Du er her
Blogindlæg |
07. mar 2018

Hvordan lærer vi?

Af: Anne Boie Johannesson

Jeg læser informatik med henblik på at undervise i faget. Meget af stoffet er helt nyt for mig, og det kræver temmelig meget at komme ind i tankegangen og den bagvedliggende logik. De kurser, jeg følger, er meget forskellige. Spektret går fra gruppeprojekter med peer feedback til gammeldags forelæsninger og udenadslære. Stoffet er spændende og udfordrende, og så giver det anledning til en hel del selvransagelse med hensyn til hvordan jeg - og eleverne - lærer på den mest optimale måde. 

Jeg var til eksamen i januar. Og jeg følte mig bombet tilbage til kemistudiet midt i 90’erne. På kemistudiet handlede langt de fleste eksamener om at reproducere underviserens forelæsninger og/eller lærebogen. Vi blev simpelthen testet i, om vi kunne skrive 5. hovedgruppe i det periodiske system, en bestemt reaktionstype eller lignende. Så måden, jeg læste til eksamen på, var ved at tage noter til det, jeg ville kunne, og så lære noterne udenad. Det gik forrygende godt, da jeg først fik lært at lære udenad. Men der gik ikke længe efter eksamen, før jeg havde glemt, hvad jeg havde lært. For jeg havde jo aldrig rigtig anvendt det. Og jeg var ikke så moden og læringsparat, at jeg selv gjorde noget ekstra for faktisk at lære.

Det var lidt på samme måde på det informatikkursus, jeg afsluttede i januar. Det var mundtlig eksamen, hvor vi kendte spørgsmålene på forhånd. Jeg forberedte, hvad jeg ville kunne om de enkelte spørgsmål, og så lærte jeg det udenad. Der var ikke rigtig andet at gøre. Der var et utal af forskningsartikler, definitioner osv., som skulle kunne refereres, og så var der en programmeringsdel, hvor vi skulle kunne skrive kode på tavlen uden hjælpemidler eller forberedelsestid. Det kom mig helt klart til gode, at jeg havde prøvet det der med udenadslære før. Men det ærgerlige er, at det var udenadslære, der blev testet. Det havde været langt mere interessant at teste, om vi faktisk kunne anvende stoffet til noget. Det behøvede vi ikke at være i stand til for at klare eksamen.

Heldigvis er jeg blevet ældre og lidt mere moden end dengang på kemistudiet, så jeg kan selv tænke ud over kravene og reflektere over anvendelse af stoffet. Men det undrer og ærgrer mig, at man stadig kan møde kurser, der foregår på denne måde.

Hvilket leder mig hen til eleverne og måden, de lærer på. Der er udenadslære i mange fag - det kan og skal man ikke komme udenom. Hvis ikke man lærer de mest almindelige gloser, så kan man ikke anvende et sprog. Men det er vigtigt, at vi ikke baserer vores bedømmelse af eleverne på, om de kan reproducere det, vi siger, eller det, de læser i lærebogen. Det må aldrig være nok, for så lærer vi dem egentlig bare at blive gode til at lære udenad, i stedet for at lære at anvende deres viden. Og de er i forvejen rigtig gode til at spille spillet. Det skal vi ikke opmuntre dem yderligere til.

I stedet bør vi prøve at skabe en kultur på vores hold, hvor det handler om at lære og om at at hjælpe hinanden til at lære. Jeg gør det ved hjælp af gruppearbejde og samskrivning, som jeg har skrevet om i tidligere blogindlæg, men der er utvivlsomt mange andre måder at gøre det på. Det vigtige er, at det kræver, at vi gør en aktiv indsats for at komme derhen, for eleverne hjælper os ikke. De føler sig trygge i den velkendte præstationskultur, som de er vokset op med.

Hvis vi skal kunne ændre kulturen i timerne, så der bliver fokus på læring og samarbejde frem for præstationer, kræver det, at vi også ændrer praksis til en del af de mundtlige eksamener, for som bekendt er eksamenernes betydning for den daglige undervisning meget stor. Vi må forvente, at eleverne kan anvende stoffet til at tænke med, frem for at eksaminationerne blot er at reproducere. Gør vi det, kan vi komme ud af ekkorummene til nogle meget mere spændende steder!

Kommentarer

3
You must have Javascript enabled to use this form.
Jens Chr. Hansens billede

Jens Hansen

Nu er jeg så heldig (og jeg ved jeg ikke er den eneste), at jeg ikke kan lære udenad uden en grundlæggende forståelse for det skal skal læres og hvorfor. Og forståelse er vel grundlaget for anvendelse.

Jan Ivan Hansens billede

Jan Ivan Hansen

Hej Anne,
egentlig er jeg enig i meget af det, du skriver. Det er fx afgørende for vigtigheden af det vi lærer, at vi kan bruge det til noget gavnligt. I dine glimrende kemibøger (ja, jeg synes de er rigtig gode!) har du meget fokus på anvendelsen af kemien. Det fanger elevernes interesse og når man er interesseret, er det klart nemmere at lære noget.
Jeg har i snart 10 år arbejdet med sammenhængen imellem hukommelse og læring - det er der kommet to bøger ud af, og jeg mener at vide en hel del om det, efterhånden.
Det jeg skriver nu er ikke et forsøg på at være bedrevidende, men når man ser på debatten om læring i DK, så er der utroligt mange fordomme/misforståelser, også blandt lærere, når det drejer sig om hukommelse.
Når du skriver "udenadslære", mener du så "indlæring uden forståelse"??? Hvis det er denne udgave af ordets betydning, så er det du skriver i rimelig overensstemmelse med det, som det kognitionspsykologien beskriver. Når jeg underviser mine elever, så arbejder vi altid først med forståelse og anvendelse. MEN der er ingen undersøgelser (spørg Steen Clod Poulsen) som viser, at forståelse eller anvendelse per automatik placerer viden/kunnen i langtidshukommelsen. Mange lærere tror faktisk, at det forholder sig sådan. Men det er desværre forkert.
Jeg har ved evalueringssamtaler med mine elever i de sidste mange år bl.a. spurgt dem om hvad der er sværest i kemi - forståelse eller/og at huske det hele? Og svaret er oftest, at hukommelsesdelen er den helt store udfordring for mange, hvilket er i fuld overensstemmelse med det man kan læse i litteraturen (fra udlandet, for i DK er der stort set ingen pædagogiske forskere som interesserer sig for hukommelse). Det eleverne umiddelbart har forstået og anvendt, det glemmer de hurtigt igen.
Den danske skoleforståelse lider under "fluebenstyranni". Vi skal nå en hel masse forskellige emner og aktiviteter, og ser os stort set ikke tilbage, før vi racer videre til noget nyt. Konsolidering er stort set en by i Rusland. Resultatet bl.a. at det, der er arbejdet med, det glemmer eleverne hurtigt igen, også selv om de har anvendt deres viden! Universiteterne klager i stigende grad over, at for mange studenter ikke kan de basale ting. En hovedårsag hertil er, at den danske læringsforståelse ignorerer betydningen af hukommelsen.
Når mine eleverne har arbejdet med at forstå kemien og anvende den, så bruger jeg mnemoteknik til at lappe de huller i deres hukommelse, som der efterladt. Der er en del udenlands forskning, som klart viser at et hukommelsesbaseret læringssyn kan forbedre elevers og studerendes læring. MEN hvis man som jeg siger, at hukommelsen er vigtig for læring, så bliver man ofte mødt med stor skepsis, for i DK tænker vi, at det vigtigste er at forstå og anvende. Det er desværre ikke nok, hvis eleverne også skal kunne huske det, de har arbejdet med.

Mvh. Jan

Anne Boie Johannessons billede

Anne Boie Johannesson

Hej Jens og Jan
Tak for jeres kommentarer. Jeg er enig i at det kræver forståelse at kunne anvende fagstof, og at det er lettere at lære noget udenad, hvis man forstår stoffet. Men det triste er, at man faktisk ind i mellem (blandt andet på kemistudiet i '90'erne) kan komme langt med udenadslære uden forståelse. Jeg mener, at det er vigtigt både at have forståelse af stoffet og at anvende det, hvis det skal forankres ordentligt. Og det er det, vi skal prøve at få ind i eleverne. Jan, jeg er enig med dig i at hukommelsesdelen også er vigtig, så længe det ikke er blind udenadslære, forstået som indlæring uden forståelse.
Mvh Anne