Danske lærere i Tunesien: Vi vil vise lærerne et lys for enden af den mørke tunnel

Følelserne har været på overarbejde den sidste tid hos gymnasielærerne Mirela Redzic og Christine Léturgie. Det samme har de faglige og didaktiske argumenter. Over 2.000 kilometer væk fra deres vante gang på henholdsvis Vejen Gymnasium og HF og Nørre Gymnasium har de diskuteret og sparret med tunesiske kolleger. De to danske gymnasielærere er nemlig en del af et nystartet projekt for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), som samarbejder med den tune­siske gymnasielærerorganisation SGES om at fremme demokratisk skoleudvikling.

De to første seminarer i projektet, hvor emnet var frafald, stod Mirela Redzic og Christine Léturgie for.

Til at begynde med var Christine Léturgie lidt i tvivl om sin rolle.

”Til seminaret mødte jeg lærere, som var utrolig engagerede og havde så mange ressourcer, at jeg blev i tvivl om, hvad jeg kunne bidrage med. Umiddelbart virkede det som om, at det, de mangler, er af materiel eller strukturel karakter. Men jeg kan jo ikke give dem det danske system,” siger Christine Léturgie, der underviser i fransk, historie og samfundsfag på Nørre Gymnasium.

Heftig debat på arabisk
Efter det arabiske forår er Tunesiens unge demokrati i gang med at reformere samfundet, herunder skolesystemet. Den proces er både lærerorganisationen og lærerne dybt involveret i. Det påvirkede også seminaret. Det oplevede Christine Léturgie, da hun holdt oplæg om, hvordan man i Danmark arbejder med at mindske frafald, og hvilken rolle læreren kan spille i forhold til det.

”Pludselig opstod der en heftig debat på arabisk, som jeg ikke kunne forstå. Men jeg var ikke i tvivl om, at det var en vigtig debat, for alle deltog ivrigt,” siger Christine Léturgie, der fandt situationen lidt svær at tackle.

”Jeg ville gerne pointere, at lærerne allerede er en meget vigtig ressource, selvom der er problemer med skolesystemet. For det tror jeg, at de indimellem glemmer i jagten på en ny reform. Jeg tror måske, at de forstod det til sidst,” siger Christine Léturgie.

Bagefter kom flere lærere undskyldende hen og forklarede hende, at debatten ikke var en kritik af hende. De var bare blevet revet med af debatten, fordi det er så vigtigt for deres land at få ændret uddannelsessystemet.

”Det er fantastisk at opleve sådan et engagement og en vilje til forandringer, og at vi måske kan være med til at skabe rammer for nogle af de vigtige drøftelser,” siger Christine Léturgie.

Demokrati i praksis
Det gjorde også indtryk på de to gymnasielærere, hvor meget det lå både det tunesiske undervisningsministerium, lærerorganisationen og lærerne på sinde at skabe et bedre skolesystem på demokratisk vis. Men der var dog også episoder, hvor de danske lærere følte, at de kunne byde ind med forslag til demokratiseringen.

”Til det første seminar opdagede vi til vores store skræk alt for sent, at de havde placeret os oppe på et podium sammen med ledelsen af lærerorganisationen. Da blev det tydeligt for os, at de kommer fra en kultur med tradition for en mere hierarkisk opbygning,” siger Mirela Redzic og begynder at grine ved tanken om, hvor dårligt hun og hendes danske kollega havde det med at sidde højt hævet over de tunesiske lærere.

”Vi havde ikke lyst til at sidde på en trone, så vi skyndte os at gå ned blandt lærerne og eleverne og give hånd til alle 50 deltagere. Det har været vigtigt for os at signalere, at vi ikke kommer med løsninger, men gerne vil diskutere nogle idéer,” siger Christine Léturgie.

Næste dag til seminaret var podiet væk, og ledelsen af lærerorganisationen sad blandt de deltagende lærere og elever, fortæller Mirela Redzic.

Første gang elever bliver hørt
Eleverne i Tunesien er ikke vant til at blive hørt, og der findes hverken elevråd eller en elevorganisation. Derfor var der som noget nyt ved GL’s internationale projekt inviteret elever med. Elever og lærere skulle for første gang blandt andet diskutere motivation og frafald i grupper.

”Det var vildt og meget rørende at se, hvor meget det betød for både elever og lærere at blive samlet på den måde, og selvom det var en uvant situation, var de gode til at give plads til hinanden,” fortæller Mirela Redzic, der underviser i historie og matematik på Vejen Gymnasium og HF.

Generelt var eleverne nysgerrige og kredsede meget om de danske lærere. Og da seminaret var slut, måtte lærerne stå model til en hel del selfies og kram. En pige skrev bagefter til Christine Léturgie: ”Du er en fantastisk, stærk kvinde og en stor inspirationskilde for mig. Det har været en oplevelse for livet at være med.”

”Man kan jo kun blive rørt og taknemlig over at kunne inspirere nogen,” siger Christine Léturgie, der efterhånden, som seminarerne forløb, blev klarere på, hvad hendes rolle er i forhold til de tunesiske lærere.

”Jeg tror, at min rolle er at bygge bro mellem lærere i forskellige lande,” siger hun.

Lærerne kæmper videre
To trætte, danske gymnasielærere har taget afsked med de tunesiske lærere. 10 intense dage med faglige snakke, kulturelle udfordringer og rørende øjeblikke i et land i undtagelsestilstand er forbi.

Forandret er de vendt hjem til Danmark. Med i bagagen har lærerne ud over alle indtrykkene og den faglige sparring også fået kontakter til lærere, som de vil samarbejde med i fremtiden.

”Som historielærer har det været fantastisk at stå midt i et land, der er ved at genopbygge sig selv efter revolutionen. Det er følelsen af at være dér, hvor der bliver skrevet historie,” siger Christine Léturgie.

Mirela Redzic er også stærkt påvirket af oplevelserne.

”Jeg er meget rørt over, hvor åbne lærerne har været. Der er mange ildsjæle, der på trods af fattigdom, problemer på skolerne og terrortrusler har en stærk tro på en bedre fremtid, som giver dem energi til at kæmpe videre,” siger Mirela Redzic og tilføjer:

”Jeg tror, at vores bidrag er at støtte op om lærerne og vise et lys for enden af den mørke tunnel i form af en tro på, at den enkelte lærer kan gøre en forskel.”