Artikel
Gymnasielærers matematikprogram kan spredes til resten af verden
mikael_samsoee_soerensen_0

Gymnasielærers matematikprogram kan spredes til resten af verden

Matematiklærer Mikael Samsøe Sørensen udviklede matematikprogrammet Wordmat i mangel af bedre. Nu vil Microsoft sprede det til resten af verden.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

På Nyborg Gymnasium sidder eleverne Jens og Stine bøjet over deres bærbare computere og løser en matematikopgave om lineære funktioner.

“Hvad får du a til?” spørger Jens og skæver over på Stines skærm og får bekræftet, at de to elever har fået samme resultat.

Som flere andre danske gymnasieelever sidder de to elever og arbejder i programmet Wordmat, som er et tilføjelsesprogram til det kendte Microsoft Word.

Wordmat er programmeret af deres matematiklærer Mikael Samsøe Sørensen. Han går rundt blandt eleverne og kigger dem over skulderen, mens de skriver ligninger op for at løse opgaven, som tager udgangspunkt i nedgangen af antallet af danskere, som betaler præmie til efterlønsordningen.

Tog sagen i egen hånd
Mikael Samsøe Sørensen var træt af, at der ifølge ham ikke var et godt program, hvor hans elever både kunne løse, beregne og skrive de matematiske opgaver som for eksempel indeholdt komplekse ligninger. Derfor tog han sagen i egen hånd.

“Eleverne var vant til at bruge Word i andre fag og brugte det også til at skrive deres matematikopgaver ind, men Word var ikke godt nok til at lave avancerede beregninger. Eleverne sad og lavede beregninger i et program og skrev det så ind i Word,” siger Mikael Samsøe Sørensen om sit arbejde med Wordmat.

For omkring otte år siden begyndte han at programmere en opgradering af Microsoft Word med det mål at skabe et program, som han selv kunne bruge i matematikundervisningen.

I begyndelsen var målet blot at lave et program, som ville gøre hans undervisning bedre og mere brugbar for eleverne, men inden han så sig om, blev han bidt af projektet og brugte 100 timer af sin fritid på at sidde og programmere om aftenen.

“De to første år sov jeg ikke ret meget,” siger Mikael Samsøe Sørensen, mens han på sin egen computerskærm viser programmet frem.

Avancerede løsninger
I perioden udviklede han programmet sammen med sine elever, som løste de opgaver, han lavede til dem i det nye program, mens han arbejdede videre på programmeringen i sin fritid.

Ifølge ham selv har hans ambition været at lave et program, hvor eleverne kan skrive alle deres opgaver og beregninger i matematikkens sprog og samle det et sted.

“Matematik i dag er jo meget andet end beregninger af ligninger. Eleverne skal kunne oversætte komplekse problemer til matematik og finde avancerede løsninger og beskrive det i opgaver. Jeg tror, eleverne i dag får en dybere forståelse af matematikken, og så kan det godt være, at de bliver lidt dårligere til at løse ligninger, end de tidligere var,” siger Mikael Samsøe Sørensen og tilføjer:

“Men i sidste ende kommer eleverne jo ud og arbejder ved en computer.”

Interesse fra Microsoft
Ifølge ham skal eleverne med Wordmat ikke lære særlige kodesprog eller programmering, som det kan være tilfældet for nogle andre CAS-programmer (Computer Algebra System).

“Eleverne skal kun bruge matematikkens sprog, som man bruger det, hvis man laver en opgave på papir,” siger Mikael Sørensen.

Undervejs i processen blev Microsoft interesserede i det arbejde, som matematiklæreren fra Nyborg havde lavet.

Microsoft har blandt andet hjulpet Mikael Samsøe Sørensen med nogle tekniske vanskeligheder, så elever med Mac-computere også kan bruge programmet.

Ifølge Mikael Samsøe Sørensen har Wordmat indtil videre haft over 100.000 unikke brugere – 90 procent af dem i Danmark.

Klar til udlandet
Men efter programmet nu er blevet oversat til engelsk og spansk, har Microsoft sagt til Mikael Samsøe Sørensen, at virksomheden vil hjælpe med at lancere og udbrede det i flere lande.

Programmet er gratis, og Mikael Samsøe Sørensen forventer ikke at tjene penge på en større global udbredning af programmet. Det har da heller aldrig været målet.

“Jeg synes, det har været sjovt at udvikle noget, som gør min matematikundervisning bedre. Men det er da også spændende, at programmet potentielt kan blive spredt til mange andre lande,” siger Mikael Samsøe Sørensen.

Wordmat

Wordmat er et tilføjelsesprogram til Word, som giver giver adgang til en række avancerede matematiske operationer.

Programmet er gratis.

Læs mere

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater