Efter Gymnasieskolens afsløring: Forbud sætter en stopper for opgavesælger

Gymnasieskolen.dk kontaktede det nye firma FMO Original og forsøgte at købe en SRP-opgave. Nu har Forbrugerombudsmanden lukket firmaet.

Forbrugerombudsmanden har forbudt personen bag fixminopgave.dk og fmooriginal.com at sælge og formidle opgavebesvarelser til gymnasieelever.

Gymnasieskolen.dk kunne i november afsløre, at den tidligere ejer af det omdiskuterede firma Fixminopgave.dk havde oprettet et nyt firma.

Under navnet FMO Original kunne gymnasieelever igen købe afleveringer og SRP-opgaver.

Men det blev en kort genrejsning for iværksætteren Frederik Drews, som stod bag de to firmaer.

Tidligere på ugen nedlagde Forbrugerombudsmanden et personligt forbud mod at sælge opgavebesvarelser rettet mod Frederik Drews.

Sø- og Handelsretten har stadfæstet forbuddet, så det nu er permanent.

Hvis Frederik Drews trodser forbuddet og fortsat sælger opgaver til gymnasieelever, risikerer han bøde eller fængsel i op til fire måneder.

Forbrugerombudsmanden udtaler i en pressemeddelelse:

”Vi har ikke tidligere nedlagt forbud direkte over for en person. Men denne person fortsatte markedsføringen af opgavebesvarelser. Vi har derfor vurderet, at det var nødvendigt også at nedlægge et forbud over for personen,” siger Christina Toftegaard Nielsen.

Gymnasieskolen.dk forsøgte at købe en SRP
“Vi har en kæmpe efterspørgsel på SRP og knokler for at finde skribenter til alle.”

Sådan lød svaret, da gymnasieskolen.dk ved hjælp af en mellemmand skrev til firmaet FMO Original over Messenger og spurgte, om vi kunne købe en SRP-opgave til karakteren 10.

Prisen for et 10-tal var 6.950 kroner plus et reservationsgebyr på 750 kroner.

Men så fik vi også mulighed for at “følge processen og komme med inputs, hvis man ønsker det”, som FMO Original skrev tilbage.

Se hele korrespondancen i artiklen “Kontroversielt firma lukkede: Nu kan elever igen købe en SRP”.

Men der er ikke mere "hjælp" at købe for landets gymnasieelever, som i disse dage sidder og sveder over SRP-opgaverne.

Både hjemmesiden fmooriginal.com og Facebook-siden FMO Original er nu lukket ned. Og vores mellemmand fik aldrig mulighed for at “købe” en SRP-opgave til karakteren 10.

Flere firmaer med samme formål
Det er ikke første gang, at Forbrugerombudsmanden har nedlagt forbud mod Frederik Drews’ kontroversielle firmaer.

Sidste maj blev der nedlagt forbud mod firmaet Fixminopgave.dk. Herefter overførte Fixminopgave.dk’s direktør firmaets aktiviteter til et engelsk selskab, som Forbrugerombudsmanden også nedlagde forbud imod.

For nylig kunne gymnasieskolen.dk så afsløre, at Frederik Drews stod bag det nye firma FMO Original, hvor elever også kunne købe opgaver.

Ifølge Forbrugerombudsmanden er det i strid med god markedsføringsskik at sælge opgavebesvarelser til gymnasieelever. Det er uetisk og krænker almene samfundshensyn.

Det er i strid med formålet med gymnasiet, og derfor er det heller ikke tilladt for eleverne at aflevere købte besvarelser af eksamensopgaver, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Læs hele pressemeddelelsen her.