Gymnasielærere laver undervisningsprojekt med zoologisk have

Et projekt om evolution er blevet skabt i Odense Zoo på initiativ af en gymnasielærer. Det er første gang, gymnasielærere udvikler et undervisningsoplæg med Odense Zoo’s skoletjeneste.

Gymnasielærer Peter Windfeldt havde undret sig over, at gymnasiet ikke bruger zoologiske haver noget mere. Det fik ham til at skrive en mail til Odense Zoo, hvor han efterspurgte et projekt for gymnasieelever.

”Min tanke var et projekt om evolution. Jeg tænkte, at man kunne tage udgangspunkt i mennesket med chimpanserne i nærheden,” siger Peter Windfeldt, der underviser i biologi, kemi og bioteknologi på Nordfyns Gymnasium.

Odense Zoo bed på ideen, og formidler Lars Nielsen, zoolog Nina Collatz Christensen og gymnasielærer Mette Lise Gade Nielsen fra Svendborg Gymnasium blev koblet på projektet med Peter Windfeldt. Det er første gang, at Odense Zoo’s skoletjeneste udvikler et undervisningsoplæg sammen med gymnasielærere.

”Det er fedt at sparre med folk fra forskellige verdener. Lærerne er tæt på pensum og eleverne, og her i zoologisk have har vi dyrene og remedierne. Vi kan udveksle erfaringer og viden,” siger Lars Nielsen.

Del af forløb
Det var vigtigt for Peter Windfeldt, at projektet med zoologisk have blev mere end en underholdende tur væk fra klasselokalet.

”Mange lærere har ikke tid til at tage deres klasse på tur, fordi de så ikke kan nå at gennemgå pensum. Forløbet her lægger sig op ad pensum, så vi kan nå kernestoffet på tjeklisten,” siger Peter Windfeldt.

Lars Nielsen fortæller også, at dagen ikke kun skal være en endags tur i Odense Zoo. Det er tænkt som en del af et forløb.

”Det er oplagt at arbejde med dna i klassen og lære mere i zoo, hvor vi for eksempel både har kranier og levende dyr. Når det er slut her, behøver det ikke at slutte, man kan arbejde videre med evolution hjemme i klasserne,” siger Lars Nielsen.

Færdigt oplæg
Peter Windfeldt og Mette Lise Gade Nielsen brugte deres egne klasser som testklasser sidste forår. Bagefter var der nogle få ændringer og justeringer, inden forløbet var klar. Nu er arrangementet Fra abe til menneske færdigt.

”Det giver en god fornemmelse at stå med det færdige oplæg. Hvor vi tidligere selv har lavet oplæg, har samspillet her været en fantastisk måde at udvikle et projekt på,” siger Lars Nielsen.

Odense Zoo er nu i gang med at videreudvikle projektet. Det skal blive et tværfagligt undervisningsoplæg, hvor matematik og biologi arbejder sammen om evolution.

Læs reportage fra Odense Zoo her