Chatbottens frisættende potentiale

Sprogmodeller kan frisætte sproglærere – hvis vi lader dem
I debatten om kunstig intelligens og undervisning er tonen ofte dommedagsagtig. Sprogmodeller som ChatGPT beskrives som en trussel mod elevernes faglige udvikling og deres evne til at sortere i tankerne og ses ofte som en genvej til snyd. Mange lærere oplever frustration over, at eleverne kan bruge AI til at generere skriftlige opgaver, der kan være svære at afsløre som maskinproducerede. Men hvad nu hvis vi vender perspektivet og ser på det frisættende potentiale, sprogmodeller rummer for os lærere? Hvad nu hvis vi brugte AI til at redefinere måden, vi evaluerer og understøtter elevernes læring på?

Mit forslag er enkelt: Lad os acceptere, at sprogmodeller er kommet for at blive, og i stedet for at bekæmpe dem, skal vi ændre vores evalueringstilgang. Hvis vi kun vurderer elevernes skriftlige arbejde gennem kontrollerede, interne prøver 1-2 gange årligt over et to- eller treårigt forløb, så bliver hjemmeopgaverne frisat fra at være et summativt evalueringsredskab og kan i stedet bruges som et rent pædagogisk redskab. Dette kan styrke elevernes faglige udvikling, reducere stress og gøre vores arbejde som undervisere mere meningsfuldt. Et lignende system har i mange år været i brug i fag som matematik.

Lad hjemmeopgaverne være til læring, ikke kontrol
I dag er skriftlige hjemmeopgaver ofte forbundet med en dobbeltrolle: De skal både hjælpe eleverne med at lære og danne grundlag for vores evaluering af deres faglige niveau. Denne dobbeltrolle skaber et problem i en tid, hvor AI kan producere fejlfrie essays på sekunder eller på anden vis inspirere og understøtte elevernes skriveproces så meget, at de går glip af værdifulde skridt i læringsprocessen. For hvordan kan vi stole på, at det afleverede arbejde faktisk afspejler elevens evner, hvad end vi taler om lingvistiske eller forståelsesmæssige aspekter? Svaret er, at vi ikke behøver det. Hvis vi ikke bruger hjemmeopgaver til evaluering, men i stedet til at give eleverne mulighed for at eksperimentere, øve sig og få feedback, så forsvinder frygten for snyd. Hvis en elev vælger at lade en AI lave alt arbejdet eller blot dele af det, er det elevens eget tab. Det vil blot blive tydeligt ved de kontrollerede prøver, hvor de ikke kan skjule manglen på reel færdighed – i hvert fald ikke uden en ekstraordinær indsats, og den ”mulighed” har jo alle dage været der.

Dette betyder ikke, at vi skal lade eleverne sejle deres egen sø. Tværtimod kan vi bruge AI til at gøre hjemmeopgaverne mere nyttige. Vi kan f.eks. give eleverne specifikke opgaver, hvor de bruger en sprogmodel som sparringspartner til idéudvikling eller revision. Vi kan bede dem om at analysere og kritisere AI-genererede tekster eller skrive om og forbedre maskinskrevne svar. På den måde lærer de ikke bare at skrive, men også at reflektere over kvalitet og formidling.

Mindre kontrol, mere feedback
En anden fordel ved denne tilgang er, at vi som undervisere får mere tid til at give den type feedback, der virkelig gør en forskel. Mange lærere kender frustrationen ved at rette store mængder skriftlige opgaver, hvor det er uklart, om eleverne læser og anvender den feedback, vi giver. Hvis vi ikke behøver at bruge tid på at kontrollere, om eleverne har snydt, kan vi i stedet fokusere på at give mere kvalitativ feedback på specifikke områder, de har brug for at udvikle.

Vi kan også inddrage AI i denne proces. Sprogmodeller kan hurtigt give eleverne et grundlag af feedback på grammatik, struktur og argumentation, hvorefter vi kan gå i dybden med mere komplekse elementer som stil, nuance og fortolkning. Det betyder, at vi som undervisere kan bruge vores tid mere meningsfuldt og engagere os mere i de aspekter af skrivning, der virkelig kræver menneskelig vurdering.

Frisættelse, ikke frygt
Den oplagte indvending mod dette system er, at det stiller store krav til de kontrollerede prøver på skolerne. Men det må vi løse. For vi står ved en skillevej. Vi kan enten forsøge at bekæmpe AI og fastholde en evalueringstilgang, der bliver mere og mere utidssvarende, eller vi kan omfavne teknologien og tilpasse vores metoder. Hvis vi gør det sidste, kan vi frisætte os selv som undervisere og gøre skriveundervisningen mere meningsfuld for eleverne. Vi kan ideelt set skabe et læringsmiljø, hvor hjemmeopgaver ikke er en stressfaktor, men en mulighed for at eksperimentere og udvikle sig. Vi kan lade AI tage sig af det mekaniske og bruge vores tid på det pædagogiske.

Det kræver en kulturændring, men gevinsterne vil være til at tage og føle på. Sprogmodeller er ikke (nødvendigvis) fjenden. De er et værktøj, og hvordan vi vælger at bruge dem, er op til os.