Farvel Gutenberg

Eleverne dropper de trykte bøger, læser artikler på Wikipedia og stjæler med arme og ben fra internettet til deres opgaver. Den slags opførsel har vi set før, lyder det fra en lille gruppe danske forskere. De mener, at den moderne gymnasieelev læser, skriver og tænker, ligesom man gjorde i middelalderen, inden den trykte bog erobrede verden.

Bogen er ikke død, ikke endnu. Den findes stadig, blandt andet på professor Lars Ole Sauerbergs kontor på Syddansk Universitet i Odense. Her står der en bogreol i hver ende af det lyse lokale. De brede rygge af James Joyce, Tolstoj, Shakespeare og moderne engelsksproget litteratur giver rummet en behagelig tyngde.

"På et tidspunkt bliver jeg nødt til at skille mig af med nogle af dem,” siger professoren og anfører, at det nogle gange føles, som om resten af verden er i gang med den samme proces.

"Antikvarhandlerne bliver oversvømmet i disse år og ryster på hovedet, når jeg kommer ned til dem. Så det bliver nok en tur til bogcontaineren på genbrugspladsen – der i øvrigt er blevet kæmpestor, lige så stor som de andre. Det kommer til at gøre ondt,” siger han.

Det er et halvt årtusinde siden, Johannes Gensfleisch zur Laden zum Gutenberg introducerede Europa for bogtrykkerkunsten og startede bogens glanstid. Alle dele af samfundet har undervejs taget bogen til sig: Kirken, selvfølgelig, staten også, og selv når vi har skullet hygge os derhjemme, har det været med en god bog mellem hænderne. Folkeskolen, gymnasiet og universitetet er alle bygget op om respekten for den trykte bog.

Men glanstiden er ved at ebbe ud. Spørgsmålet, der optager Lars Ole Sauerberg og hans kolleger, er, hvad der vil komme i stedet. Og jo flere sammenligninger de laver mellem, hvordan man producerede og brugte information i middelalderen, og hvordan vi gør det i dag, jo tydeligere bliver det, at de sidste cirka 500 års bogkultur har været et afbræk i menneskehedens historie. At moderne kommunikationsteknologi – internettet, Wikipedia, Facebook, Twitter – i virkeligheden er en tilbagevenden til æraen før Gutenberg, hvor information ikke kom som færdigpakket, fastlåst tekst, men altid var i en proces. Viden var noget, man modtog, remixede og sendte videre i kredsløbet, præcis ligesom vi ser det i dag. Opfindelsen af trykpressen startede en parentes, mener forskerne fra Syddansk Universitet. Gutenberg-parentesen, kalder de teorien, og for nogle, blandt andre eleverne på gymnasierne, har parentesen allerede lukket sig.

Bogens autoritetsfald
Det er omkring 20 år siden, Lars Ole Sauerberg stille og roligt begyndte at opdage, hvad der var ved at ske. Han arbejdede på Den Store Danske Encyklopædi, men havde det, som om toget allerede var kørt.

"Hele setuppet var jo gammeldags. Vi havde redaktører, fagmedarbejdere og researchere – et hierarki, der skulle gøre projektet troværdigt og give det autoritet. Og slutresultatet var så denne her trykte, færdige bog, hvor vi havde valgt nogle ting ud og givet dem korte eller lange artikler,” fortæller han.

Encyclopædiens sidste bind udkom i 2006 efter mange års arbejde. Men allerede fem år tidligere havde værket fået en konkurrent i internetleksikonet Wikipedia, der med allerstørste tydelighed viste, at verden havde ændret sig. Her kan alle bidrage til videns-indsamlingen, artiklerne bliver aldrig færdige og er indbyrdes forbundne med hyperlinks. Den Store Danske er en lukket bog. Wikipedia er en åben proces.

Oven i det kom blogkulturen, hvor enhver kunne samle sin viden og udgive den. Og her fandt Lars Ole Sauerberg en af de første paralleller til, hvordan verden så ud, før trykpressen ændrede det hele.

"Før Gutenberg-parentesen havde man nysgerrige folk, der samlede viden ind på en måde, de selv fandt rigtig. Det arbejde blev til ofte meget lange og voluminøse naturhistoriske værker, der passede lige præcis den enkelte indsamlers normer. Det samme ser du i dag, og vi kommer kun til at se mere af det.”

Vi er tilbage ved enkeltmandsdriften, siger han. Men i stedet for at skrible i sine egne notesbøger og dele håndskrevne manuskripter, skriver man en blog eller får printet 1.000 eksemplarer af sin roman på et trykkeri i Estland. Det er en udvikling, der udfordrer den autoritet, bogen har haft i århundreder.

"Vi troede, vi havde nået et slags slutstadie med bogen, men det er tydeligt, at bogkulturen var en afgrænset epoke,” siger Lars Ole Sauerberg.

Den konklusion inviterer til at se nærmere på, hvad der karakteriserer denne epoke.

"Så skal vi snakke om, hvad der er det særlige ved en bog. Og jeg tror, at det vigtigste, man kan sige, er, at bogen er et endeligt produkt. Man har en fornemmelse af autoritet, at det er det sidste ord i den sag,” siger han.

Samtidig har bogen den fordel – og det lyder måske banalt, men er ikke desto mindre sandt – at man kan læse den færdig.

"Det, der gør, at vi trives ved at læse en bog eller en avis, er fornemmelsen af, at der er en start, en midte og en slutning. I stedet har vi nu kun fornemmelsen af midte. I den tid, vi går ind i, er tekster aldrig stabile, men i konstant flow. De artikler, vi læser på nettet, kan for det første ændres hele tiden. Men som læser kan man blive nysgerrig, klikke sig videre, goo­gle et udtryk, og så kører det. Og det stopper aldrig,” siger Lars Ole Sauerberg.

Han leder efter et ord til at beskrive det og lander på, at vi her på den anden side af Gutenberg-parentesen har fornemmelsen af noget, der flimrer. I stedet for bøgernes autoritet, som der nu konstant bliver sat spørgsmålstegn ved, har vi fået noget rodløshed, siger Lars Ole Sauerberg.

"Men det er et negativt begreb,” siger han og tilføjer:

"Og det skal det ikke være. Måske er det bedre at sige, at vi vil få en mere organisk opfattelse af verden: Bogen er en pælerod, mens den nye orden nærmere er et rodnet. En svampestruktur, der breder sig i landskabet. Og det er jo i virkeligheden det, som folkene bag reformerne i folkeskolen og gymnasiet kan se, men ikke rigtigt er i stand til at formulere. De kalder det tværfaglighed, men det er ikke rigtig ordet, for måske er vi på vej et sted hen, hvor der slet ikke er nogen fag."

Gymnasieelever og Shakespeare
Lars Ole Sauerberg tager mig med ud af sit kontor, runder et par hjørner og banker på hos sin kollega Thomas Pettitt, adjungeret professor på Institut for Kulturvidenskaber og tilknyttet Center for Middelalderlitteratur. Opslagstavlen bag hans skrivebord er prydet af kopier af træudsnit og udprintede portrætter af William Shake­speare – en forfatter, der skrev sine skuespil, netop som Gutenberg-parentesen var ved at gøre sit indtog. Shakespeare er interessant, fortæller Pettitt, fordi han tidligt i sit forfatterskab blev beskyldt for at stjæle replikker, karakterer og plot fra andre. Men anklagerne kom fra parentes-mennesker, og de havde en helt anden opfattelse af, hvad en forfatter overhovedet er.

"Det vil altid være interessant, når de, der lever inden i parentesen, møder dem, der lever uden for den,” siger Thomas ­Pettitt.

Vores idé om den ensomme forfatter, der på egen hånd drømmer et originalt værk frem og har ophavsret til det, er ikke naturgivent, men derimod født ud af Gutenberg-parentesen. I Shakespeares teaterverden var den enkelte forfatter ikke videre vigtig, og det var normalt at låne. Noget, der kan være svært at forstå, når man er vokset op i bogkulturen. For Shake­speare var plagiat en form for ros, og når andre lånte elementer fra ens tekst og sendte dem videre i kredsløbet, var der grund til at sige tak. Det er den samme mangel på følelse af ejerskab over teksterne, Lars Ole Sauerberg og Thomas Pettitt oplever hos deres universitetsstuderende i dag.

"Kløften mellem mig og dem er helt klart størst, når det kommer til spørgsmålet om plagiat. Vi parentes-mennesker har et eller andet ideal om originalitet. Men skulle alle mine førsteårsstuderende virkelig være i stand til at skrive noget originalt om Shake­speare, noget, ingen har tænkt på før?” spørger Thomas Pettitt og svarer selv:

"Næppe. Og det er jo heller ikke nødvendigvis den evne, der vil være brug for, når de skal ud at have et job. Måske skal de hellere være i stand til at kunne danne sig et overblik over allerede etablerede facts og indsigter.”

"Ideen om ejerskab og plagiat er typisk for Gutenberg-parentesen, og den bliver udfordret i disse år,” siger Lars Ole Sauerberg.

"Vi, der stadig står i parentesen, slås undertiden med forundring over den mangel på ejerskab af informationer, der præger de ‘digitalt indfødte’. Tekster bliver pludselig fælleseje, og vi ser, at den middelalderlige tradition med at klippe-klistre og låne fra hinanden kommer tilbage. Det kan være svært for mig at forklare dem, der står uden for parentesen, at de skal angive kapitler og vers, når de tager noget. Og så kan man spørge sig selv: Kan vi ikke bare dele det?”

De unge, der i dag kommer i gymnasiet, har aldrig oplevet andet end en verden, hvor man bare har brug for en browser til at skaffe sig viden. De er vant til, at informationer og tekster aldrig er færdige produkter, men altid i proces. De er vant til at låne fra hinanden og resten af verden, mener Pettitt:

"Den dag, de danske undervisningsinstitutioner får et perfekt system, der kan fange alle former for plagiering, er også den dag, de opdager, at alle gør det. Og så vil hele opfattelsen ændre sig, det bliver den nødt til. Vores princip om, at plagiat er en forbrydelse, er forankret i Gutenberg-parentesen. Det princip vil forsvinde,” siger han.

Den brede kløft
Teorien om Gutenberg-parentesen stiller en masse spørgsmål: Har bogkulturen givet os et totalt systematiseret billede af, hvordan verden er stykket sammen? Har bogens brug af kronologi – start, midte, slutning – betydet noget for menneskets opfattelse af sit eget liv og af, hvordan tiden overhovedet fungerer? Har bogteknologien påvirket den evolutionære udvikling af vores hjerner?

Det er spekulationer som disse, der deler forskerne i gruppen bag teorien om Gutenberg-parentesen. Men de tager ikke stilling til, om det er positivt eller negativt, at vi i disse år ser afslutningen på bogens glanstid, og at en række fænomener, der var fremherskende i middelalderen, nu vender tilbage. De konstaterer blot, at udviklingen er i gang, og at den også påvirker undervisningsinstitutioner som gymnasiet.

"Blandt andet tror jeg godt, man kan sige, at generationskløften mellem lærere og elever er meget mere markant i disse år, fordi vi er på vej gennem denne her revolution – for det er en revolution,” siger Lars Ole Sauerberg.

Nogle gange vil man som lærer opleve, at eleverne står på den anden side af revolutionen, for eksempel når det kommer til opfattelsen af, hvor meget autoritet der ligger i en trykt tekst. Og den kamp smitter også af på lærerrollen.

"Som underviser kan jeg ikke bare regne med at have autoritet, når jeg går ind i klasselokalet, fordi min rolle – ligesom bøgernes rolle – bliver undermineret i disse år,” siger han.

Men, understreger professor Sauerberg, bogen er ikke død, ikke endnu. Det kan han se ikke bare på sine egne bogreoler, men også på sin arbejdsplads. Da Syddansk Universitet i Odense for nogle år siden skulle renovere et mødelokale, var det op til institutlederen på Institut for Kulturvidenskaber at finde ud af, hvordan det skulle foregå. Efter lidt diskussioner endte det med, at han valgte at fjerne den bogreol, der fyldte lokalets bagvæg. I stedet blev der hængt fototapet op, der dækkede væggen fra gulv til loft. Tapetet viste et billede af en bogreol.

"Man smed bøgerne ud og satte et billede af bøgerne ind i stedet.”

Lars Ole Sauerberg fortæller anekdoten med et afslappet smil, fordi den bekræfter ham i noget, han altid har troet på: konvergens.

"Jeg tror på, at de forskellige teknologier vil eksistere samtidigt. Men bogen har mistet sin plads øverst i hierarkiet og vil fra nu af blot være endnu et tilbud i mængden,” siger han.