Merete Riisager og prinsesse Marie talte med en række af Virum Gymnasiums elever, da de besøgte gymnasiet for at høre om deres udvekslingsaftale med Frankrig.

Franskelever: Udveksling har haft stor betydning for vores sprog

Tre ugers udveksling i Frankrig kan gøre en stor forskel for ens sproglige færdigheder. Det fortæller fire elever fra Virum Gymnasium, der gjorde brug af Undervisningsministeriets udvekslingsaftaler.

“Vores fransk er blevet meget bedre. Jeg har en bedre fornemmelse for sproget.”

Sådan lyder det fra en af fire elever fra Virum Gymnasium, der i efteråret var på udveksling i tre uger i Bordeaux på en fransk partnerskole.

Louise Jørgensen, Therese Reimer Jensen, Agnes Nørgaard Matsushita og Olivia Frost går alle i 2.g og lægger ikke skjul på, hvor stor en betydning deres udvekslingsophold har haft for dem.

“Vi har fået en kæmpe oplevelse. Det har ikke kun givet os sprog. Det har også givet os mere mod, og vi er blevet lidt mere selvstændige,” fortæller Therese Reimer Jensen.

Pigerne har blandt andet valgt at have fremmedsprog på højt niveau, fordi de ønsker at bruge det i deres fremtidige studier og rejser.

“Sprog er meget mere end et fag. Det er også lig med oplevelser. Man kan bruge det til så meget mere,” siger Olivia Frost.

“Det giver et helt nyt perspektiv på verden,” tilføjer Agnes Nørgaard Matsushita.

Samtalen falder på udveksling og fremmedsprog, fordi de fire piger i mandags fortalte om deres udvekslingsophold, da undervisningsminister Merete Riisager (LA) og prinsesse Marie besøgte Virum Gymnasium.

Lange dage og formelle relationer
Prinsessen og undervisningsministeren besøgte gymnasiet, fordi skolen har gjort brug af de udvekslingsaftaler, som Merete Riisager sidste år indgik med sine ministerkolleger fra Frankrig og Spanien.

Pigerne, der var på udveksling i Frankrig, fortalte de to gæster om deres oplevelse med værtsfamilier, skoledage fra 8-17 og de kulturelle forskelle. De havde blandt andet bidt mærke i forskellen på de franske læreres forhold til eleverne, som de oplevede som mere formelt og distanceret end forholdet mellem danske lærere og elever.

Prinsesse Marie, der selv kommer fra Frankrig, lyttede interesseret på pigernes præsentation og nikkede anerkendende til deres fortællinger. Efter præsentationen spurgte prinsessen og undervisningsministeren, om pigerne følte sig bedre til fransk efter deres udvekslingsophold.

“Jeg kunne især mærke forskel, da vi kom hjem og havde fransk igen. Her kunne jeg se, hvor meget mere jeg forstod,” svarede en af pigerne.

Udover de fire piger mødte prinsesse Marie og Merete Riisager også skolens rektor, den sproglige klasse, som har tre fremmedsprog, og skolens udvekslingsstuderende.

Det er ærgerligt, hvis man først som 22-årig opdager, at man har et hul i forhold til sprog.

Hilde Eslau Blinkenberg, fransk- og engelsklærer
Virum Gymnasium

Udvekslingsaftalerne er et led i regeringens sprogstrategi fra 2017, som skal styrke fremmedsprogene i uddannelsessystemet. Dertil er der afsat 1,4 millioner kroner til udvekslingsophold i Spanien og Frankrig i skoleåret 2019-2020. Også en aftale med Tyskland er undervejs, oplyser Undervisningsministeriet.

Sprog er sejt, sjovt og vigtigt
På Virum Gymnasium gør de en stor indsats for at få flere elever til at vælge fremmedsprog og arbejder ud fra sloganet 'Vær klog - lær sprog', fortæller lærerne Hilde Eslau Blinkenberg og Birgit Riedel Langvad. Gymnasiet har for eksempel et samarbejde med lokale folkeskoler øge elevernes interesse for sprog, inden de måske starter på gymnasiet.

“Det er for at sende et signal om, at sprog er sejt, sjovt og vigtigt. Det er ærgerligt, hvis man først som 22-årig opdager, at man har et hul i forhold til sprog, når vi burde være et land, der opflasker vores børn og unge til en masse sprog,” siger Hilde Eslau Blinkenberg, der er fransk- og engelsklærer og gymnasiets internationale udviklingskoordinator.

Virum Gymnasium har også et udvekslingsprojekt med Grønland gennem Nordplus, og de sender elever til sprogcamp i Hjørring og BIGMUN, der er en international konference for elever fra hele verden, der hvert år afholdes på Birkerød Gymnasium.

Lærerne er glade for, at man kan søge om penge til udvekslingsophold, fordi det tidligere var en udgift, gymnasiet selv har stået med. Ligesom deres andre initiativer for at styrke fremmedsprogene er udveksling noget, som skolen har prioriteret ressourcer til, og derfor er det en lille hjælp, fortæller Birgit Riedel Langvad.

Hun er vicerektor og tysklærer på Virum Gymnasium.

“Vi kan gøre alle de her ting, og vi kan søge fonde, men det er bare ikke nok. Rent strukturelt skal fremmedsprogene understøttes og tales op, så de unge får et indtryk af, at det er vigtigt,” siger hun.

Riisager: “Det er ikke nok”
I forbindelse med arrangementet gav skolen et notat til undervisningsministeren omkring deres udfordringer. Her skriver de blandt andet, at der er sket et fald i elevernes valg af fremmedsprog - også engelsk.

“Lige nu er der ikke nok elever, der tør vælge sprog på et højt niveau, fordi valget ligger for tidligt. De skal allerede vælge det, når de starter. Det kan faktisk have en betydning,” forklarer Birgit Riedel Langvad.

Rent strukturelt skal fremmedsprogene understøttes og tales op, så de unge får et indtryk af, at det er vigtigt.

Birgit Riedel Langvad, tysklærer og vicerektor
Virum Gymnasium

Undervisningsminister Merete Riisager mener også, at der er behov for strukturelle ændringer på området. Hun mener ikke, at udvekslingsaftalerne er nok til at få flere unge til at vælge fremmedsprog.

“Derfor giver jeg stafetten videre. Jeg er helt sikker på, at man bliver nødt til at lave ændringer i studieretningerne. Man bliver nødt til at lave nogle strukturelle greb, hvis man skal ændre på, at sprogfagene ikke tørrer ud. Aftalerne er noget, der kan styrke det, men det løser ikke grundlæggende problemerne,” siger Merete Riisager.

Hun sad selv for bordenden som minister, da regeringens sprogstrategi blev vedtaget.

Aftalerne gør det muligt for gymnasier at søge om penge til udvekslingsophold og sende en gruppe sprogelever af sted i op til 10 dage eller på et længere ophold i tre-fire uger. Der er ansøgningsfrist for at deltage i udvekslingen for skoleåret 2019-2020 den 14. maj.