Det går godt for danske gymnasielærere. Vi er nærmest lønførende i vores sektor. Se selv her: Statsansattes løn stiger i gennemsnit 4.600 kroner
Faktisk ligger vi i gennemsnit over økonomer og jurister ansat i staten. Tag dén, DJØF! Jeg tillader mig dog at udfordre GL's hovedbestyrelse på, om det virkelig er, hvad en gymnasielærer i herrens år 2020 har brug for? Flere penge til privat forbrug? Jeg tror det ikke.
Det er klart, at det er en smule forkælet at indtage dette standpunkt, da GL netop har sørget for, at min realløn er mere end konkurrencedygtig og attraktiv. Jeg mangler ikke noget, og jeg er ikke engang ansat på fuld tid. Det vil jeg da gerne kvittere for, og det er hermed gjort.
På mit arbejde er det anderledes dog. Jeg mangler en tilstrækkelig mængde af tid til at udføre mine arbejdsopgaver tilfredsstillende. Og det er der grundlæggende 2 årsager til. Den ene er, at tiden, der er afsat i ledelsens budgettal til hver enkelt opgave, hele tiden bliver mindre og mindre, og den anden årsag er, at der hele tiden kommer flere og flere nye opgaver udover selve undervisningen. Resultatet af disse to gør, at jeg bruger meget mindre tid til gennemførelse af min undervisning.
På grund af dette sørger jeg for at genbruge flere forløb, indgå i kollektiv forberedelse og så vidt muligt at få ”empoweret” elever til at forholde sig til hinandens arbejde i stedet for at jeg gør det. Det giver mig en grundlæggende dårlig smag i munden.
GL har sørget for, at jeg må tidsregistrere mit arbejde som ”værn mod det endeløse arbejde”, men hvad hjælper det, når ledelsen bruger deres budgettal til at forstørre mængden af arbejde, jeg skal nå på 1680 timer?
Jeg kan godt nå mit arbejde inden for normen. Og jeg tror endda, at jeg under pres kan arbejde endnu hurtigere, hvis jeg VIRKELIG spekulerer i at springe over, hvor gærdet er lavest. Men det er altså ikke det, jeg vil kære GL. Heller ikke, hvis jeg får flere penge for det.
GL er selvfølgelig også opmærksomme på problemet med lærernes fremmedgørelse fra deres arbejde. Vores formand Thomas Kepler siger d. 06. januar i Gymnasieskolen:
”Men vi kan arbejde for det, vi ser som det rette modsvar, nemlig at vi står sammen, organiserer os bedre og leverer kollektive modsvar i stedet for, at vi lader os individualisere, sådan som jeg desværre i høj grad synes, det er sket de seneste seks år.”
Vores ”kollektive modsvar” på det grundlæggende problem – manglende arbejdstid, har indtil videre været lønstigninger og at indføre tidsregistrering, der giver en presset ledelse ammunition til at formindske ”akkorderne” forstået som ledelsens estimat af størrelsen på en arbejdsopgave yderligere. Hvis en lærer kan nå alle sine arbejdsopgaver indenfor 1680 timer, har man jo således ”bevis” for at det kan lade sig gøre. Derfor er jeg nødt til at konkludere, at tidsregistreringen på sigt netop vil føre til individualisering af arbejdsvilkår og et ”race to the bottom”. Det modsatte af, hvad vores formand mener, vi skal gøre. At registrere sin tid er inspireret af DJØF'ernes arbejde i staten. Individuel lønforhandling er normen for ACere i staten. Individuel tidsregistrering fører til individuelle lønforhandlinger.
Jeg har ikke selv løsningen på den gordiske knude, men jeg tør godt pege på, at vi som fagforening skal opgive vores altoverskyggende fokus på realløn i en årrække og fokusere på at få skabt arbejdsvilkår, der tillader den pædagogiske refleksion over sit arbejde, hvor man tilpasser sin undervisning efter elevernes behov.
Jeg er også nødt til at tilføje, at GL er stærkere, end vi selv tror, hvis vi bare turde at stille krav. Vi har de facto monopol på middelklassebørnenes adgang til universiteterne. Dermed ikke en opfordring til generalstrejke eller lignende, da mindre sagtens kan gøre det. Er det ikke på tide at smide fløjlshandskerne, Tomas Kepler?
Kommentarer
Tomas Kepler
Kære Morten Rudfeld Henriksen,
Tak for dit indlæg, og for opfordringen til at ’tage fløjlshandskerne af’. Jeg læser det som et ønske om handlekraft, og jeg fornemmer ud af din tekst, at du også selv kan og vil bidrage til GL’s handlekraft. Vi har brug for, at vores medlemmer kan se sig selv gå aktivt ind i kampen for forbedringer af de arbejdsforhold, du beskriver, så på den måde bliver jeg opmuntret af dit indlæg. Vi står også kun stærkere af, at engagerede medlemmer bidrager til debatten om vores arbejdsforhold, og hvordan GL skal agere i forhold dertil, så igen: Tak for det.
Jeg spytter i næverne - ingen fløjlshandsker her, men en udfordrende virkelighed, som vi er nødt til at stå sammen om at imødegå. Det er jeg sikker på, du også vil være enig med mig i, men du lægger nogle antagelser om virkeligheden til grund for dit indlæg, som jeg gerne vil kommentere på. Hvis vi forstår virkeligheden forskelligt, bliver det jo svært at kæmpe den fælles kamp.
Du skriver, at ”vores ’kollektive modsvar’ på det grundlæggende problem – manglende arbejdstid, har indtil videre været lønstigninger og at indføre tidsregistrering…”. Det første er ikke korrekt. GL har på intet tidspunkt i den tid, jeg har været med i hovedbestyrelsen, lavet en kobling mellem løn og arbejdstid, hvor vi har betragtet lønstigninger som en løsning eller et kollektivt modsvar på manglende arbejdstid. Anstændige arbejdsforhold og en ordentlig løn er ikke hinandens modsætninger – men to adskilte spor. Det er for mig kernen i spørgsmålet, og det ville være at orientere sig efter en logik, som vores arbejdsgivere sikkert ville være meget begejstrede for, hvis vi gjorde løn og arbejdsforhold til et enten/eller spørgsmål. Jeg tror i øvrigt ikke, at vi reelt kan købe os til mere tid i stedet for lønstigninger – det ville være som at købe elastik i metermål.
Jeg må også påpege, at GL’s virkelighed er, at vores repræsentantskab – GL’s højest myndighed – i 2015 vedtog en erklæring om, at der ikke skal udvises løntilbageholdenhed i nedskæringstider. Erklæringen er møntet på lokale lønforhandlinger, men jeg har svært ved at se repræsentantskabet samtidig billige, at GL skulle udvise løntilbageholdenhed ved centrale forhandlinger. Endeligt er der det forhold, at vi i lønspørgsmål i høj grad er nødt til at indtænke vores placering i AC, og dermed andre AC-organisationers ønsker til løn. Men disse forhold er, som jeg angiver ovenfor, sådant set sekundære i forhold til det, jeg ser som sagens kerne. Vi har sideløbende med kampen for ordentlige arbejdsforhold forfulgt det lønspor, vi har, fordi det er rigtigt for GL’s medlemmer at ligge lønmæssigt, hvor vi gør, og fordi det er arbejdsgiverlogik at gøre løn og arbejdsforhold til et enten/eller spørgsmål.
Vi skal derfor både arbejde for at forbedre arbejdsforholdene og samtidig arbejde for at sikre reallønnen. Gymnasielærere er ikke lønførende, men får en fornuftig løn, om end der er et alvorligt problem på erhvervsgymnasierne med at sikre en ordentlig udmøntning af lokalløn.
Jeg er enig med dig i, at tidsregistrering ikke er et effektivt værn mod kvalitetsforringelser og urimelige arbejdsforhold. Tidsregistrering hindrer ikke, at arbejdsopgaven forstørres inden for årsnormen. Men tidsregistrering er et ud af de to overenskomstbeskrevne værktøjer til håndtering af arbejdstiden, som vi lige nu har, og vores strategi har indtil nu været at arbejde for at få de værktøjer, vi har, til at fungere så godt som muligt. Det andet værktøj er som bekendt lokale arbejdstidsaftaler, som sådan set heller ikke er et værn mod de arbejdsintensiveringer, som følger af nedskæringerne, og hvis konsekvenser du så korrekt påpeger. Men jeg har indtryk af, at tidsregistrering og arbejdstidsaftaler leverer forskellige grundlag for lærernes muligheder for at finde sammen om løsninger på ressourcepresset – det er vel også det, du peger på. I den henseende er det ærgerligt at konstatere, at muligheden for lokale arbejdstidsaftaler ikke benyttes mere, end den gør, når jeg samtidig oplever, at mange medlemmer efterspørger den gennemsigtighed og det kollektive ståsted, som aftaler (eller i det mindste et aftale-lignende grundlag) leverer, og som vi jo også ønsker at få stærkere ind i vores centrale overenskomst igen. Jeg håber, vi kan gøre mere for at promovere muligheden for at indgå lokale arbejdstidsaftaler. Imidlertid ændrer hverken tidsregistrering eller lokale aftaler på, at der er en grundlæggende ubalance mellem tid og opgaver, og som lærere er vi nødt til at tilpasse opgaveløsningen til den tid, vi har til rådighed – og så samtidig kæmpe for, at sektoren får de nødvendige ressourcer, så vi kan uddanne og almendanne næste generation. Igen i øvrigt et felt, hvor GL’s vej frem ikke er et enten/eller.
Du skriver, at du ikke vil springe over, hvor gærdet er lavest, men at du vil levere en undervisning, du kan stå inde for. Det er du ikke alene om. I en undersøgelse, GL gennemførte i foråret 2019 sagde kun 25% af gymnasielærerne, at de i høj grad eller overvejende grad har mulighed for – inden for de eksisterende rammer – at levere en undervisning, som de kan stå inde for, mens knap en tredjedel sagde, at det kunne de kun i mindre grad eller slet ikke. Halvdelen af GL’s medlemmer kan i mindre grad eller slet ikke prioritere den almendannende opgave. Jeg er fuldstændig enig med dig i, at det er helt og aldeles og fuldstændig uacceptabelt! Og det arbejder GL benhårdt for at synliggøre og få ændret på.
Siden de første nedskæringer kom på tegnebrættet tilbage i 2015 og frem til og med 2019 har politikerne skåret næsten 1,5 mia. kr. på gymnasieuddannelserne. Det har i hele perioden været GL’s højst prioriterede indsats at få stoppet disse nedskæringer. Og tro mig, arbejdshandskerne er godt slidte. Heldigvis lykkedes det os sammen med andre interessenter at få skabt et så stort pres, at omprioriteringsbidraget er stoppet fra i år. Det er et vigtigt vendepunkt. Dermed kan vi forhåbentlig begynde at se fremad, og det bør ikke længere ligge i baghovedet, at der sikkert igen skal spares. Vi er lige nu under nulpunktet, og vi skal sammen tydeliggøre og arbejde for, at der geninvesteres i sektoren, så budgettallene for lærernes arbejde ikke strammes endnu mere.
Du repræsenterer også et stort udsnit af vores medlemmer, når du skriver, at du ikke er ansat på fuld tid. Det er godt, at man har mulighed for deltid, men antallet af kolleger på deltid og begrundelserne for deltid udgør et alvorligt problem.
Et gymnasielærerjob skal kunne håndteres på et ordentligt kvalitetsniveau kombineret med et almindeligt privat-/familieliv. Du angiver, at udover at budgettallene krymper år for år, kommer der flere og flere nye opgaver ud over undervisningen. Det sidste kan man ikke tilskrive nedskæringerne; men når der er skåret så meget, som der er, er det afgørende, at lærerne står sammen om at gøre ledelsen opmærksom på, at der ikke er ressourcer til nye opgaver. Vi ser desværre, at alt for mange vælger en individuel strategi med fx at gå på deltid og ender med at lægge endnu flere interessetimer. Det er en farlig vej at bevæge sig ud på, hvis valget af deltid skyldes, at opgaverne er for mange eller for voldsomme. Og jeg læser også din kommentar om dit eget deltids-valg som et opråb, set i sammenhæng med dine efterfølgende kommentarer om individualisering. Udviklingen i deltid er en indikation på en meget alvorlig udvikling i vores branche; det kan simpelthen ikke være rimeligt, at det skal være op til den enkelte lærer at betale af egen lomme for at få et rimeligt arbejdsliv.
Jeg har været og er fortsat i dialog med ministeriet og politiske ordførere om evaluering af reformen for at mindske kompleksitet, men det er også vigtigt lokalt at vurdere hver eneste opgave: Er den påkrævet? Kan den minimeres eller udelades, når der mangler ressourcer? Jeg tror, det er nødvendigt og afgørende, at gymnasielærere taler sammen om det, der presser – ser sig selv som fællesskabet GL – og sammen med ledelsen får minimeret eller fjernet opgaver, som ikke er strengt nødvendige i et økonomisk presset gymnasium.
Det er nødvendigt, at kollektivet – alle GL’s medlemmer – står sammen, tager arbejdshandskerne på og udnytter den styrke, du så rigtigt angiver, at gymnasielærere sammen har. Det skal ikke forstås således, at det bare en opgave, vi fra centralt hold ’skubber ud’ på vores lokale niveau; på dig og dine kolleger; den vil vi også gøre alt for at understøtte fra centralt hold, og det er bl.a. derfor, vi har besluttet at forstærke vores indsats for at opbygge lokale, handlekraftige fællesskaber. Det er fagforening classic, at vi står stærkest, når vi står sammen, centralt og lokalt.
Med venlig hilsen
Tomas Kepler
Morten Rudfeld Henriksen
Kære Tomas Kepler.
Tak for dit grundige svar. Jeg skal gå lige til sagen:
Du skriver:
”GL har på intet tidspunkt i den tid, jeg har været med i hovedbestyrelsen, lavet en kobling mellem løn og arbejdstid, hvor vi har betragtet lønstigninger som en løsning eller et kollektivt modsvar på manglende arbejdstid.”
Til dette vil jeg svare – det er meget muligt. Men hvis man kigger på, hvad lærerne reelt har fået (og ikke hvad GL mener), så er svært at komme udenom, at vi er blevet spist af med lønstigninger. Det er det, jeg mener, vi skal stoppe med. På den måde anskuer vi vist desværre virkeligheden forskelligt.
Dernæst skriver du:
”Det er for mig kernen i spørgsmålet, og det ville være at orientere sig efter en logik, som vores arbejdsgivere sikkert ville være meget begejstrede for, hvis vi gjorde løn og arbejdsforhold til et enten/eller spørgsmål.”
I en forhandlingsposition er alle de ting, vi ønsker enten/eller spørgsmål. Herunder løn og arbejdsforhold. At sådanne tanker er ”arbejdsgiverlogik” virker som en dogmatisk tilgang til vores forhandlingssituation, der vil fastholde os i et stresset arbejdsliv, mens lønkronerne regner ned over os. Lidt malerisk skrevet. Eller er GLs vurdering, at vi kan få det hele ved OK21?
Den sidste kommentar jeg vil svare på er, at du skriver:
”Endeligt er der det forhold, at vi i lønspørgsmål i høj grad er nødt til at indtænke vores placering i AC, og dermed andre AC-organisationers ønsker til løn.”
Her mener jeg, at vi burde undersøge, hvorvidt det er muligt at starte et samarbejde med Danmarks lærerforening fremfor AC. Det er blevet tydeligt, at ACs prioriteter simpelthen flugter for dårligt ift., hvad jeg mener, vi har brug for. (jeg påstår ikke at vide, hvad medlemmerne ønsker). At vi skal forhandle med både kommuner og stat, viste OK18 netop, at fagbevægelserne godt kunne koordinere og overkomme. At folkeskolelærerne ikke er akademikere ser jeg ikke som uspiseligt. De er den faggruppe, der har de samme interesser og tanker som os.
Tak fordi du gider dialogen i en travl hverdag.