Gymnasieelevens almene dannelse til samfunds- og verdensborger

Dannelse er en personlig skabelsesproces, ingen tvivl om det. Men dannelse foregår ikke i et tomrum, hvor vi udfolder os. Vi fødes ind i et samfund, i en kultur, der er blevet dannet gennem historien.

At vi vokser op i en eksisterende verden, betyder, at vi på en gang pådrager os og formulerer en bestemt skæbne. Både den personlige og fælles skæbne må efter min opfattelse være udgangspunktet for et fast livtag med et aktuelt, men foranderligt dannelsesgrundlags substans.

Skæbnen handler om de magter og kræfter, der styrer verden. Skæbnen fremstår traditionelt som bestemt på forhånd. Den fratager mennesket indflydelse. Men skæbnen er for mig at se ikke eller ikke nødvendigvis bestemt på forhånd. Vi er ikke skæbnens viljeløse ofre.

Skæbnen er ikke styret af en blind kraft og heller ikke af en kraft, vi er uden andel i, selvom vi ikke er herre over den. Skabelsen og den historiske udvikling er til hver en tid medbestemmende for vores lod i tilværelsen. Denne historiske bevidsthed kan skabes gennem en dannelsesproces og betyder, at vi ikke kan kassere vores skæbne. Vi må give os i kast med den ud fra vores forestillinger om tiden, vi lever i, og den fremtid, der tegner sig, og som vi har et medansvar for.

Alle mennesker udvikler historiske fortællinger. Historien er ifølge historiedidaktikeren Bernard Eric Jensen en fortolkning af fortiden med perspektiver for fremtiden. Alle gør brug af deres syn på den skabte natur, på fortiden, samtiden og fremtiden, når de giver sig i kast med deres skæbne ved at handle, ved at gøre noget med vilje. Det er vores natur. Men vi handler også på et mere eller mindre bevidst, oplyst eller kvalificeret grundlag, vil jeg mene. Dannelse må i den forstand hjertens gerne være målrationel dømmekraft.

Man kan ikke blot være sin egen
Jeg tror ikke på én almen dannelse, men på mangfoldige og på forskellig vis overlappende almene dannelser – studieretningsgymnasiet er således ikke uforeneligt med almendannelse. Et efterfølgende til er fremmende for overkommeligheden og ikke mindst en diskussion af substansen. Det efterfølgende til er samtidig fremmende for etableringen af en nødvendig forbindelse mellem personen i vedkommendes dannelsesproces og det fællesskab eller samfund, personligheden skabes i og til – og til at tage hånd om skæbnen.

Personlighed handler ifølge Den Store Danske Encyklopædi om de egenskaber, der er menneskers særpræg og fremtrædende kvaliteter, som præger deres væremåde. Begrebet identitet er ifølge samme værk på mange måder identisk med personlighed, uanset i hvilket omfang identiteten er påført, selvvalgt eller selvskabt. Man kan både tale om, at mennesker har én identitet, defineret ved en art kerne, men i så tilfælde med mange aspekter, eller flere identiteter, blandt andet defineret ud fra forskellige roller som mand/kvinde, samfunds- og verdensborger. Mine betragtninger har den sidste formulering som udgangspunkt.

Identiteter er på en gang knyttet til personligheden og defineret ud fra det omgivende samfund. Man kan ikke blot og bart være sin egen. Var man det, ville man være total rod- og hjemløs.

At give sig i kast med sin skæbne sker i mødet med de fællesskaber og samfund, man eksisterer i og knytter sig til ved hjælp af sine identiteter.

Mit ærinde er at beskæftige mig med det, der i en bredere forstand berører en politisk dannelse til samfunds- og verdensborger. Valget af at beskæftige mig med den politiske dannelse afsnører andre kategorier af dannelse. Men hvad er substansen i en bredt defineret politisk dannelse?

Traditionelt er dannelsesgrundlaget blevet ordnet i en fortælling om skabelsen, historien og skæbnen. Det afspejler sig i den bibelske fortælling, fædrelandshistorien og Marx og Engels’ kommunistiske manifest.

Det store spørgsmål
Universets, Jordens, livets, det menneskelige samfunds og menneskets skabelse handler om: Hvorfor er jeg her?

De sidste århundreders globalisering har skabt muligheden for og nødvendigheden af en verdenshistorisk fortælling. Der er mange gode grunde til at integrere en verdenshistorisk fortælling og dens lokale aspekter i den naturhistoriske.

Menneskets vilkår er, at vi er en del af naturen og dens økologiske kredsløb, jævnfør de CO2-betingede klimaændringer og deres konsekvenser. Det kan vi ikke sætte os ud over, men nok have indvirkning på. Det må vi begribe. Det må vi dømme efter. Det må præge vores praksis. Altså, det skal være en del af en politisk dannelse.

Inspireret af den franske filosof Francois Flahault bør én pointe i skabelsesberetningen være, at samfundet skabte mennesket. Den del af en politisk dannelse vil jeg dvæle lidt ved.

Skabelsen af tætte, samarbejdende, kollektive samfund er til tider en utrolig stærk evolutionær (natur)historisk kraft. Vi ser det i menneskelinjernes udvikling og nutidsmenneskets historie. Vi ser det i udpræget grad i form af myretuer og bikuber.

Det kollektive samarbejde kræver kommunikation. Myrer lægger instinktivt duftspor ud, som andre ”tueborgere” kan følge. Bier danser instinktivt for hinanden for at finde vejen til givtige blomster. Overgangsarterne til mennesket, homo sapiens, udvikler sproget, som vi i modsætning til aber har et naturligt anlæg for, men det formes af en bestemt kultur, af historien.

Roden til de menneskelige samfund er dyreflokken. Samfundet i form af en flok med en mere og mere kompleks kultur, forstået som bestemte vaner, har formet såvel forhistorien som den biologiske udvikling frem mod mennesket.

Fællesskaber omkring en gruppes forsørgelse er samfundsdannende. At flokkene af abemennesker kommer til at fungere med flere voksne hanner, og i samklang hermed at hunnerne afvikler en synlig brunstperiode og bliver dejlige til hverdag, kan være et element i udviklingen af tættere og især mere avancerede sociale strukturer i en flok.

Den genetisk betingede skabelse af evnen til at kunne tale skabes af det gryende samfund. Den befordrer kompleksiteten, styrker konflikthåndteringen og sammenhængskraften i en flok abemenneskers begyndende samfund. Et begyndende sprog afløser både forløbernes primitivere signaler og supplerer andre primaters sociale pelspleje og andre ”kærtegn”. En snak fungerer mellem to, men i modsætning til den sociale pelspleje også i en gruppe.

Formidlingen af viden om fødekilder har en god støtte i sproget. At kunne abe efter er fint, men et sprog er et rigtigt godt supplement i den forlængede barndoms læreprocesser. Man lærer at skaffe føde, anvende og fremstille primitive redskaber. Og frem for alt, man tilegner sig de genetisk betingede (i det mindste i kraft af evnen til at udvikle et sprog), men samfundsskabte normer og sociale strukturer. Med udviklingen af sproget opstår de fælles fortællinger, der bærer normerne og de sociale strukturer, fordi sproget former vore tanker og gør os i stand til at reflektere.

Modstillingen til, at samfundet skabte mennesket, er, at det var mennesket, der skabte samfundet: Gud skabte Adam og derefter Eva. De fik børn, og flygtningen Kain byggede en by efter brodermordet. Naturretsfilosofferne har en lignende forestilling. Det vilde menneske finder på et tidspunkt ud af, det må danne eller underkaste sig et samfund.

Sådanne skabelsesforestillinger ligger dybt i vor civilisations kulturer, uanset om de er kristne, muslimske, jødiske eller sekulære. De indgår naturligvis også i en politisk dannelse. Vi skal tilegne os dem, dømme om de er sande eller/og falske i diskussion med andre forestillinger og ved brug af vores fornuft og kritiske sans.

Forestillingerne om samfundets og menneskets skabelse præger uvilkårligt vore fortællinger om samfund og menneske, vor kollektive og individuelle formåen og forpligtelser. Kampen mellem nye og gamle fortællinger er en del af dannelsen, skaber samtidig forandringer i dannelsesgrundlaget og er med til at ændre os og samfundet.

Historiens afslutning?
Den historiske udvikling, vi er et resultat af, handler først og fremmest om: Hvem er jeg? Hvad kan jeg? Besvarelsen af disse spørgsmål er historiefagets mission i dannelsen.

Den ene store udfordring er her – med den udviklede individualisering – i dannelsen at skabe tråde mellem den mere individuelle oplevelse af vores liv og levned og fortolkningerne af historien i de store fortællinger, som er substansen i al fald i den politiske dannelse. Den anden store udfordring er at vælge en vej gennem historien ved at skabe en orden i myriader af historiske begivenheder. Man siger, at hver generation må skrive historien om for at gøre den meningsfuld – i dannelsen til samfunds- og verdensborger. I den forstand er al historie samtidshistorie.

Vi bevæger os, og verden forandres med tiden. Vi er hver især og forenet som samfunds- og verdensborgere og meget andet på én gang historiens skabere og et resultat af den. Vi er aktører i givne og skabende strukturer. Fortællingen kan ikke løsrives fra netop vores skæbne, fra netop den situation, jeg og vi er i. De mål for fremtiden, vi sætter os, har følger for den betydning, vi lægger i det, der er sket.

Man kan ikke slippe ud af historien og svæve over den som en fugl eller rettere en gud. Jeg påstår derfor ikke, at jeg eller nogen anden kan formulere meningen med historien. Jeg stræber kun efter at skabe en meningsfuld historie, der bygger på pålidelig viden og logiske ræsonnementer.

Den amerikanske filosof Francis Fukuyama runder i sit efterhånden klassiske essay The End of History? af med, at menneskehedens politiske og økonomiske udvikling har bragt historien til en afslutning med den kapitalistiske markedsøkonomi og Vestens borgerlige demokratis endelige sejr over nazisme, fascisme og sovjetkommunismens planøkonomiske partidiktatur. Afslutningen af først Anden Verdenskrig og siden Den Kolde Krig og Sovjetunionens sammenbrud markerer dette.

Mennesket er nu nået til den bedste af alle politiske styreformer og det bedste økonomiske system. Nogle vil gerne skrive fremvæksten af velfærdsstaten ind i denne sammenhæng for helhjertet at skrive under på Fukuyamas konklusion.

At historien slutter uden at fortsætte, betyder ifølge Fukuyama ikke, at fremtiden vil være uden begivenheder, men at fremtiden tegner sig mere harmonisk end fortiden. Samfundssystem og produktionsmåde er lagt fast for evigt. Markedsøkonomien og det borgerlige demokrati vil efterhånden nå ud i enhver krog af vor globale landsby. Den Franske Revolutions drøm om, at demokratiske stater ikke vil være tilbøjelige til at føre krig mod hinanden, er levende. Vi er ankommet til en art gudsrige. Mennesket har på den måde udspillet sin historiske rolle.

Det giver en enorm selvsikkerhed i form af et historisk overblik at stå som sejrherren ved vejs ende. Historiens endegyldige slutning er dommedag. Vi kan bedømme, hvem der fulgte den rigtige vej gennem historien og gjorde en heroisk indsat mod dem, der medvirkede til at skabe alle de forfærdelige blindgyder.

Kigger vi os rundt i verden, kan man dog have sin tvivl om Fukuyamas konklusion. Huntingtons idé om civilisationernes sammenstød er én kritik. En anden er, at Fukuyama og mange andre ikke ser konsekvenserne af den kapitalistiske produktionsmåde. En samfundskritisk fortælling drejer sig om den såkaldte neoliberalismes generelt krisebefængte og samfundsopløsende karakter. Neoliberalismen søger at gøre markedsrelationer til den eneste sammenhængskraft i en mere og mere både global og individualiseret verden. Neoliberalismen kan således gøres til vor skæbne.

Historien er en konstruktion
Det centrale spørgsmål til skæbnen er: Hvad gør jeg? Blikket er rettet mod samtiden og den fremtid, vi er med til at forme.

Samtidshistorien er som hovedregel uden fremtidsperspektiveringer, fordi man set med mange historikeres øjne forlader det objektive i det, der er sket, til fordel for politiske mål og subjektive spekulationer over, hvad der vil eller kan ske (samfundsfag er traditionelt mindre berøringsangst i sit forhold til fremtiden). Men vi må erkende, at historien under alle omstændigheder er en konstruktion, selvom den også bygger på kendsgerninger, og at de objektive kendsgerninger og de subjektive vurderinger under alle omstændigheder flyder sammen i en dannelse i form af en meningsfuld fortælling med perspektiver for fremtiden.

Samfundskritiske fortællinger har det med at blive til mørke forfaldshistorier. Til tider griber den tilknyttede dannelsestænkning tilbage til en fjern guldalder, som skal genrejses med den fornødne dannelse. Historien er i brug som modbillede. Både venstre- og højrefløjens kritiske fortællinger om individualiseringen antager let karakter af en sådan forfaldshistorie. Men vi kan gå andre veje i en progressiv historisk fortælling om individualiseringen:

Fællesskaberne har udvidet sig op gennem historien. Vi indgår i stadig mere omfattende, stadig mere komplicerede, stadig mere sårbare og stadig mere globale sammensurier af samfund. Der sker på den måde en voksende samfundsmæssiggørelse.

At kvinderne fra 1960’erne for alvor integreres på arbejdsmarkedet, indebærer store fremskridt for kvindefrigørelsen og den individualisering, som er forbundet med den.

Kvindernes integration på arbejdsmarkedet og kvindefrigørelsen betyder ikke kun en øget individualisering, men også en vækst i de store fællesskaber. Kvinder er en stadig mere aktiv del af såvel arbejdsmarkedets organisationer som bevægelserne og det politiske liv. Det vil fortsætte. Hverken kapitalen eller dens fjender har en interesse i, at kvinderne slipper erhvervsarbejdet.

Omsorgen for hinanden vokser markant ud over familien og det snævre lokalsamfunds rammer og bliver med velfærdsstaten for alvor et samfundsanliggende. Det store spørgsmål er, hvorvidt det lykkes at udlicitere og privatisere velfærdsstatens omsorg. Den er en stor brakmark for kapitalen. Dens lange fingre kribler efter at få fat i den for at udvide udbytningen gennem lønarbejdet i den private sektor. Dette er udkrystalliseret i den neoliberalistiske ideologi. Den prædiker frihed, men fører den til menneskets frigørelse?

Elevers gymnasieforløb bør være et rum for en mere eller mindre systematisk skabelse af en personligt præget fortælling om skabelsen, historien og skæbnen. Det dannede er imidlertid kun meningsfyldt, hvis den erhvervede dømmekraft har konsekvenser for – her samfunds- og verdensborgerens – standpunkter og livsførelse. Altså, hvad gør jeg ved min skæbne? I en tidligere kronik i Gymnasieskolen (nr. 13, 2012) søgte jeg at udfolde begrebet anvendelsesdannelse og eksemplificerede dette med erfaringer fra min gymnasiepraksis som et institutionelt svar på dette, selvom skolen naturligvis først og fremmest er til for livet.