Artikel
Efter regeringsskifte: Uklart om digital overvågning af eksamen har en fremtid
shutterstock_329293007-aspect-ratio-348-234

Efter regeringsskifte: Uklart om digital overvågning af eksamen har en fremtid

Skal der være digital overvågning ved fremtidens eksamener i gymnasiet? Det skulle have været afgjort i efteråret, men folketingsvalget kom i vejen. Valget skal træffes af gymnasieforligskredsen, og ministeriet selv er fåmælt om ambitionerne.

Tekst_ Andreas Rasmussen
Foto_ Shutterstock (Arkiv)

Chatbotten ChatGPT har gået sin sejrsgang de seneste måneder. I kølvandet er der fulgt en omfattende diskussion i undervisningsverdenen. En debat, der især handler om snyd.

Gymnasieskolen har derfor set nærmere på den digitale eksamensovervågning, der for et par år siden vakte voldsom debat og resulterede i alvorlig kritik fra Datatilsynet. For mens store dele af uddannelsessektoren bekymrer sig om mere snyd, så er den digitale eksamensovervågning stadig i gulvet efter Datatilsynet sendte den til tælling for snart tre år siden.

Beslutningen skulle have været taget af gymnasieforligskredsen for længe siden, men valgudskrivelsen satte en kæp i hjulet for det. Nu, tre måneder efter de sidste stemmer blev talt op, vil Børne- og Undervisningsministeriet stadig ikke melde sine ambitioner ud.

Katastrofal generalprøve
Vi starter med at spole tiden tilbage til foråret 2019. Her indledte Datatilsynet nemlig af egen drift undersøgelse af softwaren Den Digitale Prøvevagt (DDP), som Styrelsen for IT og Læring (STIL) netop havde haft generalprøve på.

Cirka 8.000 elever medvirkede i et storstilet forsøg, der indebar, at de installerede programmet på deres computer, hvorefter det overvågede, hvilke hjemmesider eleven besøgte, ligesom der løbende blev taget screenshots af skærmens indhold.

For de elever, der brugte Mac-computere, blev der ved en fejl også logget alle tastetryk. Generalprøven medførte en del medieopmærksomhed og kritik fra blandt andet elevorganisationer og it-sikkerhedseksperter. Men før Datatilsynet nåede at afgøre DDP-sagen, faldt der afgørelse i en anden sag.

I maj 2019 modtog Fredericia Gymnasium nemlig alvorlig kritik fra Datatilsynet, fordi de havde brugt overvågningssoftwaren ExamCookie under flere eksamener. Softwaren mindede på mange måder om Den Digitale Prøvevagt, men var ikke helt ens.

I 2020 kom afgørelsen så i sagen om Den Digitale Prøvevagt. Også her udtalte Datatilsynet alvorlig kritik, denne gang af Styrelsen for IT og Læring. Efter afgørelsen har systemet ikke været i brug.

Til gengæld afsagde Datatilsynet i januar 2021 en kendelse, hvor IT-Universitetet ikke fik kritik for at bruge digital eksamensovervågningssoftware i forbindelse med en konkret udvalgt eksamen, der fandt sted, mens corona-restriktionerne betød, at den måtte afholdes digitalt. Datatilsynets afgørelser er således ikke entydigt negative overfor den digitale eksamensovervågning.

Farvel til fem millioner
I august sidste år – to et halvt år efter Datatilsynets afgørelse – meldte den socialdemokratiske regering ud, at den ville skrotte Den Digitale Prøvevagt og henviste til kritikken fra både Datatilsynet og flere elevorganisationer. På det tidspunkt havde udviklingen af systemet kostet 4,9 af de 5 millioner kroner, der var bevilget.

Om den fremadrettede proces lød det i en pressemeddelelse:

“Styrelsen for It og Læring (STIL) vurderer, at det vil kræve mindst tre år, før en ny monitoreringsløsning vil kunne tages i brug. Derudover skønner styrelsen, at der vil være en engangsudgift omkring 12-15 millioner kroner forbundet med at udvikle en ny monitoreringsløsning, samt efterfølgende årlige driftsudgifter på 2-3 millioner kroner.

Børne- og undervisningsministeren vil søge om tilslutning i gymnasieforligskredsen til helt at stoppe udrulning og videreudviklingen af it-systemet, samt præsentere forslag til, hvordan man på anden vis kan hindre snyd.”

Ikke længe efter blev der udskrevet valg, og efter maratonforhandlinger blev Mattias Tesfaye i midten af december udnævnt til ny børne- og undervisningsminister. Gymnasieskolen ville gerne have svar fra ministeriet på, hvordan tidsplanen ser ud, om den nye regering ønsker at iværksætte udviklingen af en ny softwareløsning, og hvordan den i så fald skal tage højde for ChatGPT og anden software med kunstig intelligens.

I et kortfattet svar lyder det fra ministeriet, at “den videre proces for Den Digitale Prøvevagt vil blive drøftet på et kommende gymnasieforligskredsmøde.” Til spørgsmålet om at tage højde for AI-løsninger skriver ministeriet, at der “på nuværende tidspunkt ikke er truffet nærmere beslutning herom”. Ministeriet har ikke svaret på, hvorvidt det er ambitionen at iværksætte udviklingen af en ny monitoreringsløsning.

Om digital eksamensmonitorering skal være et af værktøjerne mod snyd med ChatGPT i fremtiden, er således endnu uvist. Gymnasieskolen følger selvfølgelig udviklingen.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater