At fænge elever med fiktion

At fænge elever med fiktion

Hvordan hænger fordybet refleksion over samfundsmodeller og kreativ frigørelse sammen med sanselige installationsperformances, røde negle og vandkæmmet hår? ??I denne artikel præsenterer skribenterne en læringsmetode, der tager afsæt i de nyere tendenser inden for kunstverdenen, hvor skellet mellem virkelighed og fiktion udfordres med kraftfulde virkemidler og gør, at forståelse af drama, teater og teatralitetsbegrebet revurderes. Målet er at få eleverne til at reflektere over den verden, de lever i, på en ny måde. Metoden aktiverer den sanselige og kropslige erfaring hos eleverne og kan med fordel bruges i tværfaglige sammenhænge, lyder argumentet.

PÆDAGOGIK > af gry worre hallberg og anna lawaetz > foto: julie johansen

Metoden tager afsæt i den nye tendens til at skabe performanceinstallatoriske fiktive paralleluniverser inden for kunstverdenen1. Ved at skabe helstøbte paralleluniverser, der er stedspecifikke, dvs. tager udgangspunkt i den konkrete bygning eller geografiske placering, og ved at opbygge en fiktionsramme, som fungerer som både drivkraft og forklaringsmodel, skabes forførende universer, hvor de agerende »lever« frem for at »spille«, og hvor tilskuerens position udfordres. Der er gjort op med traditionelle manuskriptbaserede psykodramatiske og spændingsskabende virkemidler til fordel for et rum, hvor både de agerende og tilskuerne kan fordybe sig i en æstetisk parallelvirkelighed med et anderledes regelsæt og normer. Det er fristende, og det maner til fordybet refleksion over sin egen person, relationen til andre mennesker og over det omgivende samfund. ??Modsat et kunstværks målsætning om at møde et publikum er fokusset i den pædagogiske metode imidlertid at lære eleverne at bygge et fiktionsunivers op og blive til deltagere i det. Herigennem skabes overordnet fire erfaringer for eleverne - hhv.: ??1. En tværfaglig forståelse for de æstetiske fag (teater, billedkunst og musik, som alle er elementer, der anvendes/genrer, der bringes i spil i universet). Denne tager afsæt i aktiveringen af det æstetiske oplevelsesniveau. ??2. Tværfaglig tilknytning til fx historiefaget, hvor man får mulighed for at reenacte forskellige historiske begivenheder gennem fiktionsrammen. Engelskfaget inddrages, idet universet er på engelsk (et på en gang legende og distanceskabende sprog), og der er mulighed for at indbygge »performance lectures«, hvor forskellige temaer bliver udspillet i universet. Dvs. man kan udspille temaer, der arbejdes med »live« (fx temaer som: diskrimination, familiemønstre, politiske strukturer osv.) I forhold til samfundsfaget giver formen mulighed for at få eleverne til at reflektere »bagvendt« over fx demokratiet ved at lade dem opleve fascinationskraften i forskellige samfundsformer, fx diktaturet. ??3. En tilgang til at lege med sin egen rolle i hverdagen herunder en aktivering og forståelse for det urealiserede potentiale, som den enkelte rummer.??4. Et rum for performativ frigørelse og menneskelig fordybelse. ??Forløbet er opbygget i tre etaper over fx to dage:?1. For-læring?2. Aktion i fiktionen?3. Evaluering??Efter en teoretisk introduktion præsenterer vi en fiktionsramme for eleverne. De får fiktionsrammen fortalt - fx kunne det være denne fra vores fiktionsramme »In Memory of Rose«, der har klare paralleller til Sovjetunionen:??Efter 12 års krig ser det ud til, at The Whites har vundet over The Reds, og Systemet dominerer nu alle samfundsområder i kampen for at holde »Sygdommen« ude og skabe størst mulig effektivitet i samfundet. Tvillingesøstrene Coco og Coca er ledere af eliteskolen for »Run-Away Youngsters«. På skolen undervises de unge i det nye samfunds rette værdier og får en helt unik chance for at ruste sig til at modstå nye angreb af den epidemi, der florerer blandt unge ...??Idealet i denne fiktionsverden er kernefamilien modsat åbne familiestrukturer, som man ved kan lede til »undergang«.??Ud fra rammen bygges en verden op med forskellige identiteter på baggrund af de navne og funktioner, eleverne får gennem et »dåbsritual«. ­Louise Jensen bliver fx til ­Chloé Zimmermann, og på eliteskolen er hun ud over at være elev også tildelt funktionen »Watchman«. For at avancere til en anden titel må man hjælpe sine medstuderende bedst muligt og udfylde sin rolle bedst muligt. ??Når man træder ind i den verden, eleverne bygger op, mødes man af et univers, der emmer af østeuropæisk dekadent forfald, og en verden, hvor intet er »som om«, men samtidig ikke er virkelighed som i (hverdags)virkeligheden. Er der fx en telefon, kan man virkelig ringe til en anden i universet, er der en vask, kommer der vand ud af hanen, når man tænder for den, osv. I modsætning til de traditionelle teaterkulisser fungerer alt og kan forklares inden for fiktionen, hvilket giver fiktionen en enorm kraft - den balancerer på kanten mellem virkelighed og fiktion og virker derfor meget autentisk. Det betyder også, at eleverne ikke agerer, som man ser det på en teaterscene, for de »lader ikke som om«. Det her er ikke en scene med en fjerde væg, men netop performernes eget univers, hvor de spiser, sover, arbejder, morer sig, bliver sure osv., m.a.o. hvor de lever. Som nævnt er fiktionsrammen utrolig vigtig, og det hele styres gennem denne ramme, der også rummer et sæt regler, der relaterer til fiktionens ide om fx »det gode liv«, »den rette adfærd« eller »det skønne«. ??Det hele er bygget op over grundlæggende hierarkiske strukturer, hvor underviser eller måske mere præcist rammesætterrollen er ændret til den »lovgivende« i fiktionen. Derved tager rammesætteren et etisk ansvar for de agerendes improvisationer, hvilket skaber et stort kreativt frirum. Men det er også en klar udfordring til en mere traditionel undervisningssituation. ??Den enkeltes præstation er ikke god eller dårlig, men handler om, hvordan man forholder sig til fiktionsrammens spilleregler og rummet. ??På den måde er der klare paralleller til leg og rollespil. Man leger inden for det sæt regler, der er sat op. At overholde legens regler, der er formet af fiktionens logik, er dermed den vigtigste regel. Præcis som når børn sætter regler op for fx mor-, far- og børn-legen. Det er det at tage legens præmis alvorligt, vi nogle gange glemmer som unge og voksne, men hvilket fortsat har en kæmpe attraktionsværdi for os, når vi får lov til det - hvilket eksempelvis den store fascination af virtuelle computerspil og Live Action Role Play illustrerer. Men modsat fx rollespillet handler det ikke om at skabe konflikter og på dynamisk vis at få handlingen til at skride fremad, men om at fordybe sig i universets æstetik. Om at være til stede og skabe smukke, installatoriske billeder med sin krop i rummet i overensstemmelse med den omringende atmosfære. Dette er også en af årsagerne til, at de agerende elever bliver til kunstskabere - samtidig med at de leger, er de medvirkende i konstruktionen af et smukt værk.??Sanselig erkendelse?At performerne i de performanceinstallatoriske og parallelvirkelige kunstværker og i den dramapædagogiske metode ikke nødvendigvis skal være trænet i retning af, hvad vi forstår som professionelle skuespillere, gør, at man kan tale om en form for demokratisering af kunsten. ??Dermed indskriver vores metode sig i et samfundssyn, som bl.a. professor og dr.phil. Kirsten Drotner står for. Her anses dagligdagen for at være indrettet efter det økonomiske systems præmisser. Drotner argumenterer for, at der skete et skred under den sociale og økonomiske modernisering, der betød, at den økonomiske produktion fik sit eget område, der sammen med det politiske anses som det rigtige liv. Modsætningsforholdet mellem lyst og følelse på den ene side og pligt og tanke på den anden blev tydeligt. Sidstnævnte står øverst i hierarkiet i den vestlige verden, og hverken pligt eller tanke er centrale elementer i den æstetiske produktion, som hverken er nyttig eller rationel, men derimod handler om sansemæssige erkendelser. Æstetikken blev altså isoleret fra arbejds- og hverdagslivet som et område, hvor man gør særlige erkendelser. Det blev et kunstens reservat, hvor lysten, sanserne, fantasien og alt det andet, der ikke er tilladt i hverdagslivet, var tilgængeligt, men kun for de beåndede kunstnergenier eller mennesker med en vis smag og dannelse. ??Denne tanke knytter an til den kritiske filosofiske æstetik, med bl.a. Frankfurterskolens Herbert Marcuse og Theodor Adorno i spidsen. Begge yder de en civilisationskritik, hvor den æstetiske, den sanselige og kropslige dimension efterspørges som frigørelsesmulighed fra nogle af samfundets potentielt repressive mekanismer. ??Teatervisionæren Antonin Artaud knytter også an til dette tankemønster med sin vision om Grusomhedens teater. Med dette ville han »ryste det forlorne lag af fernis« af vores forlorne kultur og gennem denne oprydning nå ind til den intense menneskelige kerne af liv, sanselighed og kropslighed. Artaud fik aldrig fuldbragt sin vision i praksis, men i disse fiktive og performanceinstallatoriske paralleluniverser, hvor de deltagende sætter sig selv på spil med krop og sanselighed, lever noget af denne kraft videre. ??Udfordring af teater- og ­performanceteorier?Dette fiktive performanceinstallatoriske genremæssige nybrud udfordrer teater- og performancebegrebet. Ofte forstås performancekunst som anti-repræsentativt. På den måde har performancekunsten og performativitetsteorien traditionelt defineret sig i modsætning til det mere traditionelle teater og teatralitetsbegrebet, hvor et på forhånd givet manuskript tænkes at dikteres i en mise-en-scene i et på forhånd planlagt forløb. Altså hvor performancekunsten bryder med det gentagelige ved at bruge virkelighedsstrategier, hvor performerens krop »i virkeligheden« sættes på spil, så bruger teaterkunsten fiktionsstrategier, hvor den fiktive fortælling gør, at man »lader som man er noget andet« og »lader som om, at det, man gør, er virkelighed« - men det er ikke virkelighed.??Med den interaktive performance­installation udfordres denne forståelse, idet der er en (repræsenterende) fiktionsramme. Men inden for denne fiktionsramme gøres i høj grad brug af virkelighedsstrategier; man sover virkelig i sin karakters seng i flere dage, man er virkelig træt, når man ser træt ud osv. - Som en performer i kunstinstallation fortæller i et interview:??»... så er der jo rigtigt nøgne kroppe og rigtige følelser, og når man er træt og sulten, er det jo ikke, fordi instruktøren har sagt, at nu skal du være og se sulten ud og være og se træt ud. Man er virkelig sulten og træt, fordi man ikke har spist og sovet ordentligt i fire dage«2.??Således bliver den fiktive teatrale ramme faktisk et sikkerhedsnet, der gør, at man kan være »virkelig« og oprigtig performativ inden for dette rum.??Dette sanselige og fiktive rum lægger effektfuldt op til debat gennem sin »anderledes« og helstøbte virkelighedsanskuelse. Samtidig virker formen enormt dragende på de agerende.??Når fiktionen er sat i gang, både i kunstinstallationen og i den kunstpædagogiske version, skrider tiden, og man kan lege inden for universet i timevis, ja dagevis, hvis der var mulighed for det. Men det er der ikke, for hverdagslivet kalder, og det er netop i dette hverdagsliv, vi ønsker, at eleverne skal tage erfaringerne og læringen fra fiktionsrummet med. Vi har erfaret, at deres sanselighed og kropslighed aktiveres, og at det skaber en form for kreativ frihed samtidig med en koncentreret fordybelse, der er særegen i vores kultur, og i forlængelse heraf begynder de at reflektere på nye måder. Denne læring integrerer vi gennem samtaler og dialog, når fiktionen er sat ud af spil, så de husker den, selv efter de har vasket håret og taget neglelakken af. n??Anna Lawaetz er cand.mag. fra Teater og Performance Studier p.t. ansat ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet, til at forberede ph.d.-projekt om radioens mundtlighed (under forskningsprojektet LARM). Har været skuespillerelev ved Den Nationale Teaterskole i Paris (CNSAD) og bl.a. arbejdet på Théâtre du Soleil, Opera Bastille og med nycirkuskompagniet La Lanterne Magique. ??Gry Worre Hallberg: Cand.mag. fra Teater og Performance Studier er tidligere SIGNA-performer og en af hovedkræfterne bag det performanceorienterede kunstnerkollektiv Club de la Faye og medstifter af performanceagenturet Fiction Pimps, som er Working Members ved House of Futures.??Begge er tilknyttet som undervisere ved institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.??Referencer: ?Adorno, Theodor W. og Horkheimer, Max: Oplysningens dialektik, København: Gyldendal, 2001 (1947).??Artaud, Antonin: Det dobbelte teater, Fredensborg, 1967, s. 5-150. ??Drotner, Kirsten: Æstetik: Pædagogik eller kunst?, i: At skabe sig - selv, København: Gyldendal, 2001.??Hallberg, Gry Worre: »I Need My Shot of Fiction!« - En undersøgelse af det teatrales attraktionsværdi i SIGNAs interaktive performanceinstallationer og som attraktionsgenererende og paradigmeskiftende virksomhedsstrategi. Afleveret ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab, KU, 2009.??Marcuse, Herbert: Eros & civilisation, London: Sphere Books, 1970 (1955).??sistershope.wordpress.com?fictionpimps.wordpress.com?www.signa.dk???1 Performancekunstnergruppen SIGNA, der dette forår blev landskendt, da de lavede ravage på avisforsiderne med forestillingen Villa Saló, er blandt pionererne i denne form og har bl.a. inspireret kunstnerkollektivet Club de la Faye og performanceagenturet Fiction Pimps i deres virke og arbejde. ??2 Se Gry Worre Hallbergs speciale »I Need My Shoot of Fiction!«, 2009.

Sisters Hope
Sisters Hope laver skræddersyede workshopper, der tager afsæt i konkrete faglige emner. En todages workshop for 35 elever koster 15.000 kr. For yderligere information se sistershope.wordpress.com. Sisters Hope er støttet af Undervisningsministeriet. Se video om søstrene her: http://www.vimeo.com/9332379 og mere information om workshoppen her/på EMUen: http://www.emu.dk/gym/fag/dr/nyheder/2010/06012040-sistershope.htm