Dansk i praksis

Den går ikke ned på opgaver eller perspektiver

Dansk i praksis er en virkelig gennemtænkt og omfangsrig undervisningsbog, som kan give dansklæreren megen hjælp og en god arbejdsstruktur til eleverne. Samtidig kræver den i praksis også, at læreren leverer den nødvendige begrebsfaglighed ved siden af, for eksempel når allerførste spørgsmål handler om semantiske skemaer, og når der senere spørges til filmiske virkemidler uden yderligere forklaring. Bogen er inddelt i de fire temaer (sundhed, pædagogik, politi og kommunikation) som hf’s linjestruktur lægger op til, men kan dog sagtens bruges på kryds. Jeg ser den også være en relevant hjælp til stx-lærerens udarbejdelse af enkelte forløb, da den har så gode teksteksempler, jeg tror vil røre og interessere eleverne. Styrken i bogen består af de velvalgte, aktuelle primærtekster, den overskuelige opsætning, hvor tekst, billede og arbejdsopgaver følges ad, og så den gennemarbejdede opsætning. For eksempel efterfølges hvert af de fire temaer af forslag til ældre tekster (inkl. kanonforfattere) og øvrige arbejdsopgaver. De 44 enlinjes begrebsforklaringer bagerst er mangelfulde, og det er uklart, hvorfor regnbuefamilie er medtaget men ikke Goffman, når nu han bruges i bogen (og er svær at finde igen). Opgaverne er gode, fordi der skiftes mellem forskellige taksonomier, det receptive og det begrebstunge, sekundær og primærtekst og en bred vifte af teksttyper, der alle findes på CFU. Bogen lykkes godt med at forholde sig til linjens praktiske intention, og således har for eksempel politiafsnittet opgaver til lovafsnittet om politiets virksomhed eller en dokumentarfilms fremstilling af den uafhængige politimyndighed.

Jeg havde gerne set, at den havde en makker i form af begrebslister og grundlæggende teori, men bogens præmis om tekst og opgaver er udført til UG.