Læreplaner og vejledninger i matematik for STX/HF. GL og HB-valg

Den seneste matematiklæreplan til STX og HF har været udsat for en del kritik, og der har været en underskriftindsamling for at få den ændret. Når man som matematiklærer ser på den aktuelle læreplan og sammenligner den med andre, er der nogle ting, der slår en:

Læreplanen er meget udførlig. Ikke alene er kernestof angivet detaljeret men også supplerende stof og arbejdsmetoder helt ned til brug af IT og det tværfaglige samarbejde er nøje beskrevet. Man kan læse dette som en stor mistillid til lærernes evner og indsigt. Vejledningen uddyber ikke blot læreplanen med udvider den også, så det er helt uoverskueligt, hvad der rent faktisk er kernestof, hvis man altså ikke kigger i formelsamlingen. Formelsamlingen er i praksis vor læreplan!

Desuden er vejledningen til STX og HF båret af et helt nyt didaktisk princip med søjler, spiraler og balkoner, og det beskrives, hvordan man skal ”udlægge spor”, og disse er oven i købet angivet som ”motiverende”. Der mangler referencer til alt dette. Hele konstruktionen virker som en selvopfunden didaktik uden behørigt fæste i didaktisk forskning. Ser man over til læreplanerne i matematik til HHX og HTX, der har en anden fagkonsulent, vil man se en hel anden tilgang. Dels er det supplerende stof i langt højere grad valgfrit, dels er der ikke lagt de samme stramme angivelser for IT og arbejdsformer. Og den didaktiske tilgang bygger på grundig didaktisk forskning.

Læreplanerne for STX (og HF) er endvidere for emnemæssigt omfattende. Alt for mange elever vil ikke kunne opnå en forståelse, der går ud over den instrumentelle tilgang. Den alt for hurtige og overfladiske gennemgang vil hos en del elever mindske motivationen for matematik. Det kan godt være, at man kan redde eksamenskaraktererne ved at justere skalaen til eksamen, men det redder ikke elevernes matematikforståelse og muligheder for at kunne bruge faget i deres videre uddannelse.

Dette bør der rettes op på ved næste revision, og her bør GL udnytte sin rolle. GL har adgang til en lang række beslutningstagere, som vil kunne påvirkes. Da der nu er valg til Hovedbestyrelsen og formand i GL, vil jeg slå et slag for min liste, liste 2, der er aktiv på dette område.

Liste 2 vil arbejde for,
- at fagplanerne og især vejledningerne, bliver simplere, så der overlades mere beslutning til lærere og elever. Angivelse af det supplerende stof bør ikke angive konkrete områder eller arbejdsformer (f.eks. opsparings- og gældsannuitet og simulering af nulhypoteser).
- at der bliver bedre samarbejde mellem UVM og GL i forberedelsen af fremtidige revisioner og reformer
- at fagfolk, gymnasielærerne og universitetsmatematikere, ikke bare bliver spurgt, men bliver taget alvorligt
- at fagfolket får indflydelse, før den egentlige høringsperiode

Lars Bjarne Nielsen, Vordingborg Gymnasium og Calina Fuglsang Damgaard, Nørre Gymnasium