”Se os, anerkend os, hør os”

For kort tid siden så jeg dokumentaren: Katinka er for grim til at danse.
Normalt er jeg ikke til dokumentarer, men den provokerende titel fik vakt min opmærksomhed. Kan hun være for grim til at danse? Hvem mener hun er grim? Og hvad gør hun for at komme kritikken i møde? Der gik ikke længe, før jeg fandt ud af, at de store syndere i hendes tilfælde var de lærere samt klasse“kammerater“, hun tidligere havde haft. Ikke kun på en skole, men hele tre skoler, havde Katinka Bjerregaard følt sig mobbet. I programmet nævner Katinka Bjerregaard, at skolen ikke kunne rumme hende, da hun ofte virkede støjende og provokerende samt ikke var bange for at give sine meninger til kende. Men i stedet for hjælp og åbne arme blev hun mødt af misforståelser, mangel på anerkendelse og et stempel i panden: ikke god nok. Et indtryk, som har efterladt hende med store ar på sjælen. Jeg må indrømme, at programmet gjorde et stort indtryk på mig. For det første var det tydeligt, hun mente, lærerne havde svigtet hende. Hun følte ikke, de havde set hende som den person hun virkelig var, men blot havde dømt hende på den “dårlige“ opførsel, hun udviste over for såvel dem, deres fag samt hendes klassekammerater.

For det andet gjorde programmet indtryk, da det tydeliggjorde, at eleverne forventer mere end blot undervisning fra os lærere, men også personligt engagement og forståelse. Jeg tror derfor, det er vigtigt, vi som lærere passer på med at «stemple» eleverne som dovne eller problematiske, hvis de ikke lige gør, som vi regner med, og blive bedre til at spørge os selv, hvorfor eleverne gør, som de gør. Der er ingen tvivl om, elever gerne vil ses, anerkendes og høres. De vil gerne mødes med åbenhed. Det kan være med et hej, når vi møder dem på gangen, at vi spørger ind til dem, hvis vi bemærker, de ser triste ud, eller vi prøver at guide dem til rette, hvis de bliver for opmærksomhedssøgende enten over for os eller deres kammerater. Efter flere år som underviser har jeg gang på gang erfaret, at nogle af de elever, der er mest problematiske, også er de, der har mest brug for os. Det gør mig trist til mode at vide, der findes personer som Katinka Bjerregaard, der synes lærere, er de største idioter i verden. Som hun skriver i sin sang Idioter: “De har klippet dig i stykker. Men glemt at sy dig sammen igen“. Jeg håber, vi som lærere kan lære af hendes historie, så det, vi bliver husket for, er det positive og ikke det negative.