Kritik af lokalløn er respekt for medlemmerne

René Vester Kjær (RVK) kritiserer i sin blog på gymnasieskolen.dk GL’s ledelse for at kæmpe imod Løhdes individualistiske lønprojekt. Blog-indlægget bygger desværre på en række naive forudsætninger.

For det første argumenterer RVK, at “hvis Løhde virkelig brænder så meget for lokalløn, som hun påstår, så må hun også være parat til at betale en pris for det. [...] så er man nødt til at give os forberedelsestiden tilbage.”
Det er desværre temmelig naivt at tro, at vi får gode centrale akkorder til gengæld for at acceptere Løhdes lønprojekt. Jeg deler ønsket om at vende tilbage til centralt fastsatte akkorder, og det kan da godt være, at vi ud fra et rent fornuftsargument “burde” få et akkordsystem, men der er jo ret stor forskel på idealernes verden og så den virkelige verden. I den virkelige verden er der intet overhovedet, der peger på, at modparten lige foreløbigt har tænkt sig at vende tilbage til en arbejdstid som før OK13.

For det andet påstår RVK, at lokalløn ikke handler om at lave skjulte besparelser: “Det er jo bare at sørge for, at der er en klart defineret andel af gymnasiernes budgetter, som skal være lønpuljebestemt.”
Dette er en lige så naiv forudsætning, for selvom det jo formelt set er muligt, så er den lokale løn jo netop i den virkelige verden kommet voldsomt under pres, i forbindelse med at nedskæringerne har ramt skolerne. Desuden er det en kendt sag, at det langt fra er virkeligheden på erhvervsgymnasierne, hvilket man fx kan læse her 

For det tredje hviler RVK’s argumentation på en antagelse om, at man kan måle effektiviteten af vores undervisning på en så simpel måde, at man kan udbetale løn på den baggrund: RVK’s system vil “gøre det mere gennemsigtigt at finde ud af, hvem der leverer en bedre vare indenfor de samme tidsnormer. Hvis innovationsministeren er parat til at give os en tilfredsstillende forberedelsestid tilbage pr. undervisningstime, så kan jeg ikke se, at der skulle være noget galt i, at de, som får de bedste resultater, også får mere i løn.” Jeg stiller mig meget tvivlende over for, hvordan det skulle kunne måles, når vi ved at hvert hold er unikt (fx holdstørrelser og fag) og har elever med unikke forudsætninger (faglige, sociale, psykologiske osv.). Desuden deler jeg slet ikke menneskesynet, der bygger på en meget forsimplet motivationsteori, og jeg ønsker slet ikke at betragte min undervisning som en “vare”. Endelig er der al mulig forskning, der dokumenterer de negative konsekvenser af lønsystemer, der er baseret på konkurrence mellem de ansatte (fx fordi man i mindre grad vil dele viden, og fordi man skjuler fejl og dermed ikke lærer af det).
Desuden peger RVK på, at vi burde vågne op og indse, at der allerede nu er en ulighed i tildelingen af tillæg. Hvordan det så skulle blive til et argument for at tildele flere lokale tillæg, har jeg meget svært ved at se. Det er da snarere et argument for at få mindre lokal løn. Det er i det hele taget ikke bare GL’s ledelse, der har en klar kritik af ønsket om mere individuel løn. Så sent som i december 2017 undersøgte vi medlemmernes ønsker: Kun 3,2 % ønsker mere lokal løn. Kun 2,6 % mener, at arbejdspladsen vil fungere bedre med mere lokal løn. Det var altså, som Politiken skrev på baggrund af undersøgelsen “Et rungende nej til Løhdes store plan”.
Da GL fik ny ledelse i 2013, var det oven på stor kritik af den tidligere formands ageren ved OK13, hvor formanden tydeligt gik imod medlemmernes ønsker (dokumenteret ved det markante nej ved afstemningen blandt GL’s medlemmer). Når jeg som del af GL’s nuværende hovedbestyrelse så tydeligt markerer min modstand mod mere lokal løn, er det altså dels, fordi jeg ser en lang række risici ved dette system og dels, fordi jeg ikke deler systemets menneskesyn, men altså også, fordi vi skal respektere medlemmerne.