Gymnasierne bekæmper sig selv

I Aarhus har fordelingsudvalget, bestående af rektorer fra diverse Aarhus-gymnasier, i december forhandlet kapacitet og optag på de forskellige gymnasier.

De forskellige rektorers forslag til fordeling er ret entydig: De prioriterer en så stor kapacitet på eget gymnasium, at det reelt vil lukke Viby Gymnasium (mit gymnasium). En lukning betyder muligvis i konkret forstand, at vi bliver overtaget/fusioneret med en større ungdomsuddannelsesinstitution. Akkurat som Langkær Gymnasium før os. Processen med Langkær medførte mange lærerfyringer, udover at de tilbageværende lærere skulle forholde sig til de betydelige arbejdsmæssige ændringer, der naturligt ligger i at gå fra at være en selvstændig STX/HF-institution til at være en lille del af en langt større institution med adskillige typer af uddannelser. Der er intet, der indikerer, at vi ikke også ville komme igennem massive fyringsrunder udover de mange dygtige afskedigede kollegaer, jeg allerede har været bisidder for gennem de seneste 4 år.

Hvis dette var politikernes beslutning, ville jeg ty til min fagforening og bede dem hjælpe, og kollegaer på tværs af landet kunne vise solidaritet – også selvom konsekvensen blev, at mit gymnasium skulle lukke…

… men det er ikke politikernes beslutning. Det er de omkringliggende gymnasiers bestyrelser, ledelser, TR’ere og lærere, der mere eller mindre aktivt bekæmper os. Og dette års forslag til elevfordeling er blot det sidste kapitel i en årelang kamp mod Langkær og Viby Gymnasium. Ud fra det enkelte gymnasiums eget synspunkt giver det god mening. For hvis de andre rektorer får lukket de to gymnasier, er de jo selv mere sikre på at have elever nok.

Derfor kan jeg ikke søge hjælp eller solidaritet i min fagforening. For hvis fagforeningen hjælper os med, at vores nabogymnasier skal nedsætte kapaciteten, kan det reelt betyde afskedigelser på de andre gymnasier.

For mig kan man i dag som følge af selvejet inddele gymnasielærere i 3 kategorier

1) Lærere på gymnasier, der kæmper med udfordringer relateret til manglende elever, grundet fordeling af elever med anden etnisk herkomst, oplandsgymnasier, tyndt befolkede områder el.lign. Mange gymnasier er lukningstruede/fusionerede på grund af dette. Dog er elevtallet altid afhængigt af nabogymnasiernes relativt stigende kapacitet.

2) Lærere, som er ansat på gymnasier med konstant god (og muligvis stigende) søgning og medfølgende kapacitet. På disse gymnasier accepterer man passivt muligheden for, at nabogymnasiet fyrer gymnasielærere – eller sågar lukker gymnasier – så man for evigt kan undgå fyringer på eget gymnasium.

3) Lærere, som er ansat på gymnasier, der ikke berøres af ovenstående problematikker, eksempelvis fordi man er eneste gymnasium i kommunen. Disse lærere lever i uvidenhed eller uden interesse for de problematikker, der udspiller sig på enormt mange af landets gymnasier. Det er jo ikke deres problem.

Min udfordring som gymnasielærer i dag er, at jeg ikke har lyst til at være indenfor nogle af ovenstående tre kategorier.

Og det bliver først helt absurd, når jeg nævner, at mange af mine nabogymnasier optager adskillelige elever udover klasseloftet, selvom det reelt betyder, at de ikke får taxameterkroner for dem. Omkring tælledagen i efteråret drejede det sig, ifølge Region Midt, om 32 ’gratis elever’. Mine kollegaer på nabogymnasierne og deres TR’ere tillader således, at rektorerne ’dumper’ priserne for, at deres lærere kan føle sig ’dobbelt’- sikre på ansættelse. Dette er dog naturligvis på bekostning af de lærere, som Langkær og Viby Gymnasium allerede har (og skal) afskedige. Og fagforeningen?? Den er tavs på grund af mangel på lyst til at vælge side i gymnasiernes interne kamp om overlevelse.

Og lad være med at tro, dette er en Aahus problematik. Det har allerede kostet mange lærerstillinger i hovedstadsområdet og gjort, at flere gymnasier er lukningstruede, udover dem der allerede er fusioneret. Intet tyder på, at denne udvikling stopper.

’Jamen hvad er alternativet’? Ville en gymnasielærer fra kategori 2 eller 3 måske spørge.

Og det vil jeg gerne svare på: Alternativet til, at vi konstant bekæmper hinanden er, at vi stopper med at bekæmpe hinanden. Og hvis det skal ske, er der kun en ting af kæmpe for: afskaffelse af selvejet…

’Jamen så kunne vi risikere at miste økonomiske midler til fordel for folkeskolerne (hvis vi kom ind under kommunerne) eller sygehusene (hvis vi kom ind under regionerne) eller andre offentlige institutioner (hvis vi kom ind under staten)…’ ville en GL-konsulent eller medlem af hovedbestyrelsen måske tilføje.

Og ja, det kunne det. Men så ville vi kunne kæmpe sammen på gymnasierne og i fagforeningen for at gøre opmærksom på vigtigheden af ungdomsuddannelserne - i stedet for at bekæmpe hinanden. Og derudover vil jeg tilføje, at de andre offentlige institutioner da gerne måtte få de hundredvis af millioner, som vi siden selvejet har postet i branding, reklame og konsulentfirmaer. Eller de mange milliarder i egenkapitaler, som vi – uanset nedskæringer – har stående på ubrugelige konti.

Derudover vil jeg stille følgende to (for mig) retoriske spørgsmål:

1) Var vi blevet beskåret lige så meget, som vi er, hvis vi havde hørt under regionerne/kommunerne?

2) Vil der i fremtiden være størst risiko for nedskæringer på vores område, hvis vi hører under det statslige selveje, eller hvis vi kommer til at høre under regionenerne/kommunerne? Jeg er selv på en skole med adskillelige fyringer, og vi er i gang med at lave overskud, så egenkapitalerne igen kan benchmarkes med naboskolerne (vis egenkapitaler stadig er langt højere end vores)

For mig er svaret på ovenstående spørgsmål oplagt, men uanset hvad, gentager jeg mig selv: Jeg vil ikke nedkæmpes og udkonkurreres af dem, som jeg burde arbejde sammen med om en fælles kvalitet på ungdomsuddannelserne.

’Jamen vi vil ikke lægge os ud med rektorerne lige nu’, ville GL’s formand måske argumentere.

Til det vil jeg spørge: ’Hvilke rektorer’? Min rektor ville ikke blive oprevet over det, hvis GL indtog en markant holdning imod det statslige selveje. Hun synes heller ikke, det er sjovt at blive kørt over af toneangivende skjulte rektorsamarbejder fra mere ressourcestærke gymnasier. For nylig kunne man i Politiken læse, at Greves rektor var glad for selvejet. Gad vide, om vores kollegaer fra det hedengangne Ishøj Gymnasium tænker det samme? I forbindelse med arbejdet har jeg besøgt begge gymnasier. På Greve Gymnasium var lærerne i efteråret knap bevidste om, at der var udfordringer med polarisering indenfor sektoren, mens man på Ishøj allerede for ca. 3 år siden havde sagt farvel til 20 lærere, efter de kom til at høre under CPH West (i dag hedder det NEXT). Udfordringen på Ishøj er/var naturligt forbundet til udfordringerne i forhold til polarisering, og ikke underligt, at rektoren fra Greve Gymnasium på den baggrund, er tilfreds med det statslige selveje. Mere tvivlsom er jeg overfor, hvorvidt hun og hendes gymnasium har spillet en positiv rolle i kampen mod polarisering. Uanset hvad, svarer hendes synspunkt blot til, at en rig er mere tilfreds med uligheden end en fattig. Greves rektor repræsenterer, ligesom flertallet af Aarhus-rektorerne holdningen indenfor Danske Gymnasier. Men den skaber blot større ulighed indenfor sektoren.

Muligvis sidder der en gymnasielærer og læser denne tekst og tænker, at den interne konkurrence skærper gymnasierne, og at man blot kan profilere sig ud af integrations- eller demografi-udfordringerne. Til jer vil jeg svare følgende:

1) Så hører du sikkert til enten nr. 2 eller 3. af de ovenfor skildrede lærer-kategorier gør du ikke?

2) I slutningen af Anette Nordstrøm Hansens GL-formandskab var Danske Gymnasier, GL og en række rektorer fra gymnasier, der kæmpede med udfordringer relateret til etnisk elevfordeling, samlet for at belyse emnet. I den forbindelse sagde min TR til den daværende formand, at de forskellige lærer-kategorier vel ikke kunne være i samme fagforening. Hun forstod alvoren. Desværre virker det som om, at de erfaringer, GL noterede sig fra dette møde, ikke blev kommunikeret videre ved det efterfølgende formandsskifte.

Afslutningsvis vil jeg vende tilbage til den elevfordeling, som Aarhus-rektorerne blev enige om, og som reelt ville nedlægge Viby Gymnasium. Vores rektor indgav nemlig sammen med Aarhus Gymnasium (tidligere Langkær) en klage til regionspolitikerne. Man besluttede i regionen igen i år at fordele elever af anden etnisk herkomst (KUO-elever), da man dels mener, det er bedst for integrationen, og dels mener, at det bedste for Aarhus er, at der fortsat er en STX/HF - institution i den sydlige såvel som den vestlige del af byen.

Politikerne vurderede altså, at gymnasiernes løsning på elevfordelingen svækkede det samlede uddannelsesudbud, at uligheden på gymnasierne blev for stor, og at integrationen ville blive udfordret ved at følge rektorernes forslag. Jeg er naturligvis selv overbevist om, at et 5-minutters besøg på Viby Gymnasium ville bevise, at regionspolitikernes beslutning om at fordele KUO-eleverne har optimeret integrationen i kommunen, og at vores elever er enormt glade for netop vores uddannelsestilbud i det sydlige Aarhus. Og hvad nu hvis det, der foregår i Aarhus, i virkeligheden ikke er et demokratisk rektorsamarbejde, men et flertalsdiktatur rammesat af, at hver enkelt rektor udelukkende tænker på sit eget gymnasium uden at koncentrere sig om, hvad der er bedst for lokalområdet, byen eller regionen? Kan politikerne blive ved med at udøve den mindretalsbeskyttelse, som de har iværksat i Aarhus? Hvad hvis dette i virkeligheden har stået på i mange år – også i Hovedstadsområdet?

Tilbage på mit gymnasium krydser vi blot fingre for, at politikerne vil beskytte os igen næste år og ikke blive påvirket af et ønske om et frit skolevalg (foretaget på alle de forkerte præmisser). Indtil da kigger vi ned i jorden, slikker sårene fra den seneste fyringsrunde og ruster os til næste års uafbrudte kamp mod nabogymnasierne. Et godt bud er, at den bliver skærpet og mere modbydelig.

Regionspolitikerne beskyttede os (denne gang) mod os selv.

Udfordringen ligger i, at der er flertal blandt lærere og rektorer til, at kategori 2 og 3–gymnasierne kan nedkæmpe kategori 1-gymnasierne. Men det skaber uomtvisteligt øget ulighed og polarisering på ungdomsuddannelserne.

Er vi som gymnasielærere en del af løsningen – eller er vi i virkeligheden under dette statslige selveje blevet en konstant stigende del af problemet.

Dette spørgsmål synes jeg, vi bør tage stilling til hurtigst muligt. Måske kan rektorerne gøre det samme?

Morten Søding Sørensen
Lektor i mediefag og idræt
TR-suppleant
Viby Gymnasium