Gymnasieelever med diagnose trives dårligt

De bliver presset af lektierne, har mere fravær og føler sig uden for fællesskabet. Elever med for eksempel ADHD, autisme og epilepsi trives dårligere end deres klassekammerater, viser ny undersøgelse.

Gymnasieelever med en kronisk sygdom trives generelt ikke lige så godt som deres raske klassekammerater, viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.

Færre elever med en diagnose synes - sammenlignet med elever uden en diagnose - at de fagligt klarer sig godt. Flere har svært ved at koncentrere sig, og flere føler sig presset af skolearbejdet. Også de sociale relationer i klassen er en udfordring. Færre føler sig accepteret og som en del af fællesskabet.

”Procentvis er der færre elever med en diagnose, som har det godt i gymnasiet, sammenlignet med elever uden en diagnose,” siger seniorforsker Susan Ishøy Michelsen fra Statens Institut for Folkesundhed. 

Det er elever med en mental diagnose og dem, som både har en mental og en fysisk diagnose, der har det sværest, viser undersøgelsen. Den viser også, at flere piger end drenge har en diagnose. 

Flere af undersøgelsens resultater kalder på handling ude på gymnasierne. 

Susan Ishøy Michelsen, seniorforsker
Statens Institut for Folkesundhed

Blandt elever med både en fysisk og mental diagnose svarer 62 procent, at de trives ’rigtig godt’ eller ’godt’ i skolen. Blandt eleverne med en mental diagnose er det 71 procent. Til sammenligning gælder det for hele 86 procent af eleverne, der ikke har en diagnose.

De fysiske diagnoser er blandt andet gigt, astma, migræne, epilepsi og diabetes. De mentale diagnoser omfatter blandt andet ADHD, angst, autisme, depression og OCD.

”Flere af undersøgelsens resultater kalder på handling ude på gymnasierne,” siger Susan Ishøy Michelsen, der har lavet undersøgelsen sammen med tre kolleger.

Nyt forskningsfelt
Trivsel blandt børn og unge, der er ramt af alvorlig sygdom, er et område, der er forsket relativt lidt i i Danmark. Den nye undersøgelse kortlægger omfanget og belyser de trivselsmæssige konsekvenser af børn og unges selvrapportede diagnoser. Undersøgelsen omfatter både grundskolen, de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne.

Gymnasiedelen bygger på spørgeskemabesvarelser fra 7.854 elever fra stx, hf, hhx og htx. 58 procent angiver ingen diagnose, mens 42 procent enten angiver en fysisk diagnose, en mental diagnose eller begge dele. Det er dog ikke alle unge, der er påvirkede af deres diagnose i skolen. Cirka hver femte elev siger, at de er påvirket af deres diagnose i hverdagen. 

”Gymnasierne kan bruge undersøgelsen til at sætte fokus på den her gruppe af elever, som har brug for lidt ekstra hjælp og støtte. Ved vi, hvem de er? Har vi en god kontakt til dem? Eller hvad kan vi i praksis gøre for at få det? Måske kan rapporten give anledning til, at lærere, studievejledere og ledere får drøftet de ting,” siger Susan Ishøy Michelsen.

Risiko for ulighed
At mange elever med en kronisk sygdom er presset af skolearbejdet og føler sig udenfor klassefællesskabet, er noget af det, Susan Ishøy Michelsen især finder bekymrende. Hun peger på, at trivsel er afgørende for god læring.

I undersøgelsen svarer 35 procent af eleverne uden en diagnose, at de føler sig presset fagligt. Det tilsvarende tal for elever med en mental diagnose er 48 procent. For elever med både en fysisk og mental diagnose er det 59 procent. 

Mens 85 procent af eleverne uden en diagnose føler sig som en del af fællesskabet, gælder det kun for 72 procent af eleverne med en mental diagnose og for 69 procent af dem, der både har en mental og en fysik diagnose. 

Hvis gymnasierne ikke gør noget for at støtte de elever, der har en diagnose, frygter Susan Ishøy Michelsen for konsekvenserne. 

”Risikoen er, at de trives dårligere og når et fagligt dårligere niveau, end de ville have kunnet. Vil man ligestille de her unge med andre unge, skal nogle have lidt ekstra hjælp,” siger hun.

Undersøgelsen viser også, at der er en større andel af elever med en diagnose, der har fravær, end elever uden en diagnose. Kun 15 procent siger, at de efterfølgende har fået hjælp fra skolen for at indhente det faglige.

Spørg dem direkte
Der er flere elever med en diagnose, der synes, at det er en god idé at tale om det at have en diagnose i en undervisningstime end deres jævnaldrende uden en diagnose.

Susan Ishøy Michelsen foreslår, at man på gymnasierne tager en generel snak i alle klasser om, at mange unge har en diagnose, at det kan give forskellige udfordringer, og at man kan have brug for forskellig slags hjælp.

”Det kunne måske gøre, at de unge følte sig mere set og accepteret – og måske i højere grad turde spørge om hjælp,” siger hun.

Samtidig kan det være en god idé, hvis gymnasierne går mere direkte til den enkelte unge, der har en diagnose, vurderer Susan Ishøy Michelsen.

”Jeg har hørt, at studievejlederne på nogle gymnasier har en kort samtale med alle elever i starten af gymnasiet. Her kan de måske opfange elever med en diagnose og blive klog på deres behov,” siger hun.

I undersøgelsen svarer kun cirka 40 procent, at deres lærere kender til deres diagnose. Samtidig efterspørger flere elever med en diagnose, at lærerne spørger mere ind til det faglige.

”Gymnasierne bliver nødt til at finde ud af, hvad den enkelte unge ønsker. Det er meget forskelligt. Man kan jo sagtens have en diagnose, som det ikke er relevant for lærerne at vide noget om. Men omvendt kan vi være bange for, at gymnasierne i dag overser nogen, der har brug for faglig hjælp,” siger Susan Ishøy Michelsen.

Det kan også være en god idé at høre, om elevrådet har forslag til, hvordan skolen kan gribe indsatsen an, foreslår hun.