Fem gode råd hvis du bliver fyret

Er du lige blevet fyret, kan du have brug for at få skabt et overblik over din situation og dine muligheder. Konsulent i GL Tina Barming giver her en håndfuld konkrete råd.

På flere skoler bliver der lige nu sat navne på, hvilke lærere der skal afskediges. Ifølge Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) er omkring 60 lærere i løbet af de sidste uger blevet varslet fyret – og tallet vil stige i de kommende måneder. Fyringerne skyldes, at skolerne som følge af finansloven skal spare fra 2016.

Tina Barming, konsulent i GL, kommer her med fem gode råd til ting, du skal være opmærksom på, hvis du får en fyreseddel:

  • Tjek juraen
    Kontakt din tillidsrepræsentant og GL for at finde ud af, om opsigelsen er foregået korrekt, og om du har fået et korrekt opsigelsesvarsel
  • Få overblik over din økonomi
    Kontakt din a-kasse. De kan fortælle dig, hvordan du søger om dagpenge. Har du studielån, huslån eller andre store, faste udgifter så gå i banken eller kontakt din finansrådgiver. Sagt lidt direkte skal du gøre dig klart, hvornår du senest skal have fundet et nyt job.
  • Få økonomisk støtte
    Som fastansat medlem af GL kan du få op til 5.000 kroner i støtte om måneden i op til et år, hvis du er blevet opsagt fra en fast stilling. Du kan desuden få 6.000 kroner i støtte om året til efteruddannelseskurser og 10.000 kroner om året, hvis du vil læse et sidefag eller en diplomuddannelse – dog i højst to år. Der er samtidig rabat på kontingentet til GL, når du er arbejdsløs.
  • Få karriererådgivning
    Gennem Magistrenes A-kasse (MA) tilbyder GL workshopper, temamøder og personlige samtaler med en karriererådgiver, der kan hjælpe dig videre til et nyt job som gymnasielærer eller lede dig i en ny retning på det akademiske arbejdsmarked. Du kan også få konkret feedback på ansøgninger og cv.
  • Snak med en psykolog
    En fyring kan give et knæk på ens selvværd. Har du brug for at tale med en psykolog, kan GL tilbyde dig fem gratis psykologsamtaler om året gennem Danske Underviserorganisationers Samråd (DUS).