Hvor mange partier vil – reelt – afskaffe 2%-besparelserne på uddannelse?

Den 25. september indbyder GL til høring på Christiansborg og stiller spørgsmålet, om ungdomsuddannelser er en udgift eller investering for samfundet. Selv om det i samfundet er opgangstider, spares der år efter år på bl.a. ungdomsuddannelserne.

Indlæg fra elever, lærere og senest også rektorer samt skolernes lederforeninger beskriver stadigt klarere de negative og mærkbare konsekvenser, som 2%-besparelserne har for kvaliteten af undervisningen ude på skolerne.

Alt er som bekendt et spørgsmål om prioriteter i politik – og spørgsmålet, man har til gode at blive helt klog på, er hvor mange partier, som før og efter et valg reelt kan og vil leve til op en afskaffelse af 2%-besparelserne, senest udtryk i hashtagget #stop2pctnu.

I forsøget på at tælle til 90 mandater før og efter valget har vi derfor brug for endnu større tydelighed om, hvor højt partierne prioriterer en egentlig afskaffelse af 2%-grønthøsteren på uddannelse, når det virkelig er crunch time, og de går til finanslovsforhandlinger? Gad vide, om høringen gør os klogere på det?

Man kan af nogle politikere få det indtryk, at uddannelsesområdet indtil 2016 menneskekærligt var fritaget for besparelser, indtil et kasseeftersyn i 2015 (ifølge Statsministeren og Finansministeren) gjorde det nødvendigt at lade omprioriteringsbidraget omfatte fx uddannelse.

2%-grønthøsteren har imidlertid siden VK-regeringens finanslov fra 2003 været politikerne et nyttigt politisk instrument - lejlighedsvis også på uddannelse, i første omgang universitetsområdet. Det er rigtignok sket med varierende betegnelser så som uddannelsesreserve, omstillingsreserve og senest omprioriteringsbidraget – men for den enkelte institution er betegnelsen ligegyldig, når de økonomiske realiteter er uændrede: at der bliver høvlet nye 2% af budgetterne år efter år. Finanslove før 2016 vidner i øvrigt om, at generelle effektiviseringskrav løbende har været en virkelighed også for gymnasierne. Når politikerne disker op med svaret, at der aldrig er brugt så mange penge på uddannelse, så spørg dem, om der bruges flere eller færre penge pr. elev nu end i 2014.

Da Foghs VK-regering sammen med DF i 2003 beskar universiteterne med 2% til omstillingsreserven, var den ledsagende formulering, at reserverne fordeltes efter et "noget for noget princip", og at hver institution måtte ”vise vilje til omstilling og yde en ekstra indsats for at få en andel af reserverne tilbage, der svarer til de pålagte effektiviseringsbidrag” (Finanslov 2003). Det er denne politik Venstre og Konservative lægger op til at fortsætte også fra 2022. Farvel til 2%-omprioriteringsbidraget og goddag igen til 2%-omstillingsreserven?!

I april 2015 stillede Enhedslisten faktisk forslag i Folketingssalen om netop at afskaffe 2%-besparelser på uddannelse. Debatten kan læses og ses her: https://www.ft.dk/samling/20141/beslutningsforslag/B151/BEH1-93/forhandling.htm Den 35 minutter lange debat i forbindelse med forslaget (fra 15:12:00) er lige dele informativ og nedslående, da den viser en afvisning af forslaget og en bred opbakning til den af VK-regeringen i 2010 foreslåede og af SR-regeringen førte politik, hvor man beskærer den enkelte uddannelsesinstitution og bruger pengene til intern omprioritering på området. En politik, der blev begrundet/forsvaret af den radikale Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen og ordførerne fra S, R, DF, V, LA og K
Svaret til Enhedslisten var i øvrigt, at den slags forslag ikke hører til i Folketingssalen men ved finanslovsforhandlingerne, hvorfor man mest så det som valgkampsretorik – for eksempel sagde Venstres daværende ordfører og tidl. Undervisningsminister Tina Nedergaard:

Se, den mekanik har vi set tidligere fra Enhedslistens side, og jeg er ikke i tvivl om, at når vi skal i valgkamp om ganske kort tid (..) så vil vi høre Enhedslisten over for de unge studerende, de unge gymnasieelever sige: Vi har jo i Folketingssalen foreslået, at vi fjernede den årlige 2-procentsbesparelse, omprioritering, pulje, eller hvad man nu ellers måtte kalde det, men det ville de andre partier i Folketinget ikke være med til. På den måde er der mange ting, der stadig væk er meget trygt i dansk politik (...)
Vi vil selvfølgelig ikke afskrive os fra at benytte et eventuelt blåt flertal efter næste folketingsvalg til at gennemføre de prioriteringer, som vi mener er vigtigst for det danske samfund (…)"

Prioriteret - dét har politikerne – og konsekvenserne mærker vi ude på skolerne.

Selv om baggrunden er dybt bekymrende, er det derfor vigtigt, at flere og flere sætter ord på de konsekvenser, som besparelserne har for uddannelsernes faglighed og kvalitet. Som lektor Jan Maintz fra Virum Gymnasium prægnant udtrykker det i sin kronik i Information den 13. september: ”For én ting er, at politikerne er i deres gode ret til at spare voldsomt – noget andet er, at vælgerne i dén grad også er i deres gode ret til at kende til nedskæringernes reelle omfang og voldsomme konsekvenser”.

Tænk, hvis partiernes ledere og finansordførere overraskede os og var til stede ved høringen den 25.9.
Hvor mange af dem mon før valget vil give os et klart tilsagn om et stop for prioritering - omprioritering eller intern prioritering - på uddannelse? Socialdemokraterne synes at være nået dertil i sidste øjeblik efter flere kurskorrektioner af finansordfører Benny Engelbrechts udmeldinger, mens DFs finansordfører René Christensen stadig træder vande i forhold til, hvornår DF synes, der er sparet nok på uddannelse. Forhåbentlig lige om lidt - for dét kunne ellers være et tiltrængt paradigmeskifte inden for uddannelsespolitik, som mange af os sukker efter. Det ville vise, at partierne – reelt – ser ungdomsuddannelserne som en investering og ikke en udgift.

Søren Dahl, lektor i tysk og engelsk, TR på Roskilde Katedralskole og kandidat for Liste 2.