, hvordan han skal nå alt det på 45 minutter til eksamen. Og Nina Sofie Llorente Munck kan berolige ham med, at han har seks timer til eksamen i skriftlig dansk. Kursisten puster ud og siger: “Nå, okay”, men ser stadig ikke helt rolig ud ved tanken om eksamen.

Nina Sofie Llorente Muncks far fik en skæv start på livet

Hendes far fik en skæv start på livet, men skiftede kurs og tog en uddannelse og blev senere psykolog. Den historie husker Nina Sofie Llorente Munck på i sit arbejde.

Skriger på at komme væk
Nina Sofie Llorente Munck fortæller efter timen, at der er sket store fremskridt med holdet, siden de begyndte efter sommerferien.

“Da vi begyndte, var der meget uro. Mange af kursisterne forbinder undervisningslokaler med nederlag, og for flere af dem skriger deres hjerne på at blive lukket ud igen. Men efter en måned eller to kan de være her, og de er blevet trygge ved mig. Og så begynder de at lære noget,” siger Nina Sofie Llorente Munck.

Du behøver ikke at have læst hele verdenslitteraturen for at tale med om en tekst ud fra dine egne erfaringer.

Nina Sofie Llorente Munck, lærer
KVUC

Alligevel kan det være op ad bakke, når de for eksempel skal analysere Jesper Wung Sungs novelle De tre veninder, og frustrationerne får frit løb, fordi de endnu en gang sidder med en tekst, hvor ordene ikke giver mening for dem.

Men så sker der alligevel noget, når holdet har kæmpet sig igennem teksten, og historien om en spiseforstyrrelse træder frem.

“Jeg tager også nogle gange dansklærerkasketten af, dropper analysemodellerne og lader bare kursisterne læse teksten og snakke om den. Mange VUC-elever har det tilfælles, at det, de kan, ikke har været gyldig valuta i en undervisningssammenhæng. Men det bliver det her, fordi de kan trække på deres livserfaring,” siger hun og fortsætter:

“Du behøver ikke at have læst hele verdenslitteraturen for at tale med om en tekst ud fra dine egne erfaringer. Men i uddannelsessystemet er der mange, som går på grund, fordi de ikke kan mestre alle de interne koder, man skal kunne for at kunne klare sig.”

Kan huske frisørens datter
Nina Sofie Llorente Munck husker tilbage på sin egen gymnasietid. På Risskov Gymnasium for lidt over 20 år siden havde hun selv en fordel af at komme fra et hjem med bøger på reolerne. Frisørens datter havde sværere ved at forstå koderne og de uskrevne regler i timerne.

“Dem fra gymnasiefremmede hjem havde det svært, for de kunne ikke bare gå hjem og få hjælp af deres forældre. Jeg synes ikke, det blev ekspliciteret, hvad vi skulle gøre, man forventede bare, at vi gjorde det,” husker hun.

Det sker ikke i Nina Sofie Llorente Muncks lektioner. Hun har haft elever, som har fået at vide i folkeskolen, at de lige så godt kunne lade være med at følge med, fordi de alligevel aldrig blev til noget. På VUC bliver de overbevist om, at de kan noget, og nogle ender endda med en top-karakter.

På ordblindeholdet er der kursister, som har rigtig svært ved at skrive. De skriver kun sms’er med ord, de ved, de kan stave til, og nogle af dem lader være med at skrive på Facebook, fordi andre mennesker peger fingre ad deres stavefejl.

Nina Sofie Llorente Munck mener dog, det godt kan lade sig gøre for dem at tage enkeltfag i dansk på hf.

Hun sammenligner det med børnetegninger, som i begyndelsen er kruseduller, der udvikler sig til streger, og pludselig en dag er de blevet til en hest.

“Hvis de har mødt fem uforstående lærere i deres folkeskole, så skal de møde en forstående lærer her. Hvis de kun har oplevet nederlag ved at skrive, men stille og roligt oplever, at de faktisk kan skrive noget, så sker der noget.”

Hun stopper op et øjeblik og fortsætter:

“Det er den forskel, jeg gerne vil gøre.”