Artikel
Faggruppemøde på Facebook
No image

Faggruppemøde på Facebook

Det går lynhurtigt, og man når ud til rigtig mange. I en gruppe på Facebook deler over 2.000 engelsklærere undervisningsforløb og idéer med hinanden.

Tekst_ gs_redaktor
Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

I forbindelse med et kursus med Engelsklærerforeningen for to et halvt år siden faldt Chanett Dichmann Karlsen i snak med fagkolleger fra forskellige skoler. De udvekslede idéer til tekster og nye forløb. Da hun kom hjem fra kurset, oprettede hun Facebookgruppen Engelskundervisere for at dele idéerne. Hun samlede sine kontakter fra pædagogikum, gamle kolleger og medstuderende og lærere, hun havde mødt på kurser. Det ville måske blive en gruppe på 15-20 personer, tænkte hun. ”Inviter gerne andre inspirerende engelsklærere,” skrev hun. I dag har gruppen 2.315 medlemmer.

”Jeg ville gerne have fingre i noget af det, de andre lavede. Og når jeg snakkede med engelsklærere på kurser, kunne jeg høre, at de også syntes, at det, jeg lavede i mit lille landkammer, lød spændende,” siger Chanett Dichmann Karlsen, der underviser på Randers HF og VUC.

Hun synes, at de generelt er gode til at dele viden med hinanden på skolen, specielt i engelskfaggruppen. Alligevel fik hun lyst til at udvide sin faggruppe.

”For mig handler det om at skabe noget nyt og ikke være bundet af, hvad der kommer af udgivelser. Det er spændende, hvad andre har tænkt om det samme tema, og hvordan de formidler det, så man kan gøre undervisningen endnu mere interessant,” siger hun.

Vidensdeling på tværs af gymnasier
På Facebooksiden er der daglige opslag, og scroller man ned, støder man blandt andet på en lærer fra Vestegnen HF og VUC. Hun deler links til forskellige spørgsmål til en tekst, man kan arbejde med i mindre grupper i klassen.

”Kursisterne kan godt lide at arbejde på denne måde,” tilføjer hun som kommentar.

På siden støder man på alt fra Youtubeklip til grammatiske spørgsmål. Små fortællinger om gode oplevelser i klasselokalet og søgning efter tekster eller emner. En engelsklærer fra hhx i København svarer en stx-lærer fra Aalborg.

Chanett Dichmann Karlsen mener, at kontakten på tværs af uddannelser er vigtig.

”Jeg underviser et sted, hvor vi udelukkende har hf og vuc, og man kan hurtigt komme til at sidde i sin egen lille verden,” siger hun.

Facebookgruppen er med til at nedbryde nogle fordomme og vise, at de problemer, man står med på de forskellige uddannelser, i bund og grund er de samme, mener Chanett Dichmann Karlsen.  

”Man får et indblik i, hvad der foregår bag murene. Selvom vi er fra forskellige uddannelser, er det de samme ting, vi kan drøfte og få inspiration af,” siger hun.

Hurtig respons
Chanett Dichmann Karlsen har aldrig været dus med andre materialeplatforme som EMU eller Skolekom. I stedet bruger hun Facebooks søgefunktion til at navigere rundt i en stor mængde materiale. Her søger hun på emner eller forfattere. Nogle gange søger hun på en engelsklærer, som tidligere har lagt noget spændende op.

”Når jeg er færdig med at tømme min egen faggruppe for ressourcer, kan jeg gå ind på Facebook og tage noget derfra og lave det til mit eget. På den måde er Facebook en stor bank af idéer.”  

Hun havde aldrig forestillet sig, at gruppen ville få så mange medlemmer. Vidensdeling på et socialt medie som Facebook bliver unikt, når man får så hurtig respons på sit opslag, mener hun.

”Jeg kan jo se, at andre også har manglet et sted at vidensdele på tværs af gymnasier. På Facebook er der hurtig udveksling af idéer, og man kommer lynhurtigt i kontakt med en masse mennesker,” siger Chanett Dichmann Karlsen.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater