Formand for GL Tomas Kepler håber, at hf-enkeltfag meget hurtigt bliver inddraget i den politiske aftale om flere penge til uddannelse til næste år.

Finanslov forbigår hf-enkeltfag: ”Det må være en fejl”

Hf-enkeltfag får ikke tilført flere penge i finansloven, som eksempelvis toårigt hf gør. Det ligner en fejl i en ellers god aftale, mener GL og Danske HF & VUC.

Toårigt hf og de andre gymnasiale uddannelser modtager 220 millioner kroner ekstra til næste år.

Derfor vækker det også meget stor undren, at hf-enkeltfag ikke er skrevet ind i den aftale, som for første gang i flere år tilfører ekstra midler til uddannelse.

“Det må være en fejl. Ellers giver det ingen mening. Omprioriteringsbidraget skar jo også ned på hf-enkeltfag, så når politikerne nu laver en aftale, hvor der rettes op på nogle af de nedskæringer, så skal hf-enkeltfag selvfølgelig med,” siger formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) Tomas Kepler.

Formand for Danske HF & VUC Pernille Brøndum undrer sig også meget over, at hf-enkeltfag ikke er med i aftalen.

Det er en rigtig god aftale, men for at den skal være perfekt, så skal hf-enkeltfag selvfølgelig også have et løft.

Tomas Kepler, formand
GL

“Jeg går ud fra, det er en fejl eller en forglemmelse. Alle taler om, at de små VUC-afdelinger skal overleve, og derfor giver det ikke mening, at en socialdemokratisk regering glemmer en uddannelse, som løfter nogle af de svageste elever i uddannelsessystemet,” siger Pernille Brøndum.

Regeringen og støttepartierne Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet har i forbindelse med finansloven lavet en aftale, som styrker de gymnasiale uddannelser og eux med 220 millioner kroner til næste år og frem til 2024. 220 millioner kroner svarer omtrent til det beløb, der blev sparet på de samme uddannelser i 2019.

“Det er fantastisk, at der for første gang i lang tid bliver ført midler tilbage til uddannelse. Det er en rigtig god aftale, men for at den skal være perfekt, så skal hf-enkeltfag selvfølgelig også have et løft,” siger Tomas Kepler.

Sidste chance for uddannelse
Både GL og Danske HF & VUC pointerer, at hf-enkeltfag giver uddannelse til unge og unge voksne, som derefter har kompetencer til at søge ind på eksempelvis pædagoguddannelsen. I mange tilfælde er det mennesker, som er droppet ud af en ungdomsuddannelse, og som har udfordringer i livet.

“Hf-enkeltfag er for mange sidste chance for at komme med på uddannelsestoget, og så skal uddannelsen selvfølgelig ikke efterlades på perronen, når der nu bliver lavet en god politisk aftale om at investere i uddannelse,” siger Tomas Kepler.

VUC er meget hårdt ramt, og især mange små afdelinger er nødlidende.

Pernille Brøndum, formand
Danske HF & VUC

VUC har mistet meget
Pernille Brøndum understreger også, at VUC i forvejen har været udsat for store nedskæringer i de seneste år. Ud over omprioriteringsbidraget på to procent fra 2016 til 2019 er der skåret på fjernundervisning og ordblindeundervisning.

“VUC er meget hårdt ramt, og især mange små afdelinger er nødlidende. Politikerne har lige lavet en aftale om minimumsnormeringer i daginstitutionerne, og hf-enkeltfag er med til at uddanne unge, som bagefter læser til pædagog. Derfor skal hf-enkelfag selvfølgelig også have et løft,” siger Pernille Brøndum.

Ifølge Danske HF & VUC betyder aftalen, at VUC tilføres 10 millioner kroner ekstra for to-årigt hf til næste år. Hf-enkeltfag udgør dobbelt så stor aktivitet som toårigt hf. Med andre ord skulle hf-enkeltfag således have cirka 20 millioner kroner ekstra til næste år. 

GL og Danske HF & VUC har været i kontakt med politikere tæt på forhandlingerne og Børne- og Undervisningsministeriet. Det er ifølge gymnasieskolen.dk´s oplysninger endnu ikke afklaret, om der er tale om en fejl, en forglemmelse eller et fravalg af hf-enkeltfag.

Gymnasieskolen.dk har forsøgt at få et svar fra Børne- og Undervisningsministeriet, men det har ikke været muligt før deadline på denne artikel.