Interview om dannelse med Kjartan Arngrim fra Folkeklubben

“Man læser en bog og en god avis og går ud og møder et menneske, der ikke ligner én selv. Så stiger ens evne til at forstå verden,” siger Kjartan Arngrim, forsanger og sangskriver i Folkeklubben.

Fra mørket mod lyset

Litteratur, aviser og mødet med mennesker, der ikke ligner én selv. Det er opskriften på dannelse ifølge Kjartan Arngrim fra bandet Folkeklubben. Men vi taler alt for lidt om, hvor vigtigt det er, mener sangeren og sangskriveren.

Når Kjartan Arngrim, forsanger og sangskriver i Folkeklubben, sætter sig med guitar og blok for at skrive nye sange, kommer inspirationen til teksterne tit fra store forfatteres romaner og digte.

Martin A. Hansen, Klaus Rifbjerg, Søren Ulrik Thomsen og mange flere. Han låner en linje hist og pist, bliver inspireret af et enkelt ord. Andre gange er det en erindring, der knytter sig til litteraturens verden, som skaber tråde til en sang.

På bandets nye album, Sort tulipan, er digteren Michael Strunge eksempelvis rykket ind.

Mens Arngrim gik med tankerne om sin kolonihaves smukke sorte tulipaner, hvis kroner er i smukt forfald, når de andre blomster er klar til at springe ud, huskede han pludselig en tv-udsendelse med Strunge, han havde brugt i undervisningen, da han var hf-lærer, og Folkeklubben indspillede sin første plade.

Det var et afsnit af litteraturprogrammet Bazar fra 1984, hvor Michael Strunge var inkarnationen af 80’er-generationen over for digterne Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær fra 70’er-generationen.

“Han smadrede dem fuldstændig. Hans hår var farvet helt black ­tulip-sort. Jeg manglede omkvædet til titelsangen, og pludselig løste det hele sig med Strunge-metaforen om at springe ud. Det gjorde han jo,” siger Kjartan Arngrim.

Gymnasieskolen møder den 39- ­årige frontfigur på hans stamcafé på Værnedamsvej i København. Ligesom i sine sange har han meget på hjerte, og de stærke holdninger står i kø. Over en omelet kommer han med lange svar, der bevæger sig ud ad alle mulige tangenter. Alligevel er det, som om dannelse er fællesnævneren for det meste.

Folkeklubben leverer ikke kun populære, iørefaldende omkvæd, men ligner også et slags dannelsesprojekt. Og at vi skal læse litteratur og aviser i stedet for at glo på Facebook og Instagram er en af Arngrims kæpheste.

Dannelse er et redskab til at være en ordentlig borger. 

Kjartan Arngrim, sanger og sangskriver
Folkeklubben

“Dannelse er vejen fra mørket til lyset. Så enkelt er det. Man læser en bog og en god avis og går ud og møder et menneske, der ikke ligner én selv. Så stiger ens evne til at forstå verden. Det er en lige så stille åndelig vandring mod lyset. Dannelse er et redskab til at være en ­ordentlig borger,” siger Kjartan Arngrim. 

Vi taler alt for lidt om dannelse, og hvor vigtigt det er, mener han. Og nej, det er hverken elitært, kedeligt eller gammeldags, understreger han.

“Hvis du vil se frem, er du nødt til at se dig tilbage. Hvis man vil have nogen chance for at sige eller gøre noget nyt, er man nødt til at kende sin historie og sine traditioner.

Større end én selv
I dag får rigtig mange deres nyheder gennem Facebook. Men det giver sangskriveren, der er cand.mag. i dansk og filosofi og hver dag læser “papirudgaven af Information”, ikke meget for.

“Så er man fandeme dum. Det er bare ikke godt nok. Hvis man gør det, forstår man ikke, hvad der sker i verden, for så får man kun nyheder fra en lille snæver cirkel, hvor alle er enige.”

Kjartan Arngrim læser også bøger hver dag. Ud over dannelse er der også gode sange i litteraturen.

“Der er mindst ét ord i hver bog, der kan sætte en sang i gang, hvis man er modtagelig,” siger han.

Efter bandets seneste turne, hvor han var helt tom for idéer, gik han i gang med at læse H.C. Andersens At være eller ikke være.

“Den var virkelig ikke særlig god, men så var der pludselig linjen ’afgrundsrosen blomstrer i dit hår’. Hold kæft, den var flot! Den ramte mig og satte mig i gang med åbningsnummeret på den nye plade. Det er et godt billede på, hvad litteratur kan. De sociale medier og Netflix er der ingen nye sange i.”

Søren Ulrik Thomsens digtsam­ling Rystet spejl ­inspirerede ham til Vikaren, der også er med på den nye plade, og på det foregående album lånte han ­udtrykket “Slå flint!” fra et digt af Klaus ­Rifbjerg, som blev til titelnummeret.

“Hvis man sigter efter noget, der er større end én selv, og er heldig, kan man skabe noget, der er større end en selv. Derfor griber jeg tilbage efter Hamsun, Camus, Pontoppidan og så videre. Man håber, at det vil dryppe lidt på én.”

De sociale medier og Netflix er der ingen nye sange i. 

Kjartan Arngrim, sanger og sangskriver
Folkeklubben

Der er også bøger med i turbussen, når bandet tager på turné, og nogle gange er der højtlæsning. På spillestederne beder de om, at der ligger to aviser klar. En rød og en blå, for det er for nemt bare at blive bekræftet i sine egne synspunkter, mener sangskriveren.

De sociale medier har han i flere år kun brugt til at gøre reklame for Folkeklubbens koncerter.

“Jeg føler ikke, at jeg misser noget som helst. Overhovedet. Jeg føler mig som verdens mest moderne ­menneske.”

En lærer skal så et frø
Kjartan Arngrim ved godt, at gymnasieelever som regel er optagede af alt andet end litteratur og almendannelse. Sådan havde han det selv i de tre år, han gik på Risskov Gymnasium i 1990’erne.

“Dansktimerne var frygtelige. Jeg var meget lidt modtagelig. Jeg ville bare spille fodbold,” siger han.

“Men jeg havde en morfar, der var gymnasielærer og altid læste, og som jeg helt klart regnede for at være det klogeste menneske, der fandtes. Som 24-årig gik det op for mig, at der måske var en kobling. At han ikke var født sådan. Og så begyndte jeg for alvor at læse bøger og aviser.”

Han håber, at landets gymnasie­lærere gør alt, hvad de kan, for at så et lille dannelsesfrø, der kan spire ­senere.

“Bare man får tændt et lille lys i eleverne på et eller andet tidspunkt i de tre år. Så de får lysten til at forfølge noget, der ikke handler om at bidrage til landets BNP. Læse skønlitteratur, sætte sig ind i verdenshistorien eller fordybe sig i filosofi,” siger Kjartan Arngrim.

“Stikker vi den illusion i øjnene på dem, at de bare skal specialisere sig, og at det er lige meget med almendannelse, så har man slukket et lys.”

Han husker selv bedst sin oldtidskundskabslærer, fordi hun med sin lidenskab og begejstring formåede at gøre faget levende.

“Jeg var vildt optaget af det. Det var som en scene fra Godfather, når hun opførte Iliaden. Da jeg senere selv blev lærer, følte jeg, at jeg også var bedst, når jeg formidlede min egen begejstring,” fortæller han.

Arngrim undrer sig over, at politikerne på den ene side taler om ‘disruption’, og på den anden side har skabt et karaktersystem, hvor 12-tallet bliver givet for den fejlfri præstation.

“Vi opfostrer en generation af små flittige papegøjer, der ikke kan tænke selv. Det er gudsjammerligt dumt. Der er et niveau over det fejlfrie. Det er, når fejlene, det irrationelle og det kreative indtræder, der sker noget. Men det belønner man ikke. Vi får et kedeligt samfund, og det går i sidste ende ud over vores BNP, for der kommer helt sikkert nogle kinesere, der er bedre til at være flittige, korrekte og artige.”

Var han fortsat som lærer, var han blevet en desillusioneret en af slagsen, tror han.

“Der var alt for mange krav om dokumentation og afkrydsning og alt for mange møder. Og møderne blev jo aldrig brugt på, at man kunne dele sin lidenskab for Inger Christensen.”

Tag dit liv … alvorligt
Godt 700 koncerter er det blevet til, siden Kjartan Arngrim, Rasmus Dall og Rasmus Jusjong spillede deres ­første koncert sammen i Folkets Park på Nørrebro i København i maj 2011.

Der var social indignation og opsange til den danske ‘fedterøv’ på Nye Tider fra 2013. På albummet Danmarksfilm fra 2014 var kærligheden til landet i fokus. Og Slå flint! fra 2016 var et imperativ om at løfte blikket og tage initiativ, forklarer Kjartan Arngrim.

På det nye album er det samfundskommenterende afløst af mere eksistentielle refleksioner.

Det er måske det værste selvmord, hvis man svigter sine drømme. 

Kjartan Arngrim, sanger og sangskriver
Folkeklubben

“Grundlæggende er vi de samme, men vi er bare fortsat med at bevæge os. Selvmord og døden fylder meget på den nye plade, og det har det faktisk gjort i hele mit liv. Da jeg var fem år, sagde min far, der er psykiater, til mig, at selvmordet er det eneste alvorlige filosofiske problem. Det var et citat fra Albert Camus’ bog ­Sisyfos-myten. Sort tulipan er ikke en opfordring til, at folk skal tage deres liv. Men til, at man skal tage sit liv… alvorligt. Hvis du vælger at ­leve, så gør det fuldt og helt. Det er måske det værste selvmord, hvis man svigter sine drømme. Udsætter at gøre det, man egentlig gerne vil, glemmer at lege, glemmer sine værdier.”

“Som ung lever man fuldt og helt, fordi man slet ikke kan forestille sig, at man skal dø. Nu lever jeg fuldt og helt, fordi jeg ved, at jeg skal dø.”

Eventyr i Ribe
Ud over dannelse er en af Kjartan Arngrims helt store kæpheste at gøre op med fordommene om provinsen. Bandet har gjort det til sit varemærke at spille koncerter over alt – fra sognegårde, kroer og forsamlingshuse i de mindste flækker i ‘Guldkantsdanmark’, som de kalder det, til landets store spillesteder og festivaler.

“Der er et større eventyr i at tage til Ribe end at tage til gennemglobaliserede New York, der jo bare er en storby ligesom alle andre storbyer,” siger han.

Arngrim ryster på hovedet ad de politikere, der tegner et billede af vores land, som om det er tæt på at knække midtover.

“Jeg oplever en enorm sammenhængskraft. Selvfølgelig er der steder, der har det svært. Men de fleste steder er der ikke andet end nærvær, sammenhold og virkelyst.”

Han er ikke kun optimist på provinsens vegne. Han er det også på de unges. Der kommer en modre­aktion på den “digitale lemmingealder”, mener han. En tid, hvor det igen bliver populært at tegne et avisabonnement.

Og når en ung dreng kommer op til ham efter en koncert i Herning med Martin A. Hansens Løgneren i hånden, tænker han, at det hele nok skal gå.

“Han havde læst den og var fuldstændig vild efter at diskutere den med mig. Det er sgu da vildt, ikke?”