Du er her

Medarbejdere og politikere fra GL - her formand Annette Nordstrøm Hansen på Stenhus Gymnasium i går aftes - tager rundt i landet og fortæller om konflikten i denne og næste uge.

Foto: 
Rie Neuchs
Overenskomst |
13. mar 2018

GL på turne: Lærere kan få svar på alt om konflikten

Gymnasielærere er helt uvante med lockout og strejke. På en række aktuelle medlemsmøder forbereder GL lærerne så godt som muligt.
Af: Johan Rasmussen

“Sidste gang gymnasielærere var i konflikt var i 1969.”

Med denne konstatering understreger formanden for GL, Annette Nordstrøm Hansen, at det er en ganske særlig situation, som det offentlige arbejdsmarked står i lige nu.

I kantinen på Stenhus Gymnasium i Holbæk sidder omkring 80 gymnasielærere og lytter opmærksomt. Selv om der er flere rutinerede lærere blandt tilhørerne, er der dog trods alt ingen, som på egen krop har oplevet konflikten i 1969.

GL har indledt en mindre Danmarksturne for at fortælle om baggrunden for den truende storkonflikt i hele den offentlige sektor og ikke mindst, hvad den betyder for gymnasielærerne, hvis den kommer.

Der forhandles stadig
Første stop er Holbæk, hvor de lokale lærere og kolleger fra flere nabogymnasier er mødt op for at blive klogere på den konflikt, som på nuværende tidspunkt ser ud til at sende 440.000 offentlige ansatte hjem fra arbejde inklusive lærerne fra samtlige gymnasier i landet.

“Vi er ikke interesserede i en konflikt, vi ønsker en aftale,” siger Annette Nordstrøm Hansen fra scenen.

Hun ridser op, hvordan forhandlingerne er forløbet fra december til nu, hvor foligskvinden Mette Christensen forsøger at få parterne til at mødes om en aftale. Hvis det ikke lykkes, vil lærere fra 19 gymnasier gå i strejke den 4. april, mens stort set alle andre bliver lockoutet af arbejdsgiverne den 10. april.

Løn og frokostpausen
En powerpointslide viser en forside fra avisen Børsen fra efteråret, hvor minister for offentlig innovation Sophie Løhde proklamerer, at hun vil hente milliarder på offentligt ansattes løn. På samme powerpoint symboliserer et foto af et æg, en majskolbe og et stykke rugbrød den meget omtalte betalte frokostpause, som er et af de helt store stridspunkter ved disse års overenskomstforhandlinger.

Annette Nordstrøm Hansen understreger fra scenen, at en inddragelse af den betalte frokostpause vil svare til en effektivisering på over syv procent. Eller sagt på en anden måde, at arbejdsugen kan blive to en halv time længere, og ledelsen dermed kan lægge endnu flere opgaver ind i lærernes arbejdsporteføljer.

Læs: Det betyder lockouten for dig

Må ikke arbejde forud
En ting er de store linjer og baggrunden for konflikten, noget andet er, hvad den vil betyde for lærerne, skolerne, eleverne, studieturene og en masse andre spørgsmål, som GL på turen rundt i landet vil svare på.

Annette Nordstrøm Hansen understreger for eksempel, at ledelsen ikke må pålægge lærerne overarbejde nu, som på den ene eller anden måde kan afbøde konflikten - for eksempel med ekstra undervisning eller produktion af “arbejd selv-opgaver” til eleverne.

Konfliktstøtten under en strejke og en lockout bliver også forklaret, mens enkelte lærere tager noter, og andre stiller opklarende spørgsmål.

Alle disse praktiske informationer er også forklaret på GL’s hjemmeside.

Glad for at kæmpe
På Stenhus Gymnasium er er der blandt tilhørerne tilsyneladende forståelse for og opbakning til den konflikt, som meget vel kan blive en realitet lige efter påske.

En kvindelig lærer får i hvert fald klapsalver fra salen, da hun siger, at hun er glad for, at “man kæmper denne gang”. Ifølge hende gav GL for nemt op ved overenskomstforhandlingerne i 2013.

Her er datoer og adresser for GL-medlemsmøder i denne og næste uge.   

Kommentarer

2
You must have Javascript enabled to use this form.
Peter Mortensen Stenhus Gymnasium og HF-kursus Holbæks billede

Peter Mortensen Stenhus Gymnasium og HF-kursus Holbæk

Der var i højeste grad forståelse for ikke at bøje sig og for at gå ind i en konflikt når det nu tilsyneladende er det der skal til - det var i øvrigt en fin orientering vi fik og i det hele taget et udmærket møde.
Mvh, Peter Mortensen, fodsoldat på Stenhus Gymnasium

rdohn3s billede

René Dohn

De opstillede forhandlingskrav er vigtige, men den potentielle konflikt handler mere centralt om åndløshed.
Forestillingen om, at alle samfundets institutioner kan underlægges en virksomhedslæst er en strukturel og livsfarlig virus. Det forekommer indlysende, at et svineslagteri og et gymnasium er væsensforskellige...men tilsyneladende ikke, hvis vi begrænser os til at se på 'stykpriser'. Det er en gammel tematik, som Dickens så glimrende beskrev i "Hard Times":
"All the public inscriptions in the town were painted alike, in severe characters of black and white. The jail might have been the infirmary, the infirmary might have been the jail, the town-hall might have been either, or both, or anything else, for anything that appeared to the contrary in the graces of their construction. Fact, fact, fact, everywhere in the material aspect of the town; fact, fact, fact, everywhere in the immaterial."
Tak for et godt og vigtigt møde.
Vh. René Dohn.