Hvis konsekvensen af elevfordelingen er, at man bryder alle netværk, så mister man også de gode processer, der kommer af at gå i gymnasiet, hvor man bor, og med nogle, man kender,” siger lektor Kristina Bakkær Simonsen, Aarhus Universitet.

Forsker om elevfordeling: Aftalen er ikke nok

Det er ikke nok bare at blande eleverne, mener Kristina Bakkær Simonsen, der forsker i integration. Elevfordelingsaftalen skal følges op af yderligere initiativer.

Det er en nobel tanke, at samfundet skal have rammer, der sørger for, at vi kommer til at kende hinanden på tværs af etniske forskelligheder, mener Kristina Bakkær Simonsen, der er lektor i statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i integration, stigmatisering og diskrimination.

Hun har dog blandede meninger om den del af elevfordelingsaftalen, som skal rette op på den skæve elevsammensætning på gymnasier i de største byer.  

Kort fortalt betyder aftalen blandt andet, at elevfordelingen i de såkaldte fordelingszoner vil afhænge af forældrenes indkomst fra skoleåret 2023/2024.
I resten af Danmark vil elever blive fordelt efter transporttid til gymnasiet.   

Læs: Ny aftale om elevfordeling: Transporttid og forældres indkomst bliver væsentlige kriterier 

“Man er nødt til erkende, at det ikke er nok bare at blande de unge. Der skal meget mere til. Der skal skabes rammer, så de unge får et dybt kendskab til og venskab med hinanden, så de ikke bare sidder opdelt i siloer i klassen og grupperer sig med dem, som de skal følges med hjem i bussen,” siger Kristina Bakkær Simonsen.

Hun fortæller, at de seneste års forskning har bevæget sig lidt væk fra den såkaldte kontaktteori, der handler om, at hvis blot man skaber kontakt mellem majoritetsbefolkningen og minoritetsbefolkningen, så vil det resultere i positive holdninger til hinanden og nedbryde fordomme.

“Nyere forskning tyder mere og mere på, at kontakt ikke er løsningen i sig selv. Kontakt kan endda skabe fordomme. Hvis man for eksempel har anderledes naboer - eller klassekammerater - som man bare kigger på, men ikke indgår i en dyb kontakt med,” forklarer Kristina Bakkær Simonsen.

Danskhed er enten-eller
Mange indvandrere eller efterkommere af indvandrere føler en tilknytning til forældrenes ophav.

“Tilknytningen kan være meget værdifuld for deres identitet, men desværre oplever de færreste, at den kan kombineres med at være dansk,” siger Kristina Bakkær Simonsen og uddyber:

“Teoretisk set burde det jo være muligt at kombinere et andet ophav med dansk, men de fleste minoritetsunge oplever, at deres andet ophav ikke kan bidrage med noget positivt. Derfor føler mange, at det er et enten-eller-spørgsmål, hvor de er nødt til at vælge den ene identitet frem for den anden. Det kan have store omkostninger for, hvordan de tænker om sig selv.”

Det er ikke kun i Danmark, men i hele Europa, at lande får sendt ubevidste eller bevidste signaler til indvandrere om, at en anden etnicitet ikke er et positivt bidrag, fortæller Kristina Bakkær Simonsen. Hun nævner et land som USA, som i højere grad har formået at inkludere indvandreres ophav. Her taler man for eksempel om at være ‘asian-american’ - en anden måde at være amerikaner på. Skulle man nævne et europæisk eksempel, kunne det være ‘tyrkisk-tysk’, men det er ikke udbredt i samme grad, forklarer Kristina Bakkær Simonsen.

De får en følelse af, at politikerne ikke kerer sig om dem.

Kristina Bakkær Simonsen, lektor
Aarhus Universitet

I de tilfælde, hvor det lykkes minoritetsunge i Danmark at kombinere deres etnicitet med at være dansk, har især nære venskaber med danske unge haft en positiv indflydelse.

“De nære venskaber giver dem en oplevelse af, at deres etniske baggrund ikke er en barriere, men derimod noget spændende og positivt,” siger Kristina Bakkær Simonsen.
I hendes studier er det omkring en fjerdedel af gruppen med minoritetsunge, som det lykkes for.

Følelsen af ikke være dansk
Med den viden in mente bliver det spændende at se, hvilke konsekvenser elevfordelingsaftalen vil få, mener Kristina Bakkær Simonsen.

“Betyder det, at nogle elever får længere til gymnasierne og derved sværere ved at ‘hænge ud’ på skolen? Bliver kontakten mellem de unge overfladisk i klassetimerne, eller bliver det til venskaber uden for skoletiden? Ender de unge alligevel med at få et fællesskab med dem, de ligner, og som de sidder i bus med?” siger Kristina Bakkær Simonsen, der understreger, at der med udrulningen af aftalen vil være behov for at have fokus på kontakten mellem de unge.

“Det er vigtigt at være bevidst om, at man skal skabe forskellige muligheder for den nære kontakt mellem eleverne. Det kræver samtidig også rum for, at man taler flere typer elevidentiteter op,” siger hun.

Netop den politiske italesættelse af aftalen har stor indflydelse på, hvordan den bliver opfattet, siger Kristina Bakkær Simonsen, der er lidt i tvivl om, hvad minoritetsunge egentlig hører, når de får aftalen præsenteret.

“Regeringen har nok præsenteret den som en socialdemokratisk, velfærdsstatslig tanke, og så er det muligt, at det kan blive diffust, hvem den egentlig handler om,” siger Kristina Bakkær Simonsen og tilføjer:

“Men hvis minoritetsunge oplever, at det primært er dem, der ikke må koncentrere sig i områder, så bygger den ovenpå en følelse af ikke at være helt dansk.”

Det forstærkes af den politiske retorik, som for eksempel da Dansk Folkepartis gymnasieordfører Marie Krarup præsenterede elevfordelingsaftalen med bemærkningen om, “at den skulle stoppe islamiseringen af gymnasier”.

Politiske tiltag kan virke begrænsende
Den politiske retorik har stor indflydelse på, om unge efterkommere af indvandrere føler sig danske. Det viser Kristina Bakkær Simonsens forskning, hvor hun blandt andet har sammenlignet den politiske retorik og valgprogrammer tværnationalt. Undersøgelsen viser, at Danmark er et land med ekstrem meget negativ politisk retorik om indvandrere.

“Den negative retorik får indflydelse på indvandreres oplevelse af det politiske fællesskab - at de demokratiske rettigheder ikke er lige. De får en følelse af, at politikerne ikke kerer sig om dem,” fortæller Kristina Bakkær Simonsen.

Jeg tror i høj grad, at mange minoritetsunge oplever, at man har glemt at spørge dem.

Kristina Bakkær Simonsen, lektor
Aarhus Universitet

Hun tror derfor også, at de unge vil reagere forskelligt, hvis de oplever, at aftalen har omkostninger, så de ikke kan gå på det gymnasium, som de ønsker. 

“Fortolkningen hos de unge etnisk danske vil nok være, at det er besværligt og uretfærdigt, fordi de har en forståelse af, at man kan tillade sig at stille krav om, at man bliver behandlet retfærdigt,” siger Kristina Bakkær Simonsen og tilføjer:

“Modsat mange minoritetsunge, der har erfaret, at der kan komme et politisk tiltag, der på en ny måde begrænser deres liv.”

Hun nævner til eksempel burkaforbuddet, som mange minoritetsunge nævnte i hendes undersøgelser, på trods af at forbuddet ikke berørte dem personligt, fordi hverken de eller deres omgangskreds gik med burka.

“Men både lovgivningen og de politiske udmeldinger kan sende et signal om, at ‘sådan nogle som jer har færre frihedsgrader’,” forklarer hun.

Inddrag eleverne
Men kunne man tackle elevfordelingen anderledes?
“Jeg vil nok gerne sparke løsningen i retning af, at man er nødt til at tænke mere omfattende og systematisk omkring, hvad der virker, og frem for alt hvad der ikke virker,” siger Kristina Bakkær Simonsen og understreger, at der ikke er nogen quickfix.

Hun nævner som eksempel, at der politisk har været den entydige fortolkning, at det altid er skidt for etniske minoriteter at bo tæt på nogle, som ligner dem selv.

“Men de seneste års forskning har vist, at der er behov for at nuancere billedet, da der også kan være nogle ressourcer i sociale boligbyggerier. Det har vist sig, at koncentrationen af minoriteter også har nogle positive aspekter for integrationen for eksempel ved højere valgdeltagelse og bedre beskæftigelse,” påpeger Kristina Bakkær Simonsen og sammenligner det med at gå i gymnasiet med nogle af dem, man bor ved siden af.

“Hvis konsekvensen af elevfordelingen er, at man bryder alle netværk, så mister man også de gode processer, der kommer af at gå i gymnasiet, hvor man bor, og med nogle, man kender,” siger Kristina Bakkær Simonsen.

Hun understreger igen, at den magiske løsning ikke blot er at bringe eleverne i kontakt med hinanden, men at man er nødt til at inddrage mere kompleks viden. Desuden bør man i langt højere grad tale med de unge om, hvordan de oplever forhindringerne i at gå på bestemte typer gymnasier. 

“Jeg tror i høj grad, at mange minoritetsunge oplever, at man har glemt at spørge dem. Oplevelsen for dem, der kommer i klemme, kan så være, at politik igen foregår hen over hovedet på dem, snarere end at de bliver inddraget,” siger Kristina Bakkær Simonsen.