GL advarer mod fælles indgang til ungdomsuddannelserne

Et fælles grundløb med fag fra både gymnasiet og erhvervsuddannelserne skal få flere elever til at vælge en erhvervsuddannelse. Det mener KL. Men det vil skabe forvirring og lavt fagligt udbytte, vurderer GL.

Kommunernes Landsforening (KL) rammer klart forbi med sit udspil om at ændre ungdomsuddannelsessystemet. Det mener formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening, Tomas Kepler.

KL har i dag offentliggjort seks anbefalinger til at ændre ungdomsuddannelsessystemet. Formålet er at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse, og der skal ifølge KL fundamentale forandringer til.

”Langt de fleste unge vælger i dag at gå i gymnasiet, men det er ikke nødvendigvis dét, de unge eller samfundet har brug for. Derfor er vi nødt til med åbne øjne at se på, hvilket ungdomsuddannelsessystem vi har skruet sammen. Og med åbne øjne foretage grundlæggende ændringer, der sikrer, at flere unge kommer på rette vej i livet – og at flere unge får en uddannelse, der matcher samfundets behov,” siger formand for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg Thomas Gyldal Petersen i en pressemeddelelse.

Et af de store problemer ved udspillet er netop, at man som udgangspunkt problematiserer, at gymnasiet er en uddannelsesmæssig succes, mener Tomas Kepler.   

“I stedet for at finde løsninger på, hvordan man kan gøre det attraktivt for flere unge at vælge en erhvervsuddannelse, så skyder man endnu en gang på det almene gymnasium,” siger Tomas Kepler og tilføjer:

“Dermed gør man et problem ud af noget, som ikke er et problem, imens man ikke formår at tage fat på de virkelige problemer: At næsten 20 procent af de unge slet ikke får en ungdomsuddannelse, og at nogle unge ikke oplever erhvervsuddannelserne som attraktive. Desuden begynder man at gøre uddannelsesvalg til et spørgsmål om, at de unge skal leve op til samfundets  - eller KL’s – mere eller mindre sagligt begrundede behov. Det synes jeg grundlæggende er et bekymrende vildspor i det her udspil.” 

Spild af tid
KL anbefaler blandt andet én fælles indgang til alle ungdomsuddannelserne, hvor de unge skal få erfaring med forskellige fagligheder, inden de skal træffe det endelige valg om ungdomsuddannelse. “Det kan eksempelvis være i form af et seks måneders grundforløb med fælles fag på tværs af uddannelser, men med toning i forhold til elevernes prioritet”, skriver KL. 

Den anbefaling bekymrer Tomas Kepler.

“Hvis det bliver et halvårligt grundforløb, som bliver taget ud af vores ungdomsuddannelser, så kommer det til at udvande samtlige af vores ungdomsuddannelser,” siger han. 

Jeg kan frygte, at de unge bliver mere forvirrede, fordi de oplever at starte i et uddannelsessystem, hvor der hele tiden er opbrud.

Tomas Kepler, formand
Gymnasieskolernes Lærerforening

Sådan et grundforløb vil ifølge GL-formanden være spild af tid og resultere i et lavt fagligt udbytte. 

“Jeg tror ikke, at de unge bliver mere afklarede med sådan et grundforløb, tværtimod kan jeg frygte, at de unge bliver mere forvirrede, fordi de oplever at starte i et uddannelsessystem, hvor der hele tiden er opbrud. Og hvis man ikke mere grundlæggende gør noget for at gøre erhvervsuddannelserne selv mere attraktive, hvad skal det så egentlig kunne flytte?” siger Tomas Kepler.

Han peger på, at de unge allerede har været igennem en længere afklaring i grundskolen, når de starter på en ungdomsuddannelse.

“Her har man jo netop indført flere praktiske fag, som skal give de unge smag for de mere erhvervsrettede uddannelser. Jeg tror at det er vigtigt, at de unge kommer i gang med deres ungdomsuddannelse og ikke spilder tiden på emner, de ikke har interesse og evner for. De skal opleve dyb faglighed og fordybelse med det samme. Så skal systemet i øvrigt også kunne håndtere, hvis det viser sig, at de har valgt forkert,” siger Tomas Kepler.