Gymnasiet – værested eller lærested?

Danske gymnasieelever lærer og laver for lidt. Hvis vi undlader at stille krav til eleverne i de tre år, hvor de måske har allernemmest ved at lære, er vi medansvarlige for et svigt af gigantiske dimensioner over for de kommende generationer, skriver kronikøren.

Danske gymnasieelever lærer og laver for lidt.  Det er en kendsgerning. Man skal ikke være mange minutter på et dansk gymnasium for at konstatere det. Facebook i timerne og snak i gruppearbejde. Eleverne erkender det åbent, når man spørger dem. Det er ikke ond vilje fra hverken elevers eller læreres side, sådan er systemet bare, bygget op over en håbløs karakterskala og med en målsætning, der med det gældende fraværssystem kan koges ned til, at 95 procent af en ungdomsårgang skal opbevares i 90 procent af undervisningstiden, mod at de lærer 10 procent af læreplanen. 
I den sorte skole var læring i fokus. Jeg ved det, for jeg gik i den sorte skole i dens sidste stadier. Læringen var uheldigvis baseret på elevens frygt for læreren, grundlagt på lærerens ret til at afstraffe eleven fysisk og retten til at ydmyge eleven offentligt, begge dele er heldigvis gjort ulovligt. Frygten blev udskiftet med ”motivation”, som bygger på håbet om, at læreren kan give alle elever lyst til at lære. Omgangstonen blev uformel, der blev indført nye arbejds- og produktformer, og senest har vi oplevet en teknologisk revolution – men derudover har gymnasiet ikke flyttet sig. 
Eleverne møder op klokken 8 og forsvinder i grupper på 30 ind i et klasselokale, hvor de bliver registreret til stede, noget, der er endnu vigtigere end i den sorte skole, da det er det eneste, der kan bevirke, at en elev mister sin plads. Eleverne er stadig opdelt i klasser, samme klasse i tre år med samme lærer i hvert fag. Læreren overhører eleverne og bedømmer eleverne i timerne. Eleverne forbereder sig hjemme, mens alt det andet arbejde absolut skal foregå i skolebygningen. 
Gymnasiet er blevet en lille tidslomme, et isoleret univers, hvor alle de sidste mange hundrede års traditioner for at drive skole er videreført kritikløst. Alle andre steder i samfundet er der indført opgavestyring. Medarbejderne kaldes sammen og får beskrevet en arbejdsopgave med en række kvalitetskrav, de får tildelt ressourcer og en deadline, hvorefter de opdeler sig i arbejdsgrupper, der rummer de kompetencer, som opgaven kræver. Når deadline er nået, skal opgaven være løst, og produktet udsættes for en evaluering. 
I alle virksomheder og institutioner er der indført medansvar og medejerskab: Medarbejderne har både indflydelse på og føler konsekvenserne af indsatsen på arbejdspladsen. Der bliver sparet på unødvendige ressourcer, chauffører kører økonomisk i firmabilen, og den enkelte medarbejder får del i såvel overskud som underskud. Gymnasiet er stadig et gigantisk, gratis tagselvbord, hvor intet har konsekvenser, det er en skolefritidsordning, hvor det vigtigste er at være til stede 90 procent af tiden. Hvad eleverne lærer mellem klokken 8 og 16, har ingen betydning og har ingen konsekvens. En elev kan dumpe i halvdelen af fagene og alligevel bestå, hvis han bare får næstlaveste beståelseskarakter i resten.

Ikke sort skole 
Når man ikke kan bebrejde hverken lærere eller elever eller den enkelte skole, er det, fordi de alle gør det, som systemet kræver af dem, udmøntet i en karakterskala, hvor kravet for bestået kan sammenlignes med at arrangere en højdespringskonkurrence med overliggeren på 30 centimeter. 
Læreplanerne beskriver i kompetencer, hvad eleven skal lære. Karakterskalaen beskriver derefter, hvad eleven alligevel ikke behøver at lære. Allerede karakteren 12 tillader ”enkelte uvæsentlige mangler”, hvorefter skalaen åbner op for et stadig stigende antal mangler, indtil den laveste beståelseskarakter; 02 = ”den tilstrækkelige præstation” defineres som ”den minimalt acceptable grad af opfyldelse af de faglige mål”. Det minimale er således tilstrækkeligt. Min erfaring er, at eleven skal beherske omkring 10 procent af kompetencerne for at bestå. Omsat til kørekortets teoriprøve skulle man bare kende til parkeringsreglerne. 
I min bog Et nyt gymnasium – ikke værested, men lærested har jeg prøvet at give en række forslag til, hvordan gymnasiet kan se ud, hvis det kommer til at ligne det øvrige samfunds institutioner. Vi skal ikke tilbage til den sorte skole, vi skal i stik modsat retning. Vi skal gøre et moderne gymnasium til et lærested og ikke et værested. Eleverne skal lære, lærerne skal undervise.

Medejerskab og medansvar 
For det første skal eleverne som minimum beherske læreplanens kompetencer ”med enkelte mangler”, 02 skal således defineres som det nuværende 10-tal. Hvorfor have en læreplan, hvis eleverne alligevel ikke skal lære det, der står i den? Karaktererne over 02 skal reserveres til præstationer, hvor alt det kommer i spil, som vi i Danmark påstår at vi er gode til, nemlig samarbejde, kreativitet, tværfaglighed og innovation, men som slet ikke honoreres i den nuværende karakterskala. 
Bedømmelsen af eleverne skal tages ud af den daglige undervisning og lægges som evalueringer efter hvert forløb. Består eleven ikke, er det en ommer, indtil kompetencerne er på plads. På den måde kan man sikre, at eleverne altid er ajour og kan følge med. 
Klassen skal væk som organisationsenhed. Der er ingen grund til at lænke de samme 30 elever til hinanden og til den samme lærer i tre år. Lad eleverne vælge samarbejdspartnere og arbejdsformer fra forløb til forløb, læreplanen er jo den samme. Lad for eksempel alle 200 elever på en årgang vælge sig ind på arbejdsformer i starten af et forløb, nogle vil måske have klasseundervisning med traditionel overhøring, andre vil hellere have forelæsninger, hvor de kan koncentrere sig om at lære, endnu andre vil arbejde i grupper, par eller individuelt med læreren som konsulent, enten med traditionelle lektier eller projektagtigt. Evalueringen, som måler, om kompetencerne er på plads, kan gøres ved skriftlige prøver, test eller små eksamenslignende fremlæggelser eller kombinationer, hvor man både måler, om eleverne har styr på kompetencerne, og om de kan anvende og kombinere dem. 
Fraværsregistreringen skal erstattes af opgavestyring. Eleverne har kun mødepligt, når et forløb startes, og når det evalueres. Indtil for få år siden var det nødvendigt, at elever og lærere mødtes i skolebygningen til undervisning og vejledning, når opgaver skulle udleveres og afleveres, når der skulle vises film og laves eksperimenter. Det er ikke længere nødvendigt. Eleverne kan downloade bøgerne til deres iPad, de skriftlige opgaver til deres computer og uploade de færdige besvarelser til et virtuelt arkiv, film kan ses på computeren, fællesdokumenter kan fungere som tavle, og eksperimenter kan laves virtuelt. Hvis elever vil have vejledning, kan de skrive en e-mail eller en sms, de kan ringe på mobiltelefonen, de kan endda se læreren skrive og tegne på Skype, hvis det er nødvendigt. Der er ingen grund til at spilde tid på transport til og fra arbejdspladsen, hvis læringen på en bestemt dag kan foregå lige så godt hjemme eller på en praktikplads. Det handler om læring og ikke om tilstedeværelse. 
Eleverne skal have medejerskab og medansvar i forholdet til deres arbejdsplads. Giv for eksempel eleverne en studieløn på 500 kroner om måneden. Deraf skal eleverne afholde nødvendige udgifter. Hvis de ikke består en afsluttende prøve, er andet forsøg gratis, men tredje forsøg koster de faktiske omkostninger ved at afholde prøven. På samme måde med elever, der i dag udnytter systemet, så de kommer til eksamen i alle fag, for at de kan slippe for deres lave årskarakterer. Elever skal knyttes til bygningen, således at hvis de sparer på el og varme og passer på tingene, får de andel i overskuddet, mens de på samme måde får mindre i studieløn, hvis de øver hærværk eller sløser med ressourcerne. 
Eleverne skal ikke arbejde i længere tid, de skal bare arbejde, når der arbejdes. Lektielæsningen skal integreres i undervisningen for de elever, der ønsker det, således at lektielæsningen kan ligge før undervisningsmodulerne og ikke i lektiecafeer efter modulerne.

Potentialet kan og skal udnyttes 
Nogle gæt på effekten? For det første tror jeg, at eleverne vil udnytte deres potentiale langt bedre end i dag, de vil kunne lære det dobbelte eller det tredobbelte. For det andet vil det blive meget mere spændende at gå i skole. Alt for mange lektioner slæber sig i dag af sted på laveste niveau, og både lærer og elever keder sig. De dygtigste elever keder sig, fordi der er for få udfordringer. De umotiverede keder sig, fordi de ikke kan forstå og dermed ikke deltage i arbejdet. For det tredje vil langt flere elever få tilfredsstillelsen ved at være dygtige, ved at kunne noget. Det er jo lidt mærkeligt, at stræber er et skældsord i den danske gymnasieskole. 
Min erfaring med danske gymnasieelever er, at langt de fleste vil indrette sig efter kravene, på samme måde som de møder til tiden på de gymnasier, der har en stram fraværspolitik, på samme måde som de kan tage teoriprøven med nul fejl og klare krævende fritidsjob. Unge har en fantastisk tilpasningsevne. Samtidig er kravene i alle fag så rimelige, at alle elever bør kunne mestre kompetencerne ”med enkelte mangler”. 
Nogle vil ganske givet ikke kunne klare kravene. Det er alle dem, som vi i dag forsyner med en studenterhue, uden at de kan noget. De får blot nederlaget senere, når de erkender, at de ikke kan noget og ikke kan bruges til noget. Det er berøringsangst fra systemets side, og det kan vi ikke være bekendt. 
Det er afgørende vigtigt, at vores elever bliver dygtigere end eleverne i alle de lande, der hellere end gerne vil overtage vores plads blandt de rigeste nationer. Hvis vi undlader at stille krav til eleverne i de tre år, hvor de måske har allernemmest ved at lære, hvis vi ikke sørger for, at de har kompetencerne til at klare sig i den globale konkurrence om de bedste arbejdspladser, er vi medansvarlige for et svigt af gigantiske dimensioner over for de kommende generationer.