Htx-elever er landet over udfordret af, at de ikke kan udføre praktisk arbejde i deres projekt i teknikfag.

Htx-lærere savner svar om praktiske fag

Elever og lærere på htx er lige nu i tvivl om, hvordan de skal håndtere store projekter i teknikfag og teknologi. Begge fag er meget praksisorienterede, og skolelukningerne er derfor en kæmpe udfordring. 

Normalt ville der i disse uger være heftig aktivitet i laboratorier og værksteder på htx-skolerne. Landet over er 3.g-eleverne nemlig i gang med deres projektopgave i det obligatoriske fag teknikfag. Men nu, hvor skolerne er lukket, er billedet et helt andet, og lærerne er i tvivl om, hvordan den praktiske del af opgaven skal løses. 

Hele projektperioden er på otte uger, og der er afsat 90 timers uddannelsestid til opgaven, som til sommer skal forsvares mundtligt. En del af timerne foregår normalt i værksteder og laboratorier, hvor eleverne skal arbejde med deres idéer i praksis. Men de lukkede skoler gør det umuligt. 

“Det er hele den praktiske dimension, der kommer til at mangle, og den er omdrejningspunktet for projektopgaven,” siger Dorte Ankerfelt, der underviser i teknikfag (proces, levnedsmiddel og sundhed) på Odense Tekniske Gymnasium.

Jeg har et lille naivt håb om, at eleverne kan nå at komme hen på skolen og lave lidt.

Dorte Ankerfelt, lærer
Odense Tekniske Gymnasium

Hendes elever skal arbejde med deres projektopgave i laboratorierne i anden uge efter påske. Men Dorte Ankerfelt tvivler på, at det er realistisk. Også selvom skolerne foreløbigt ‘kun’ er lukket til efter påske. 

“Jeg har et lille naivt håb om, at eleverne kan nå at komme hen på skolen og lave lidt. Men ingen ved, hvad der sker. Og allerede nu skulle de have været i gang med praksisorienteret arbejde i den almindelige undervisning,” siger hun.  

Som gymnasieskolen.dk skrev for få dage siden, står mange naturvidenskabslærere og elever med lignende udfordring i forhold til forsøg i forbindelse med SRP og SOP. 

Efterlyser udmelding
Mange lærere og elever er lige nu i tvivl om, hvordan de skal forholde sig til de store projektopgaver i både teknikfag og teknologi. Det fortæller Ole Nystrøm, som er formand for Teknologi- ​og teknikfagslærerforeningen​ og selv underviser i teknikfag på Aarhus Gymnasium. Han efterlyser en udmelding fra Børne- og Undervisningsministeriet. 

“Vi kan godt vejlede og hjælpe eleverne virtuelt i denne fase, men vi er nødt til snart at få at vide, om elevernes praksisorienterede del af projektet kan konverteres til en teoretisk del. Og hvis det sker, hvordan det skal bedømmes,” siger Ole Nystrøm.

Vi har brug for hurtigst muligt at kunne sige til eleverne, hvordan de skal lave projektet, hvis de ikke kan udføre den praktiske del.

Ole Nystrøm, formand
Teknologi- ​og teknikfagslærerforeningen

Han peger som eksempel på, at hvis eleverne arbejder med udvikling af robotteknologi, så bygger de også en robot.  

“Eleverne glæder sig til at udføre deres ideer i praksis, men kan det ikke lade sig gøre, skal vi nok finde ud af det. Men vi har brug for hurtigst muligt at kunne sige til eleverne, hvordan de skal lave projektet, hvis de ikke kan udføre den praktiske del,” siger Ole Nystrøm.

Problemstillingen er den samme for faget teknologi på htx, som ligeledes bliver afsluttet med en projektperiode, påpeger han.  

Hvordan forholder vi os?
Merete Holm underviser i teknologi på Tradium i Randers. Også hun savner en hurtig udmelding fra ministeriet om, hvad der skal ske, så elever og lærere ved, hvordan de skal forholde sig.  

“Teknologi er et meget praksisorienteret fag, hvor eleverne arbejder med produktudvikling i laboratorier og værksteder, men lige nu ved ingen, hvornår eller om det kan lade sig gøre,” siger Merete Holm. 

Eleverne er godt i gang med deres projektopgaverne nu, og i princippet arbejder de med at udvikle produkter og løsningsforslag, som de skal omsætte til praksis på skolen..

“Det er selvfølgelig synd for eleverne, at de ikke kan lave den praktiske del af opgaven, men jeg synes, det vil være bedre at melde ud, at det bliver en teoretisk opgave, og så kan alle forholde sig til det med det samme i forhold til vejledning,” siger Merete Holm.

Normalt skal projektet bedømmes ud fra den praktiske del. Men hvis den udgår, skal der fastlægges andre kriterier for bedømmelsen af eleverne, fastslår hun. 

“Det er der også brug for en udmelding om.”

Ølbrygning i køkkenet
På Odense Tekniske Gymnasium forbereder Dorte Ankerfelt sine elever på, at deres opgave meget vel kan blive uden praktiske forsøg. 

“Når jeg i øjeblikket vejleder dem online, så siger jeg til dem, at de må behandle deres problemstillinger teoretisk og beskrive, hvilke forsøg de ville have lavet,” siger Dorte Ankerfelt. 

Et par elever, der skal fremstille vin og øl, har undtagelsesvist fået lov til at gå i gang med det hjemme i køkkenet. Men det går ikke for resten af eleverne, der blandt andet skal fremstille et duftstof, et smagsstof og konserveringsmidler til creme. 

Ifølge Dorte Ankerfelt fik skolen en udmelding fra ministeriet en af de første ‘lukkedage’, om at man godt var klar over, at teknikfag og andre fag med en praktisk dimension vil få et problem. 

“Nu vil det være rart at høre, hvad man så forestiller sig, at vi skal gøre,” siger hun. 

Ingen specifikke svar fra ministeriet
Gymnasieskolen.dk har henvendt sig til Børne- og Undervisningsministeriet med spørgsmålene fra lærerne i teknikfag og teknologi. Det har dog ikke været muligt for ministeriet at komme med specifikke svar på problemstillingen i de to fag. Man henviser til de generelle svar på ministeriets hjemmeside om Coronakrisen.

Her står der blandt andet, at praksisorienteret undervisning så vidt muligt skal gives, når  undervisningen er “normaliseret” igen.

I et afsnit om praksisorienteret arbejde i forbindelse med de store opgaver SRP og SOP står der, at man kan ændre opgaveformuleringen eller eventuelt udskyde det praksisorienterede arbejde. Skolerne får også mulighed for at forlænge projektperioden for SRP, SOP og EOP i merkantile eux-forløb.   

Folketinget har desuden vedtaget en nødlov, der giver undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) mulighed for at aflyse eksamen og erstatte den med årskarakterer.