Erik Merrild 1911-2009

Erik Merrild 1911-2009

Fhv. studielektor ved Herning Gymnasium Erik Merrild er død, 98 år.

Med tiden brister båndene til ens gamle skole, men har man haft Merrild som lærer, sidder der stadig noget i en af stedet - og især af Merrild. Jeg havde Merrild til tysk, latin og oldtidskundskab - derfor er jeg gymnasielærer, bl.a. med fagene latin og oldtidskundskab - og russisk, som Merrild havde lært sig selv (sammen med flere andre sprog), men som han aldrig fik lov til at holde så meget som en studiekreds i - af ideologiske grunde, mente han vist selv (der kørte nemlig en studiekreds i spansk).

Jeg gik på Herning Gymnasium 1968-71 - Merrild var da sidst i 50'erne. Vi tænkte ikke på ham som gammel (Tempora mutantur et nos in illis) - han var i hvert fald den første af lærerne, vi bad om at tage med os på udenlandstur i 2.g, selvfølgelig til Rom. Han var måske som en voksenven, lige dele bekymret far og pålidelig kontaktperson. Under alle omstændigheder var han ulig tidens normale lærerrolle, som byggede på professionalisme, d.v.s. personlig distance.

Som person var Merrild yderst forsigtig, ja ligefrem undseelig. Han ville ikke pådutte nogen noget, ikke engang fagligt. Han belemrede os ikke med privat snak, men det underlige var, at han alligevel kom til at åbne kighuller til noget uden for skolen, men det skete altid i en faglig sammenhæng. I en old-time fortalte han næsten dramatiserende om Otto Gelsted, som han kendte personligt, og om Gelsteds forhold til Antigone; det var sikkert også i forbindelse med Antigone-gennemgangen og en deraf fremkaldt diskussion om magt, at Merrild kom til at sige, at folk, som holder hund, er magtmennesker med behov for at have noget at dressere - Kreon og hans type har ikke kat! Her mødte vi en lærer med en personlig profil, der fik os til at spidse øren.

Merrilds grundindstilling eller ideologi afslørede sig på andre måder. Han kunne ikke forstå, hvorfor elevforeningen arrangerede et møde på skolen med en talsmand for de danske nazister. Da foråret i Prag fik en brat ende i august 68, og der bredte sig en stemning af vrede mod Warszawapagtlandene også i vores klasse, spurgte Merrild forsigtigt: Hvad med Vietnam? Det var hans mål og metode i en nøddeskal.

Pædagogisk var han progressiv - med alt, hvad det indebar dengang. Da hytteture for 1.g-klasser blev mulige, var han blandt de første (han var da over vores efterlønsalder) til at arbejde for fællesskab og social sammenhængskraft på den ubekvemme måde. En anden side af den progressive pædagogik var nedbrydningen af lærerens autoritet som en del af systemet. Merrild var den første af vores lærere, som i august 68 bad os om ikke at rejse os, når han kom ind i klassen til time - igen på den undseelige facon - han nærmest tryglede os om at blive fri for den kunstighed. Senere blev det så den officielle linje.

Merrild pillede også ved lærerens faglige autoritet. Jeg husker, at vi engang skulle give hinanden karakterer. Efter tur skulle hver enkelt elevs faglige niveau bedømmes af resten af klassen (det udartede dog ikke til selvkritik). Hvorvidt klassens karaktergivning smittede af på Merrilds egne karakterer, ved jeg ikke. Det problematiske i eksperimentet er åbenlyst under alle omstændigheder (det vidste vi ikke dengang - i hvert fald protesterede ingen), men Merrild handlede af idealistiske/ideologiske grunde. Senere har han måske tænkt, at det er menneskeligt at fejle. Det skete også kun én gang. Som ægte humanist fremturede han ikke.

Disse erindringer om Merrild er sikkert ikke meget anderledes end så mange andres, hvilket understreges af, at studenterjubilarernes taler ved Herning Gymnasiums dimissionsfester regelmæssigt har indeholdt årgangens hyldest til Merrild; og gamle elever har hvert år stået i kø for i det mindste at komme til at trykke ham i hånden.

Jeg har her fokuseret på elev-lærer-relationen og lader andre om at beskrive Merrilds øvrige vidtspændende virke, f.eks. hans arbejde med Herning Gymnasiums historie, hans medvirken i de nylige Homer-oversættelser eller hans rolle i modstandskampen. Disse aktiviteter vidner om hans faglige og personlige fundament: den klassiske humanisme.

Engang i slutningen af 3.g gav hans os en lille gave: et særtryk af Brechts digt »An die Nachgeborene«, som han selv havde bekostet. Digtet er mellemkrigsgenerationens bøn til de kommende generationer - måske også proletarbevægelsens og Merrilds egen bøn: Tænk på os med overbærenhed!

Sådan tænker jeg mig Merrilds testamente.

Æret være hans minde!

Bent Bækgaard Mortensen
Ribe Katedralskole