Sådan så repræsentantskabsmødet ud før COVID-19. Men GL melder om, at meget vil se anderledes ud til det næste møde den 23. november blandt andet bordopstilling og bespisning.

Utrygge tillidsrepræsentanter frygter superspreder-event

Uheldig signalværdi og superspreder-event. Sådan siger nogle af tillidsrepræsentanterne om, at GL vil samle alle tillidsrepræsentanter til et repræsentantskabsmøde i København. GL's formand understreger, at GL både følger myndighedernes retningslinjer og et forsigtighedsprincip.

Mandag aften besluttede GL’s hovedbestyrelse, at det planlagte ordinære repræsentantskabsmøde skal afvikles som et fysisk etdagsmøde mandag den 23. november i København. 

Hovedbestyrelsen havde opstillet to muligheder, som der skulle tages stilling til: skulle mødet afholdes virtuelt eller med fysisk tilstedeværelse.

Men ikke alle i baglandet er enig. Da nyheden blev delt i et nyhedsbrev, startede kritikken fra en del tillidsrepræsentanter blandt andet på GL’s intranet.

En af kritikerne er Jakob Horn Møller, der er tillidsrepræsentant (TR) på ZBC.

“Først og fremmest ser jeg det helt åbenlyse problem, at man risikerer, at GL’s repræsentantskabsmøde bliver superspreder-event, når 300 tillidsrepræsentanter med kæmpestor daglig kontaktflade ude på gymnasierne transporterer sig på tværs af Danmark og mødes med hinanden i København. Selvom der selvfølgelig vil være særlige forholdsregler til mødet, frygter jeg, at vi let risikerer at lægge 12-15 gymnasier ned som konsekvens af mødet,“ siger Jakob Horn Møller til gymnasieskolen.dk.

GL kommer til at fremstå tonedøv i forhold til alle de diskussioner, som vi har ude på gymnasierne.

Jakob Horn Møller, TR
ZBC

Uheldig signalværdi
Men Jakob Horn Møller understreger, at der er en anden lige så vigtig grund til, at mødet ikke bør afholdes fysisk.  

“Det har en uheldig signalværdi at samles på den måde. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, der i det seneste halve år har brugt en del krudt på at sikre arbejdspladsen ved for eksempel at sørge for, at lærermøder blev virtuelle og at aflyse introarrangementer ud fra et forsigtighedsprincip,” siger Jakob Horn Møller, der derfor mener, at GL burde gå forrest og vise vejen.

“GL kommer til at fremstå tonedøv i forhold til alle de diskussioner, som vi har ude på gymnasierne, og det vil også stille TR i en svær position, når man skal begrunde, hvorfor der bør være forskellige restriktioner og hensyn på skolen, imens vi bare tager til København og mødes med så mange,” siger Jakob Horn Møller. 

Tillidsrepræsentant på EUC Syd Christina Ackerman hæfter sig også ved signalværdien.

“Det har en enorm signalværdi, at vi som fagforening holder så stort et møde - selv dronningen aflyser nu flere ting blandt andet nytårskuren. Det er også utrygt, at vi alle skal rejse tværs gennem Danmark og mødes med en hel masse mennesker fra hele landet, som måske - måske ikke - er smittespredere uden symptomer,” siger Christina Ackerman, der selv er i en særlig risikogruppe.  

Det er jo meget uheldigt, hvis vi tillidsrepræsentanter kommer hjem og smitter kolleger, elever og familie.

Christina Ackerman, TR
EUC Syd

“Men min bekymring er generel, for det er jo meget uheldigt, hvis vi tillidsrepræsentanter kommer hjem og smitter kolleger, elever og familie,” siger hun. 

Christina Ackerman peger på, at der er mange aspekter af sådan et stort møde, som man som enkeltperson ikke kan styre selv for eksempel kaffe- og madpauser, brug af toiletter og trapper samt selve turen frem og tilbage med offentlige transportmidler.

“Jeg kan godt forstå, at GL’s hovedbestyrelse gerne vil afholde mødet, men det kan jo sagtens klares digitalt,” siger hun.

De to tillidsrepræsentanter har endnu ikke taget endelig stilling til, om de vil deltage. Jakob Horn Møller siger, at han formentlig vil deltage. 

Ikke nem beslutning
Formand for GL Tomas Kepler er ked af, hvis tillidsrepræsentanter frygter, at repræsentantskabsmødet kan blive et superspreder-event.

“Ingen kan garantere, at der ikke er nogen som helst risiko ved at deltage i et fysisk møde, hvad enten det er repræsentantskabsmødet, netværksmøde, eller man er i det lokale supermarked, for vi lever i en usikker tid med risici, som vi ikke har været vant til tidligere,” siger Tomas Kepler.

Han understreger dog, at GL ikke kun sørger for at overholde alle myndighedernes retningslinjer, men at foreningen også følger et forsigtighedsprincip, der betyder, at repræsentantskabsmødet er forkortet til en dag i stedet for to, og at workshops og de sociale arrangementer er aflyst. Foreningen har blandt andet noteret sig, at Danmarks Lærerforening også lige har afholdt en kongres med fysisk tilstedeværelse, og at ledere organiseret i Danske Gymnasier snart samles til seminar i tre dage.

“Det har ikke været en nem beslutning, men et flertal i hovedbestyrelsen vurderer, at det er vigtigt at gennemføre mødet fysisk af hensyn til den demokratiske dialog og sammenhængskraft, som har bedre vilkår i det fysiske rum end i det virtuelle. Min bekymring er også, at corona-situationen uvægerligt kommer til at skabe en større distance mellem os i en situation, hvor vi på flere fronter har behov for at være tæt på hinanden. Den oplevelse af at være tæt på sin fagforening, tror jeg, vi har sværere og sværere ved at opretholde, jo længere tid vi kun lader tingene ske foran en skærm.”

Vi følger jo myndighedernes retningslinjer, samtidig med at vi har tilføjet vores eget forsigtighedsprincip.

Tomas Kepler, formand
GL

Forsvarlig løsning
Har I overvejet, at det kan være valgfrit for tillidsrepræsentanterne at deltage i mødet virtuelt eller fysisk?
“Nej, det har vi ikke overvejet. Det er min oplevelse, at møder, hvor man både kan deltage virtuelt og fysisk, fungerer dårligt. Det giver en ubalance for dem, der blot sidder med virtuelt, og det er ikke så naturligt for dem at deltage i drøftelserne med dem, der sidder med fysisk til mødet,” siger Tomas Kepler.

Det ærgrer GL-formanden, at nogle mener, at GL modsiger tillidsrepræsentanternes lokale arbejde med at sikre arbejdspladsen.

“Vi følger jo myndighedernes retningslinjer, samtidig med at vi har tilføjet vores eget forsigtighedsprincip for at gøre folk mere trygge,” siger Tomas Kepler og tilføjer:

“Men det er en svær situation, for når først der er sået en nervøsitet, så er det svært at lande det et sted, hvor alle er glade. Men jeg synes, at vi har fundet en forsvarlig løsning.”