Artikel
Forsker: Elever skal lære, at Google IKKE er gratis
elev ved computer sløret

Forsker: Elever skal lære, at Google IKKE er gratis

Tekst_ Cruzado

Gymnasier har ofte hverken tid eller ressourcer til at tage en kritisk og velinformeret diskussion om, hvilke digitale produkter man vil benytte på skolerne, mener forsker.

Der er brug for, at skoler og gymnasier i højere grad taler om og er kritiske over for, hvilke digitale produkter og tjenester der bliver integreret i undervisningen.

Det mener Lucas Cone fra DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse. Han forsker i private og kommercielle virksomheders indflydelse på skole- og uddannelsessystemet – blandt andet Google, Microsoft og andre techgiganter.

“I mange tilfælde er der hverken tid eller plads til at have en kritisk og velinformeret diskussion om, hvilke produkter man vil benytte på skolerne. Manglen på løbende samtaler resulterer i en slags standardisering og monopolisering af enkelte produkter, hvilket går helt imod idéen om, at man ønsker at gøre uddannelse til et dynamisk og innovativt marked. Når lærere eller en skole først har benyttet sig af et produkt eller en platform i længere tid, bliver de ofte ved med at bruge det – også selvom man efterfølgende konstaterer, at platformens datasikkerhed eller pædagogiske grundlag er tvivlsomt.”

Lucas Cone peger på, at de digitale infrastrukturer, vi bruger, ikke er neutrale.

“De er tværtimod med til fundamentalt at ændre vores måde at arbejde på og se undervisning og læring på. Tag for eksempel en platform som Google Classroom eller apps som Duolingo og Kahoot!. Når lærere eller elever benytter sig af disse programmer, tilkobler de sig samtidig de former for læring og datamønstre, som platformene mener er vigtige at fokusere på og fremhæve. Oftest handler det om individets præstationer og udvikling, og oftest bygger de på simple former for belønning. Det betyder, at der er risiko for, at store udenlandske virksomheder er med til at definere, hvad kvalitet er i den danske skole og uddannelsesverden,” siger han.

“Teknologi og digitalisering er og skal være en del af vores uddannelsessystem, men vi skal forholde os kritisk til, hvilke platforme og programmer vi bruger. Den danske skole- og uddannelsestradition bygger på en kritisk tilgang til verden og på, at elever, lærere og skoleledere er i stand til at handle på et veloplyst grundlag. Og i skolen skal eleverne i dag lære, at Facebook og Google IKKE er gratis.“

Tema: Det digitale dilemma

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater