Hvad gør man, når man ikke kan gå til TR midt i en stor fyringsrunde?

Sidste år blev jeg sammen med mange andre dygtige kollegaer på et større gymnasium afskediget pga. økonomisk tilpasning som følge af faldende taxameterindkomster. Selvom jeg på det tidspunkt, hvor jeg blev opsagt, var i gang med mit pædagogikum og stod til at skulle skrive min teopæd, fandt jeg energi til at stille spørgsmålstegn ved min opsigelse.
Problemet var bare, at jeg ikke stolede på min TR og ikke rigtig vidste, hvem jeg kunne henvende mig til. Midt i fyringsrunden havde vi haft kampvalg, hvor en ny TR og TR-suppleant havde meldt sig på banen. Valgresultatet var helt tydeligt; lærerværelset ville have en ny TR og TR-suppleant, men stemmefordelingen gjorde det utænkelig tænkeligt. Vi fik sådan set en ny TR, som vi havde valgt, men den gamle TR, som reelt var blevet væltet, skulle nu ifølge GL's vedtægter fortsætte som TR-suppleant.
På den måde havde et splittet lærerværelse også en splittet TR-funktion, hvor det fremtidige makkerpar ikke kun repræsenterede hver sin del af lærerværelset, men hvor den gamle TR reelt var blevet degraderet til TR-suppleant. Dertil gjorde GL's vedtægter kun ondt værre.
Den nyvalgte TR havde reelt ingen bemyndigelse til at rådgive os, da han ikke var uddannet efter GL's regler, og han måtte heller ikke tilgå vigtige økonomiske nøgletal vedr. skolens økonomi, men skulle vente i en overgangsperiode, indtil et nyt skoleår begyndte, hvor den varslede fyringsrunde samt afskedigelser fandt sted i perioden april-maj. Lærerværelset var reelt faldet ned mellem to stole, hvor den gamle TR stadigvæk repræsenterede os, havde kontakten til GL, samt rektor og bestyrelsen, men grundet valgresultatet havde han reelt ikke lærerværelsets opbakning.
For at undgå lignende situationer i fremtiden bør GL overveje, når der ikke sker genvalg, at de nyvalgte må kunne træde til 1. maj. Det vil betyde, at overgangen fra den ene TR til den anden forkortes med tre måneder, således at de nyvalgte hurtigere vil kunne fungere som medlemmernes talerør. Desuden mener jeg, at det er vigtigt, at GL´s love indeholder retningslinjer for, hvad der sker, hvis TR går eller bliver væltet.