Den åbne dør

Coronapandemien har måske skabt vilje til forandringer i samfundet. Økonomerne er ikke ubetinget begejstrede ved udsigten til reduceret arbejdstid, om end det sagtens kan lade sig gøre. Det er blot en politisk prioritering.

Arbejdspres med sygemeldinger og mere eller mindre tvunget deltidsarbejde til følge, klimabevidsthed, finansmarkedernes uretfærdighed og verdens ekstreme ulighed, modvilje mod absurde overskud og direktørlønninger. Eller måske bare, helt jordnært, muligheden for, i den vestlige verdens rigdom og velfærd, at tilbringe mere tid med sine børn og elskede, sin hobby eller sine tanker. I hvert fald i en periode.

Det er langtfra alle, der går efter at pensionere sig selv i en tidlig alder, men muligheden for at kunne arbejde fleksibelt, interessebetonet samt tilpasse arbejdet til der, hvor man er i tilværelsen, er i tiltagende grad blevet en attraktiv vare i et liv, hvor mange grænser er udflydende. Arbejde er for mange stadig en vigtig del af den personlige identitet – men hvis man skal investere det, arbejdet ofte kræver, skal det give mening. Og man skal have noget igen.

”Der er brug for en revolution i forhold til management,” lød det fra det amerikanske managementikon Gary Hamel, der var hovedtaler på Djøf’s leder­konference i sidste måned under temaet Humanocracy, som groft sagt handler om, at fremtiden også har rettigheder. Og ’plejer’ skal i øvrigt dø!

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan vi kan udnytte det, nogle kalder ’en åben dør’ som følge af COVID-19-krisen, til at få større fleksibilitet, bedre balance mellem arbejds- og privatliv – ja, større glæde og tilfredshed og dermed i sidste ende også bedre kvalitet og produkter.

Omstilling er smertefuldt
Da Alternativet før valget i 2015 foreslog en arbejdsuge på 30 timer, var det med udgangspunkt i, at det var økonomisk forsvarligt. Andre interessenter, der promoverer firedages uger eller andre arbejdsreducerende modeller, har i løbet af tiden også peget på, at man ved at dele det tilgængelige arbejde får flere på arbejdsmarkedet, som betaler skat og stimulerer forbruget i stedet for at gå ledige. Så lønnedgang behøver ikke nødvendigvis at blive aktuelt.

”På kort sigt vil omkostningerne for det offentlige være begrænsede til forskellen mellem dagpenge og lønnen, da vi jo sparer dagpengene ved at flytte folk fra ledighed til offentlige job,” siger Jakob Egholt Søgaard, som er adjunkt og forsker ved Center for Economic Behaviour and Inequality på Københavns Universitets Økonomisk Institut.

Det er altid klogt at forsøge at arbejde smartere, men det gælder uanset arbejdstiden.

Jens Hauch, cheføkonom og vicedirektør 
Kraka

Det er umiddelbart sød musik i ørerne på en gymnasiesektor, som de seneste år har været ramt af nedskæringer med cirka 1.500 færre årsværk til følge, og som ikke mindst kan se frem til otte-ni år med faldende ungdomsårgange og en stålsat regering, der vil flytte flere unge væk fra gymnasierne og over på erhvervsuddannelserne.

Glæden varer dog kort. På langt sigt vil det være omkostningsfuldt, forklarer økonomen og stiller efter en kunstpause det ledende og ubehagelige spørgsmål: Kunne de ledige gymnasielærere eventuelt lave noget andet?

”Hvis vi havde haft den logik om deling af det udbudte arbejde i de sidste 100 år, ville 50 procent af arbejdsstyrken jo traske rundt i landbruget i dag. Omstillingsprocesser er altid smertefulde. Jo mere specialiserede folk er, jo mere smertefuldt. Men de overflødige skal lave noget andet,” siger Jakob Egholdt Søgaard.

Det handler altså om omskoling. Den positive del af det er, at det er vi relativt gode til i Danmark med et flydende og fleksibelt arbejdsmarked i forhold til de fleste andre lande, hvor der kan være ret så rigide lønstrukturer, der besværliggør jobskifte og ændringer.

Men når vi nu i løbet af industrialiseringens tidsalder og siden vi fik det, der reelt kunne kaldes et struktureret arbejdsmarked, løbende er gået ned i tid og i øjeblikket befinder os på det arbitrære tal 37 for mængden af ugentlige arbejdstimer, hvorfor skulle det så ikke være et helt naturligt skridt at nedbringe arbejdstiden yderligere, i takt med at vi er blevet rigere?

”Det kan sådan set også godt lade sig gøre, og principielt vil der ikke være noget galt i at gøre det. Det er en afvejning af fordele og ulemper,” siger Jakob Egholt Søgaard.

”Der har jo været ganske væsentlige fald i arbejdstiden de sidste 100 år, og det kommer vi sikkert også til at se fremover. Om 50 år er 30 timer måske normen. Det handler helt simpelt om forholdet mellem at tjene og bruge penge. Allerede i dag kan man jo vælge at gå på deltid og derved have mere tid, hvis man synes, man kan klare sig for den lavere indkomst. På samfundsplan står vi grundlæggende over for samme afvejning. For eksempel mindre velfærd eller højere skatter og derved endnu færre penge i privatøkonomien,” siger han og påpeger, at robotternes indtog kan få en indflydelse, vi endnu ikke kender omfanget af.

Samfundsøkonomisk tab
Selvom pointen nok egentlig er den samme, lyder det til at begynde med værre, når vi spørger hos den uafhængige tænketank Kraka, der, siden forslaget om en 30-timers arbejdsuge, har lavet en del beregninger på emnet. Tal har det nemlig med at tale et grufuldt tydeligt sprog.

Det anslås, at en reduktion i arbejdstiden fra 37 til 30 timer vil medføre en reduktion i bruttonationalproduktet på cirka 14 procent eller omkring 270 milliarder kroner.

”Hvis vi arbejder i samme tempo som nu – det vil sige producerer mindre værdi, fordi vi arbejder kortere tid – vil der være et samfundsøkonomisk tab. Hvis man re­ducerer arbejdstiden, men lykkes med at producere en tilsvarende større værdi per time, vil der ikke være noget tab. Det sidste er dog en ikke særlig realistisk an­tagelse, og hvis en virksomhed lykkes med det, er der risiko for eksempelvis stress blandt medarbejderne, der jo så skal arbejde i et højere tempo. Det er altid klogt at forsøge at arbejde smartere, men det gælder uanset arbejdstiden,” siger Jens Hauch, som er cheføkonom og vicedirektør i Kraka.

Mere ferie og fritid har længe været en del af arbejdstagernes overenskomst­krav. Og faktisk har denne konvertering af velstandsstigninger til fritid været gældende i næsten alle år siden 1970. Kraka har i rapporten Øget velstand og kortere ugentlig arbejdstid analyseret sig frem til, at hvis det sker i samme takt fremover, som det har gjort siden år 2000, vil beskæftigede danskere i gennemsnit arbejde to timer mindre om ugen i 2040.

Den nedgang kan betyde, at befolkningen skal blive to et halvt år længere på arbejdsmarkedet – i forhold til det aftalte forløb vel at mærke. Det er i øvrigt ikke sådan, at der eksisterer en bestemt mængde arbejde, som til hver en tid kan deles – arbejdsudbuddet er altid afgørende, fastslår cheføkonomen.

Jens Hauch har udgangspunktet jo mere fleksibilitet, jo bedre. Centrale be­slutninger bør ikke stå i vejen. Man skal måske bare huske, at mange trives fint med faste rammer og strukturer og vil betakke sig for alt for flydende strukturer eller en freelancelignende tilværelse. Derfor skal vi passe på med at kaste alting op i luften.

Kraka-økonomen får det samme spørgsmål som universitetsøkonomen tidligere: Når arbejdstiden historisk har været faldende, er det så, når det kommer til stykket, en utopi eller en skør idé at komme længere ned end 37 timer?

”Nej, det er bestemt ingen skør idé. Men det koster noget. Lidt velstand, en ferierejse i ny og næ, måske et lidt dårligere sundhedsvæsen. Det kan være et helt legalt politisk ønske, ligesom det er en fuldstændig legal personlig beslutning at gå ned i tid og arbejde mindre,” siger Jens Hauch og tilføjer, at det jo dybest set handler om at skabe et samfund, hvor folk har det godt – derfor bør vækst i sig selv ikke være et mål.

”Man kan jo vælge at sige, at det sam­fund, vi har nu, er fint. Så kan den nogenlunde konstante årlige vækst på halvanden procent veksles til halvanden procent tilsvarende mere fritid. Jeg tror nu ikke, alle vil være enige i, at det er en god idé, og man skal også huske, at vækst giver flere muskler til for eksempel grøn omstilling.”

Modellen skal gentænkes
Anders Raastrup Kristensen er lektor på Københavns Universitet og ekstern lektor og ph.d. på CBS Department of Management, Politics & Philosophy og beskæftiger sig blandt andet med det fleksible arbejdsliv.

Han er enig i økonomernes vurdering af, at det bliver dyrt, hvis man skal ansætte flere for at gå ned i tid. Desuden ser han ikke en model som eksempelvis IH Nordics firedages uge som værende mere fleksibel, fordi man blot har presset arbejdet sammen og lavet ganske stramme modeller med meget præcise minutangivelser for arbejdets udførelse.

”Hvis vi skal frigøre ressourcer, skal vi gentænke modellen. ’Forelæsningsmodellen’ med et lokale og en lærer, der forbereder sig, er enormt dyr,” forklarer han.

Hvad de konkrete alternativer så skal være, er det, vi kan begynde at diskutere, og vi har så at sige ’en åben dør’ nu efter mere end et år med nedlukninger og alternative undervisnings- og ar­bejdsformer og eksperimenter udi digital undervisning. Dog er frygten for, at digitalisering og robotter vil erstatte den menneskelige hjerne, ikke reel, når det kommer til stykket, mener Kristensen.

”Det er klart, at der er nogle muligheder i det digitale. De mange apps kan identificere nogle læringsmønstre meget hurtigt og har for eksempel fattet, at det ikke er motiverende at lave fejl hele tiden – det meste undervisning i dag bygger jo på en fejlfindingskultur. Men det er netop lærerne, der skal udvikle indholdet til disse apps og fortolke dem. Man kan sige, at det traditionelle fagbureaukrati er i opbrud, og der er en transformation i gang i forskellige tempi. Men se blot, hvor meget coronaperioden rent faktisk har forandret på den korte bane,” siger han.

Han peger på det paradoksale i, at gymnasieområdet med de seneste reformer og OK 13 med de flere undervisningstimer, studieretningsteam, der hele tiden kræver koordination med mere, er blevet mindre fleksibelt, selvom det modsatte måske var intentionen.

Vi er ved at bevæge os væk fra at lede vidensarbejdere på tid, for det fik den modsatte effekt af, hvad man ønskede.

Anders Raastrup Kristensen, lektor
Københavns Universitet og CBS

Fra at have været et klassisk fagbureaukrati er der nu i højere grad et udgangspunkt i, hvordan eleverne helt konkret kan bruge og kombinere fagene. Autoriteten er med andre ord flyttet til eleverne, der skal afgøre, om de kan bruge produktet eller ej.

Dermed taler udviklingen i gymnasiet fint ind i forandringerne i den offentlige sektor, hvor tingene tilpasses modtagerne, forklarer Anders Raastrup Kristensen.

Det har betydet meget mere detailstyring fra ledelsens side med evalueringer, læringsmål og så videre.

”Men man bør lede i forhold til noget, som medarbejderne kan holdes op på. Vi er ved at bevæge os væk fra at lede vidensarbejdere på tid, for det fik den modsatte effekt af, hvad man ønskede. Det virker heller ikke at styre på opgaver. Vi er nok nærmere på vej mod at styre på præstationer. Det vil sige, at det i princippet kan være ligegyldigt, om læreren har forberedt sig til timen. Men der er behov for en frisættelse, hvor underviseren kan hjælpes til at præstere. Dannelse i sig selv er ikke længere målet. Det er som sagt, hvad dannelsen kan bruges til, der er det interessante.”

Han mener, der er behov for en højere grad af det, der kaldes organisatorisk kapabilitet, og her er det nødvendigt politisk at erkende, at ’one size fits all’-forestillingen er dræbende for alle parter. Dermed er det for eksempel absurd at kræve, at lærere skal sidde et bestemt sted og forberede sig, og det går heller ikke at måle kvaliteten på karakterer – for så vil karaktererne bare stige – men måske nærmere finde en målestok for, hvordan vi hjælper de elever, der gerne vil have muligheder i livet. Eller de elever, der dybest set sidder der, fordi de ikke har andre steder at være, lyder altså Anders Raastrup Kristensens analyse af tidens trends.

Mening vigtigere end tid
Karsten Bo Larsen er forskningschef i den liberale tænketank CEPOS. Han be­skæftiger sig primært med velfærdssamfundets organisering og effektivitet – herunder i særdeleshed valget mellem kollektive og individuelle beslutningsmodeller.

På spørgsmålet om muligheden for at reducere arbejdstiden på det generelle arbejdsmarked er hans svar lidt overraskende – dog måske alligevel ikke, da han jo sidder i en liberal tænketank.

”Det handler ikke nødvendigvis om den tid, man bruger.”

Han mener grundlæggende, at folk selv skal afgøre, hvor meget de vil arbejde. Men fordi vi beskatter arbejdsindkomst så hårdt i Danmark, er fritid blevet et attraktivt gode, og mange af de hænder, samfundet har brug for, arbejder derfor allerede 30 timer om ugen, og det er et stort problem, lyder hans analyse.

Hvis man ikke vil måles på resultater, er fokus på antal arbejdstimer den eneste mulighed, når arbejdsgiver skal have mest muligt for skattekronerne.

Karsten Bo Larsen, forskningschef
Tænketanken Cepos

CEPOS foreslår i stedet et system, der i højere grad er baseret på de vilkår, der gælder på et marked, hvor ydelsernes kvalitet og brugernes tilfredshed er afgørende for aflønningen, fremfor en nidkær måling af hvor mange timer, der er brugt. Det stiller store krav til medarbejderne, men det giver dem samtidig frihed. Karsten Bo Larsen ved godt, at gymnasielærerne står med nogle udfordringer, der ikke alle bare kan løses af markedet, men han konstaterer, lidt sarkastisk, at mens de fleste andre faggrupper er på vej ud af industrisamfundet, er gymnasielærerne på vej ind.

”Hvis man ikke vil måles på resultater, er fokus på antal arbejdstimer den eneste mulighed, når arbejdsgiver skal have mest muligt for skattekronerne. Men det giver ikke mening at måle lærere på timer. Så kan de jo sidde der og overveje, om de skal genopfriske Herodot eller se ud ad vinduet, mens de venter på at gå hjem! Det, der betyder noget, er mening i arbejdslivet og respekt for lærernes fag­lighed – så er den her input-optælling ærligt talt ikke så vigtig, nærmere direkte skadelig,” siger forskningschefen og tilføjer, at input-fokuseringen også er et generelt problem i mange andre dele af den offentlige sektor.

Hvis lærerne vil have større frihed og mere fleksibilitet, skal de derfor være indstillet på en større grad af resultatorientering. Det handler ikke bare om at måle karakterer, da der allerede findes mere sofistikerede metoder, men hvis disse skal udvikles yderligere, vil det kræve, at gymnasielærerne er medspillere. I øvrigt burde hovedparten af gymnasielærerne – formentlig 95 procent - ikke være bange for at blive målt på kvaliteten af deres arbejde, mener Karsten Bo Larsen. For de er dygtige og engagerede medarbejdere med høj faglig integritet. Og for de ledige gymnasielærere er der masser af arbejde at finde, hvis de er indstillet på at lave noget andet, siger han og er dermed på linje med mange andre.