Fysik, impuls og bevægelses-mængde

Fysik, impuls og bevægelses-mængde

Foranlediget af Allan Tarps efterlysning i Gymnasieskolen 1, 2005 af en redegørelse for, hvorfor fysikfaget absolut skal være på tværs af resten af verden og holde fast i antikkens fysik ved at kalde bevægelsesmængde for impuls, skal jeg blande mig med følgende spørgsmål og kommentarer:

Hvad mener AT med »fysikfaget«? Jeg har kendskab til mindst én fysiklærer, der i over tredive år har missioneret for udbredelse af betegnelsen bevægelsesmængde i stedet for impuls.

Hvorfor mener AT, at fysikfaget holder fast i antikkens fysik, blot fordi det bruger den yderst uheldige betegnelse impuls for begrebet bevægelsesmængde? Jeg mener, at det uheldige består i at kalde bevægelsesmængden det samme som tidsintegralet af kraften.

Efter disse lidt næsvise spørgsmål og svar kan jeg oplyse, at brugen af ordet impuls for bevægelsesmængde er ulovlig! I 1985 udgav Dansk Standardiseringsråd sine rekommandationer, hvori det hedder Bevægelsesmængde på dansk, Quantité de Mouvement på fransk og (Linear) Momentum på engelsk.

I min gamle mekanikbog af E.S. Johansen med forord fra 1941 er der en fodnote, der forklarer, at den nye brug af ordet bevægelsesmængde i stedet for den gamle impuls skyldes Jakob Nielsen, der introducerer den i sin Rationel Mekanik II. Der har altså været tid og anledning nok til at ændre praksis.

I den selv samme gamle mekanikbog, som i hvert fald var i brug i 1964, er der spor efter den store ånd i dansk fysik fra det nittende århundrede, Hans Christian Ørsted. Energisætningen omtales nemlig i bogen som »Levende Krafts Princip«. En passant kan det anføres, at HCØ med levende kraft mener den dobbelte kinetiske energi. Dette spor fik mig til at slå op i en endnu ældre mekanikbog, nemlig »Naturlærens mekaniske Deel« fra 1844 af HCØ. Jeg er så heldig at have den i anden udgave ved C. Holten fra 1854. På side 23 paragraf 23 hedder det:

»Da Aarsagerne maae forholde sig sig som Virkningerne, saa maae de Kræfter, som have sat Legemerne i Bevægelse, forholde sig som Bevægelsesmængderne, eller Masse gange Hastighed er Maalet for den bevægende Kraft.«

Heraf ser vi, at selve ordet bevægelsesmængde er gammelt, og at HCØs forhold til Newtons mekanik ikke er særligt solidt. Vi ser også, at ordet bevægelsesmængde har været gået af brug mellem 1854 og 1941. Desværre har det ikke været muligt at opspore tidspunktet. Grunden til indførelse af ordet impuls kan muligvis være at lægge afstand til HCØs betegnelse bevægende kraft.

At AT og jeg er oppe imod stærke, levende og bevægende kræfter aflæses også af, at Bent Elbek i Encyklopædien lægger hovedartiklen ved impuls og kun henviser til bevægelsesmængde. Men det er rart for mig at vide, at jeg har en meningsfælle i Grenå.

Carl-Erik Sølberg
Aalborg Universitet