Du er her
Kronik
|
10. feb 2017

Blændet af digitaliseringens fjernlys

Digitaliseringens herolder tillader sig en faktaresistent attitude, fordi utopien om den papirløse undervisning fordrer et fremtidshensyn i stedet for et nutids. Det medfører alvorlige omkostninger for de elever, vi har gående i gymnasiet i dag, mener kronikørerne, som i stedet opfordrer til en pragmatisk og skridtvis fremgangsmåde, hvor der skal skiftes til det digitale, når udbyttet heraf er større eller på samme niveau som brugen af pen, papir og bøger.

Af: Dorthe Antonsen og Oluf Lindberg-Nielsen

I september kunne man på Gymnasieskolens hjemmeside læse om en norsk undersøgelse, der sammenlignede studerendes udbytte af at tage noter på computer og ved hjælp af pen og papir. Konklusionen var, at hvis elever tager noter på papir, husker de både mere og bedre, end hvis de tager noter på computer. Artiklen sluttede ligefrem med en opfordring til at genintroducere pen og papir i undervisningen.

I samme måned udkom et temanummer af bladet om digitalisering, hvortil artiklen ikke havde fundet vej. I stedet indeholdt bladet beskrivelser af, hvordan man kan integrere digitalisering i undervisningen, ikke om eller i hvilken grad. Når vi fremhæver det eksempel, skyldes det, at vi anser prioriteringen for symptomatisk for diskussionen af digitale læremidler i forhold til ”gammeldags” baseret på cellulose og grafit. For selvom man som sådan godt både kan ytre et forbehold og blive publiceret, har det mest af alt karakter af et ritual. Der lyttes høfligt og smiles overbærende, for i de gængse forestillinger om gymnasiets (og uddannelsessystemets) fremtid hersker der ingen tvivl om vejen frem. Den er digital. Og den er digital i en grad, så vi er ved at udvikle en digital monokultur. Lærebøgerne er digitale. Undervisningen er digital. Eksamen er digital. I processen er skolebibliotekarfunktioner blevet nedlagt, ja hele skolebiblioteker er blevet lukket, og et enkelt gymnasium har for nylig holdt brandudsalg af hele sin bogsamling. For nogle er det ligefrem blevet et tegn på fremskridt og progressivitet at vende ryggen til fortidens fysiske repræsentation af lærdom, bøger.
    
Papir danner et mentalt kort

Der er imidlertid god grund til ikke ukritisk at overgive sig til fuldstændig digitalisering af undervisningen. Mange undersøgelser viser faktisk, at udbyttet af læsning på skærm i mange sammenhænge er ringere end udbyttet af læsning på papir, ligesom digitale noter er mindre effektive end noter taget i hånden. Udfordringen med de digitale undervisningsmidler er måske, at de ligner de underholdende medier så meget, at forventningerne til dem hos eleverne derfor kan nærme sig forventningerne til netop underholdning.

I modsætning til den nogle gange overfladiske læsning, skærmlæsning kan lægge op til, er der noget, der tyder på, at man, når man både kan se og røre teksten, altså når man læser på papir, danner et mentalt kort over teksten, som gør det lettere for hjernen at forstå og fastholde også længere tekster.

Undersøgelser viser, at det taktile har større betydning, end man hidtil har forestillet sig. Mange af os kender det måske fra os selv. Hvis man virkelig skal forstå en tekst til bunds, printer man den gerne ud.

Vi lavede i 2013 et lille forsøg med to klasser, hvor vi testede deres læsehastighed på papir og på skærm, og forskellen var markant. De læste langt hurtigere, når de læste på papir.  Efterfølgende gav vi klasserne et spørgeskema, hvori de blev bedt om at forholde sig til eventuelle forskelle i læseoplevelse, forståelse og hukommelse i de to læseformer.

Eleverne skriver om at læse på papir blandt andet, at det er mere overskueligt, koncentrationen er større, de husker det bedre, og det er behageligere. Om læsning på skærm anfører de blandt andet, at de hurtigt bliver trætte i øjnene, at det skaber uro, når man skal scrolle, at de er tilbøjelige til at skimme, og at de lettere bliver distraheret. Elevernes svar kan virke overraskende, fordi de jo netop betegnes som de digitale indfødte og derfor kunne forventes at foretrække skærmlæsning. Men konklusionen var, at både læsehastighed, læseoplevelse og forståelse var størst ved læsning på papir.

Koster flere kræfter at scrolle
Hvorfor det forholder sig sådan, er der mange, der har forsket i. Følgende bud på en forklaring bygger primært på Ferris Jabr: Why the brain prefers paper og Arnfinn Christensen: Skjønner mindre og leser dårligere på skjerm.

Det lader til, at der længe har været enighed om, at karakteren af læsningen ændres, når man bevæger sig fra papir til skærm: ”Hvor læsning på papiret kan betyde, at hele bogen eller artiklen glider ned, er der tale om en anden adfærd foran skærmen. Her bliver der ikke læst lineært eller kapitelvist. Nu er metoden at skimme efter bestemte ord og læse drypvist, at lade sig distrahere og suse ud ad en tangent. Det er med andre ord en løsere og til dels ukoncentreret læsestil.” (Læsning ændres af skærm. Informationsportalen.dk).

En iagttagelse, som understøttes af Ziming Liu i artiklen Reading behavior in the digital environment:  ”The screen-based reading behavior is characterized by more time spent on browsing and scanning, keyword spotting, one-time reading, non-linear reading, and reading more selectively, while less time is spent on in-depth reading, and concentrated reading.” ”When reading on screens, individuals seem less inclined to engage in what psychologists call metacognitive learning regulation – setting specific goals, rereading difficult sections and checking how much one has understood along the way.”

Ved Lesesenteret ved Universitetet i Stavanger har man også undersøgt udbyttet af læsning på skærm og på papir. Konklusionen var, at forståelsen af teksten var dårligst hos de elever, der læste på skærm, og undersøgelsen tydede også på, at det ikke kun var forståelsen, der var dårligere. Indlevelsesevnen viste sig også at være større hos de elever, der læste på papir. For de norske forskere åbnede disse undersøgelser for en ny måde at opfatte kroppens og hjernens samarbejde på: ”Studier har vist at hjernen ikke arbeider som en datamaskin. Det er ikke slik at vi sanser, og så behandles sanseinformasjonen etterpå. Tvert imot, det er en mye større og tettere sammenheng mellom hva vi sanser og gjør med kroppen, og hva vi forstår.” (Christensen: Skjønner mindre og leser dårligere på skjerm).

Forklaringen på den mindre forståelse og den svagere indlevelse ved skærmlæsning er ifølge de norske forskere, at den fysiske oplevelse af teksten er væk.

Det er også det, Anne Knudsen i en artikel i Weekendavisen, Hjernen foretrækker papir, henviser til, når hun taler om, at læsning ”først og fremmest bygger på vores evne til at orientere os i et fysisk landskab eller rum”. Hun bygger sin artikel på en amerikansk artikel, Why the brain prefers paper, Scientific American 2013, som forklarer forskellen på læsning på skærm og papir på følgende måde: Vores hjerne har ifølge Ferris Jabr ikke nogen speciel neurologisk indretning til tekstlæsning, så bogstaver, ord og sætninger opfattes af de samme netværker, som vi bruger, når vi opfatter fysiske genstande. Når vi læser, bruger vi dele af hjernen, der er udviklet til helt andre formål – nemlig til aflæsning af landskabets farer og muligheder – evner, vi har med fra tidligere evolutionsstadier. Vi er vant til at orientere os i forhold til rumlige dimensioner: op, ned, venstre, højre, foran, bagved og så videre. Problemet ved skærmlæsning er, at der ikke findes dette rum. Den del af teksten, der ikke kan ses, findes så at sige ikke. Denne manglende kontekst er måske også en af forklaringerne på, at man husker skærmtekster dårligere. Man husker mange gange ud fra, hvor noget står på siden, eller hvor noget står i bogen.

Læsning handler om at tilegne sig, huske og forstå – og alle tre elementer er ifølge disse undersøgelser tilsyneladende dårligere ved skærmlæsning. Forskellen forklares blandt andet ved, at de otte (fire) hjørner på en side giver orienteringsmuligheder, og at tykkelsen af det, man har læst, er indikator for, hvor langt man er kommet. Der er et flow i papirlæsning, som der ikke er i skærmlæsning. At scrolle koster tilsyneladende flere kræfter/mere opmærksomhed end at blade, og jo mere opmærksomhed der bruges på at bevæge sig rundt i et dokument/en e-bog, jo mindre opmærksomhed er der til forståelsen.

Karakteristisk for skærmlæsning er også, at man er mindre tilbøjelig til at lave det, man kunne kalde metakognitiv læringsregulering – altså opsætte mål, stoppe op, genlæse svære steder og undervejs tjekke, hvor meget man har forstået.  Det giver ofte mindre fordybelse, når man læser på skærmen.

Det viser mange undersøgelser, og det er en tendens, vi ser i undervisningen. Det opleves, som om eleverne har fået vanskeligere ved at fordybe sig og læse og overskue længere tekster. Og der er ikke noget, der tyder på, at det er noget, man kan imødegå gennem digitalisering. Man kan i alt fald argumentere for, at der skal lægges mere til grund for så afgørende en ændring af hele undervisningssituationen end bare en tro på den digitale teknologi.

Digital dannelse er også at vide, hvornår man skal bruge en digital platform, og hvornår man ikke skal. At hvordan forudsættes af et hvorfor og om.

Utopien om den digitaliserede skole
Når vi fremfører argumenter som ovenstående, bliver vi typisk mødt af udsagn som ”der er ingen tvivl om, at digitalisering er fremtiden” eller ”det løb er kørt”. Metaforikken samler sig ofte om trafik, jernbaner og motorveje, og vi taler hverken om bumletog, omstigninger, afkørsler eller rastepladser i den forbindelse, for den udbredte forestilling er en hurtigkørende proces, der ikke kan stoppes.

Hvorvidt et sådant krystalkugleargument overhovedet er lødigt, skal vi lade være usagt i denne forbindelse, men der er i hvert fald en god del både determinisme og fatalisme i synspunktet. Endvidere er det interessant, at argumentet indebærer, at processen mod digitaliseringen af gymnasiet foregår uden inddragelse af elevers og læreres erfaringer og engagement, endsige principielle og idealistiske overvejelser om den gode undervisning. På den måde er digitaliseringen blevet afkoblet fra normal didaktisk diskurs (som er analog til både den videnskabelige teoriudvikling og den demokratiske proces), hvor nye teknologier og undervisningsformer introduceres, afprøves og diskuteres og på baggrund heraf enten udvikles, justeres eller forkastes. Kritik eller problematisering af digitaliseringens nuværende konsekvenser kan nemlig altid overtrumfes af fremtidsargumentet. Har eleven svært ved at få det samme udbytte af at læse og tage noter på sin pc, så er den tabte læring et acceptabelt offer i forhold til at ruste eleven til den digitale fremtid. Eller handler det i virkeligheden om, at institutionerne skal høste erfaringer? På digitaliseringens motorvej er det lange lys tændt.  

Men det lange lys blænder som bekendt de nærmeste trafikanter. Og på samme måde må vi konstatere, at nutidens elever, dem, du har i en klasse, og som skal læse et stofområde defineret i en læreplan, på grund af utopien om den digitaliserede skole enten bruger længere tid på lektierne eller lærer mindre. Ofte begge dele på en gang. Vi er i en situation, hvor talrige undersøgelser viser, at digitale læringsplatforme for nærværende ikke kan tilbyde en løsning, som på vigtige parametre som hastighed og forståelse matcher de analoge. Men digitaliseringens herolder tillader sig en faktaresistent attitude heroverfor, fordi utopien om den papirløse undervisning fordrer et fremtidshensyn i stedet for et nutids. Det medfører alvorlige omkostninger for de elever, vi har gående i gymnasiet i dag; det mener vi er et afgørende svigt.

Det er lykkedes digitaliseringens fortrop at italesætte tøven over for projektet og kritik af konkrete tiltag som maskinstormeri. Vi mener, denne modsætning er falsk. Vores synspunkt – og vi tror, at vi på det punkt repræsenterer flertallet af gymnasielærere med forbehold over for den universelle digitalisering – er ikke et enten-eller med skarpe og uovervindelige modsætninger mellem digitale og analoge læringsmidler. Vi mener, at det er meget vigtigt at arbejde intensivt på at lære eleverne hensigtsmæssige digitale læsestrategier. Som Mie Bligaard Christoffersen med afsæt i sin ph.d. påpeger i Gymnasieskolen den 14. december 2016, må vi ikke forvente, at de mestrer det digitale. Vi anerkender gerne computerens overlegne muligheder for at gestalte og organisere skriveprocesser, ligesom vi accepterer, at man efter en pragmatisk afvejning kan vælge en i-bog frem for en trykt. Men vi mener, at det er et udtryk for fanatisme og utopisk tankegang, hvis man principielt fravælger et læremiddel på grund af det medium, gennem hvilket det er formidlet. Trykt eller digitalt. Vi vil derfor afvise, at diskussionen er et opgør mellem maskinstormere og realister; man må snarere betragte diskussionen som et opgør mellem pragmatikere og digitale utopikere, der er villige til at tilsidesætte funktionelle løsninger til fordel for en vision om fremtiden. Vi hylder en pragmatisk og skridtvis fremgangsmåde, hvor vi skal skifte til det digitale, når udbyttet heraf er større eller på samme niveau som brugen af pen, papir og bøger. Ligesom utopikerne håber vi på en papirløs fremtid med læsevenlige skærme. Men vi hævder, at det klogeste valg af læremidler er det, der på et hvilket som helst givet tidspunkt giver eleven det højeste udbytte.

For øjeblikket er det langtfra altid digitalt.

Kommentarer

2
You must have Javascript enabled to use this form.
Lars B Mortensens billede

Lidt ærgerligt at diskussionen bliver iværksat så ensidigt. Forfatterne får det jo til at se ud som om, at al forskning i hele verden bekræfter deres fordomme. 

Den aggressive retorik overfor folk med andre synspunkter gør desværre også at det er svært at tage indlægget alvorligt.

søren jensens billede

Men artiklen har - modsat dit irriterede udbrud - væsentlige argumenter.