Regeringen vil indføre en ny karakterskala, som fremtidens elever skal vænne sig til.

Debat om ny karakterskala: Lærere har forskellige favoritter

De to nye bud på en karakterskala er begge to bedre end den nuværende, mener fire faglige foreninger. Men de er uenige om, hvorvidt det er bedst med en ny model, eller om den nuværende skal repareres. 

Det er rigtig godt, at “hullet” på midten af karakterskalaen lukkes, mener flere faglige foreninger om to nye bud på en ny karakterskala.

Regeringens ekspertgruppe kom med nye bud i sidste uge, og gymnasieskolen.dk har bedt fire formænd for faglige foreninger om at vurdere buddene på en ny karakterskala.

Ekspertgruppen er ifølge formændene sluppet godt fra opgaven, blandt andet ved at gøre op med afstanden mellem karaktererne på midten af den nuværende skala.

Blandt de fire formænd er der dog uenighed om, hvorvidt man skal gå efter den helt nye model med karakter fra 0 til 6, eller om det er bedre at beholde den nuværende skala, hvor 7-tallet udskiftes med 6 og 8.

Sektoren er under pres, så der er ingen grund til at indføre en helt ny skala.

Heidi Funder, formand
​​Historielærerforeningen

To formænd peger på, at det er en fordel at beholde den nuværende skala blandt andet fordi, at den vil være nemmere at implementere. I en presset sektor er der ingen grund til at indføre nye tiltag, som kræver yderligere arbejde, lyder et argument.

En anden formand mener dog, at karakterskalaen 0 til 6 er at foretrække. Den skala er meget gennemskuelig, og ved at indføre en helt ny skala får man gjort helt op med den nuværende og den gamle skala, lyder et andet argument.

Den fjerde formand kan finde gode argumenter for begge bud.

Historielærerne: Reparer den nuværende model
Heidi Funder er formand for ​​Historielærerforeningen, og hun foretrækker at videreudvikle på den nuværende karakterskala frem for at indføre en ny.

“Sektoren er under pres, så der er ingen grund til at indføre en helt ny skala, vi skal bruge tid på at oversætte. I forvejen er reformen forholdsvis ny,” siger hun.

Hun mener, det er en god idé at erstatte 7-tallet med 6 og 8.

“Det er godt at få en nuance på midten. Der er en frustration over, at 7 skal rumme så meget, og der er så stort spænd i den karakter,” siger Heidi Funder.

Ekspertgruppen foreslår ikke at indføre en ny topkarakter som det gamle 13-tal, selvom gruppens opgave også har været at finde en måde at anerkende og fremhæve den ekstraordinære præstation. Ekspertgruppen skriver dog, at en topkarakter ikke kan oversættes til international målestok.

Heidi Funder har enkelte gange siddet med en elev og ønsket, at hun kunne give en ekstra anerkendelse, men hun ser ingen grund til at lave karakterskalaen om af den grund.

“Skalaen skal jo kunne oversættes internationalt. I stedet kunne man overveje at lave en udtalelse eller udmærkelse på eksamensbeviset, hvis en elev laver en helt særlig præstation,” siger hun.  

Det er demotiverende for elever at blive ved med at få 7, hvis de forbedrer sig fagligt.

Mischa Sloth Carlsen, formand
Dansklærerforeningen

Dansklærerne: Nuværende model kan være demotiverende 
Mischa Sloth Carlsen er formand for Dansklærerforeningen. Hun mener, det er meget fornuftigt at få rettet op på det store spring i midten af den nuværende karakterskala, så intervallet er to mellem hvert trin i skalaen.

“Et flertal af vores elever får midterkarakterer. Det er demotiverende for elever at blive ved med at få 7, hvis de forbedrer sig fagligt. Det kan for nogle virke som en lang vandring i de evige skyggers dal at blive ved med at få 7,” siger Mischa Sloth Carlsen.

Dansklærernes formand foretrækker at justere på den nuværende syvtrinsskala frem for at indføre en ny.

“Det tager tid at lære en ny skala at kende. Det er ikke fordi, vi har haft den nuværende skala i så mange år, at der er grund til at indføre en ny.”

Til gengæld mener hun, det giver god mening at arbejde på nye trinbeskrivelser af karakterne.

“Set i lyset af den perfekthedskultur, der er blandt mange unge, er der et usundt fokus på fejlfinding i beskrivelsen af karaktererne. Vi skal også kunne belønne selvstændighed og originalitet, så det handler om at nuancere trinbeskrivelserne,” siger Mischa Sloth Carlsen.

Jeg vil foretrække, at vi indfører 0 til 6 og dermed får gjort op med de to gamle karaktersystemer.

Jan Boddum Larsen, formand
Tekniske Gymnasiers Matematiklærerforening

Matematiklærerne: 0-6 er meget gennemskueligt
Jan Bodum Larsen er formand for ​​Tekniske Gymnasiers Matematiklærerforening​.

Han mener, at når der skal indføres en ny karakterskala, er det bedst at starte forfra, og derfor peger han på skalaen med karakterer fra 0 til 6.

“Da vi fik syvtrinsskalaen, var der mange, som sammenlignede de nye karakterer med de gamle. Man havde en forforståelse af, hvad 7 var nu i forhold til, hvad 7 var før, og det betød, at 7 af nogle blev betragtet som en dårlig karakter. Jeg vil foretrække, at vi indfører 0 til 6 og dermed får gjort op med de to gamle karaktersystemer” siger Jan Boddum Larsen.

Han mener også, at skalaen 0 til 6 er meget gennemskuelig, og så er han glad for, at den ikke “springer” i tal mellem karaktererne.

Ekspertgruppen har afleveret to bud på karakterskalaer, hvor -3 er fjernet. Det var et af regeringens ønsker, at elever ikke længere skal have en negativ karakter.

Jan Boddum Larsen er enig i, at det er unødvendigt at stemple elever med et minus. Men i det nye udspil savner han to dumpekarakterer.

“Nogle gange vil jeg gerne kunne belønne den elev, som forsøger, frem for den som ikke gør noget for at bestå. Vi har jo også flere karakterer for at bestå,” siger Jan Boddum Larsen, som foreslår, at de to dumpekarakterer kunne hedde 0 og 1.

Hvis det ender med en reparation af den nuværende skala, er han glad for, at ekspertgruppen har erstattet 7-tallet med karaktererne 6 og 8.

“Der er forholdsvis langt mellem 4 og 7 og 10, og det har stor betydning for elevernes gennemsnit,” siger han.

Ekspertgruppen peger på, at trinbeskrivelserne af karaktererne skal revideres, men det har gruppen ikke haft til opgave at komme med bud på. I de nuværende trinbeskrivelser af karakterer er der meget fokus på mangler, og det nævnes i rapporten, at det kan være uhensigtsmæssigt pædagogisk og set i et læringsperspektiv.  

Jan Boddum Larsen synes, det er fint at komme med bud på nye trinbeskrivelser, men han peger på, at i sidste ende, når der skal uddeles karakterer i eksempelvis matematik, vil lærere og censor sidde og tælle mangler og fejl op.

“Det er nok afhængigt af fag, hvor meget fokus der er på mangler. Men vi skal også passe på, at vi ikke får lavet nogle meget 'fluffy' trinbeskrivelser,” siger Jan Boddum Larsen.

Bioteknologilærerne: Opgør med perfekthedskultur
Christine Brænder Almstrup er formand for den faglige forening for Bioteknologiundervisere i Danmark.

Hun tænker, det er oplagt at tage afsæt i den nuværende karakterskala, hvor 12-tallet fortsat er topkarakter, da det vil give mindre implementeringsarbejde.

“Jeg kan dog også godt finde gode argumenter for at vælge skalaen 0-6, for hvorfor lave karakterskalaen om, hvis man alligevel ikke gør det?” spørger hun.

Hun mener, at en ny karakterskala samtidig skal bruges til et opgør med perfekthedskultur og fejlfindingskultur i gymnasiet og blandt eleverne.

“Vi har ikke brug for et nyt 13-tal. Vi har ikke brug for, at elever føler, at de ikke er gode nok, hvis de ikke ind imellem får et 13-tal. Jeg kan bruge prosa, hvis jeg som lærer vil fortælle, at en elev har gjort noget særligt,” siger hun.

Hun mener, at trinbeskrivelserne skal have mindre fokus på fejl og mangler.

“Vi skal ikke starte med at have fokus på fejl og mangler. Det strider imod det, vi lærer eleverne, nemlig at man skal fejle for at lære noget. Et 12-tal skal ikke bare handle om at lave nul fejl, men også om at vise noget selvstændigt,” siger Christine Brænder Almstrup.