Christian Vilhelm Vangsgaard Bender

“Det er træls at skulle være omstillingsparat hele tiden”

Det bliver af nød og ikke af lyst, hvis Christian ­Vilhelm Vangsgaard ­Bender må opgive drømmen om en fast stilling som gymnasielærer. Men vikarlivet er hårdt, og for få år siden fik han stress af det.

“Det er min specialitet: Jeg behøver stor set ingen oplæring, men kan bare hoppe ind i et skema, uden at det påvirker undervisningen negativt,” siger Christian Vilhelm Vangsgaard Bender tørt.

Lige nu er han årsvikar på Vordingborg Gymnasium & HF, men siden han blev færdiguddannet i 2016, har han forgæves forsøgt at få fingre i en fast stilling som gymnasie­lærer. I stedet har han måttet acceptere, at den længste tidsperiode, han har kunnet se frem i sit arbejdsliv, var ét skoleår.

“Når en leder siger, at jeg er omstillingsparat, ved jeg godt, at det er ment som ros, men det er bare lidt træls at skulle være omstillingsparat hele tiden,” siger Christian Vilhelm Vangsgaard Bender. 

Vikarlivet påvirker arbejdsglæden, fortæller den 32-årige engelsk- og historielærer.

“På den ene side er jeg vildt glad for at have muligheden for at undervise – også selvom det kun er som vikar. Jeg kan ikke forestille mig et bedre job end at undervise de unge mennesker,” siger han og tilføjer:

Vikarlivet tager hårdt på ens selvværd og er enormt stressende.

Christian Vilhelm Vangsgaard Bender, årsvikar
Vordingborg Gymnasium & HF

“Men på den anden side er jeg ked af, at jeg som 32-årig stadig ikke er fastansat, for det har mange konsekvenser. Vikarlivet tager hårdt på ens selvværd og er enormt stressende. Og økonomisk er jeg dårligere stillet, jeg kan for eksempel ikke bare tage et lån.”

Som vikaransat er han hele tiden opmærksom på nye jobmuligheder, samtidig med at han forsøger at gøre sig umage i den nuværende stilling, fortæller Christian Vilhelm Vangsgaard Bender. Men han har også lært sig selv nogle tricks, for at det ikke skal blive for flakkende i hverdagen.

“Jeg er nødt til at have fokus på, at nu er jeg ansat på den her skole – og så forsøger jeg at fortrænge lidt, at det er midlertidigt. Når jeg overtager en klasse, er det altså min klasse. Ellers tror jeg, at jeg ville miste motivationen,” siger han.

Som vikar kan man let føle sig nødsaget til at være den ‘perfekte lærer’ hele tiden, men Christian Vilhelm Vangsgaard Bender har også måttet erkende, at det kan ingen holde til i længden.

Stressende nomadetilværelse
For et par år siden blev han ramt af stress, da han pendlede mellem to hf-institutioner, hvor han på den ene skole havde syv timer og på den anden syv en halv timers undervisning om ugen.

“Økonomisk gav timerne stort set ingenting, sammenlignet med hvor meget arbejdet belastede mig,” fortæller Christian Vilhelm Vangsgaard Bender og uddyber:

“Det er hårdt at arbejde på to forskellige skoler med forskellige regelsæt og elevtyper uden at få nogen særlig tilknytning til nogen af stederne. Jeg nåede jo aldrig rigtig at lære mine kolleger at kende.”

De midlertidige ansættelser påvirkede både psykisk og fysisk.

“Når jeg stod i klassen på den ene skole, bekymrede jeg mig allerede om timerne på den anden skole. Det var en meget stressende nomadetilværelse uden noget tilhørs­forhold,” siger han.

Heldigvis var der en tillidsrepræsentant, der spottede hans stresssymptomer.

“Jeg kunne slet ikke se det selv, indtil tillidsrepræsentanten tog fat i mig og sagde, at hun troede, at jeg havde stress,” siger han og fortsætter:

“Jeg spurgte hende, hvorfor hun troede det, og så svarede hun: ‘fordi du står og græder ude foran klasselokalet’.”

Det blev en øjenåbner for ham og har resulteret i, at han sidenhen har passet bedre på sig selv, selvom det er ­fristende at yde mere end 100 procent hele tiden i håbet om at få en fastansættelse.

“Jeg gør mig umage med mit arbejde, men jeg er også bevidst om, at jeg ikke kan holde til at melde mig til alt. Jeg har nok også lært af erfaringerne, at det i sidste ende oftest er fagkombinationerne, der har betydning for, hvem der får den ledige stilling, og ikke om man har været med i alt,” siger han.

Jeg har brug for at være et sted, hvor jeg også kan udvikle mig og være med til at påvirke rammerne.

Christian Vilhelm Vangsgaard Bender, årsvikar
Vordingborg Gymnasium & HF

Ud over trygheden i ansættelsen savner Christian Vilhelm Vangsgaard Bender at være en del af udviklingen på en skole.

“Indimellem, når en kollega spørger, om jeg vil være med til at planlægge et forløb eller en studietur længere frem i tiden, så ærgrer det mig, at jeg må svare, at jeg desværre nok ikke er der til den tid,” siger Christian Vilhelm Vangsgaard Bender, der på trods af seks års erfaring som gymnasielærer også må se langt efter pædagogikum. Til gengæld har han i år fået tilbudt mini­pædagogikum, som han glæder sig til.

“Som vikar får man jo ikke rigtig efteruddannelse, så jeg sagde ja tak med det samme, da skolen tilbød mig det,” siger han.

Selvom Christian Vilhelm Vangsgaard Bender nyder at være gymnasielærer, kan han også mærke, at han på et tidspunkt er nødt til at stoppe, hvis ikke han bliver fastansat.

“Det bliver ikke af lyst, men af nød, hvis jeg må stoppe. Og det ville virkelig være ærgerligt, for jeg ved, at jeg er god til at ­undervise. Men jeg er nødt til at skifte karriere, hvis ikke snart jeg bliver fastansat, for jeg har brug for at være et sted, hvor jeg også kan udvikle mig og være med til at påvirke rammerne,” siger Christian Vilhelm Vangsgaard Bender.