Antorini til lærerne: "Det har ikke været forgæves"

"Det er en underlig diskussion, at der er for mange, der går i gymnasiet," sagde undervisningsministeren til GL's jubilæumskonference.

Undervisningsministeren mindede lærerne om gymnasiets udvikling, da hun talte til GL’s 125 års jubilæum. Reformer har været nødvendige, og vi skal ikke være bange for at forny os, mener hun.

”125 år er rigtig mange år på bagen.”
Sådan indledte undervisningsminister Christine Antorini (S), da hun til gårsdagens jubilæumskonference holdt tale for GL’s medlemmer.

”Det har ikke været forgæves,” sagde hun med henblik på gymnasiets udvikling gennem tiderne.

Hun trak blandt andet tråde til grundlovsændringen i 1915, hvor kvinder fik valgret og dermed lige muligheder for at bidrage til samfundsdebatten og for uddannelse.

I dag er udfordringen med gymnasiet stadig lige rettigheder til alle, fordi 50’ernes skole er kommet på dagsordenen igen, mener hun. Nu er det bare social baggrund og ikke køn, der er afgørende for, om man kan komme på gymnasiet.

”Det har været et mål i Danmark at give lige muligheder for uddannelse til alle, og det er stadig et problem. Kommer man fra hjem uden uddannelsestradition, er det sværere at få den uddannelse, man drømmer om. Især på gymnasiet er der en klar social selektion. Det er stadig en vigtig dagsorden,” sagde hun.

Vi har brug for hele viften
Ordet karakterkrav skånede hun lærerne for, men hun markerede sig i diskussionen om, hvem der skal have lov til at gå i gymnasiet.

”Det er en underlig diskussion, at der er for mange, der går i gymnasiet. Vi har brug for hele viften af kompetencer til fremtidens Danmark, og både køn og forskellige sociale baggrunde gør faktisk en forskel,” sagde hun. 

Hun mener derfor, det er vigtigt, at lærerne er gode til at forny sig fagligt, så de kan rumme alle typer elever. Det gør man ifølge undervisningsministeren bedst ved at vidensdele, evaluere og give feedback til hinanden, så man kender de undervisningsforløb og metoder, der skal til for at nå de forskellige unge.

”Fundamentet for god læring er at have en dyb faglighed og hele tiden være up to date med de nyeste pædagogiske metoder,” sagde hun.

Knække de sociale koder
Christine Antorni pegede på gymnasiereformen i 2005 som en af de største forandringer i gymnasiesektoren. Det ændrede lærernes måde at arbejde sammen på. Før arbejdede lærere meget individuelt med deres faglighed. Pludselig arbejdede de sammen i team på tværs af faggrupper om at skabe et studieretningsgymnasium. Ministeren appellerede derfor til, at man i dag ikke er bange for forandringer eller nye ord som ”ny skriftlighed”, som ifølge ministeren er med til at skabe en tættere relation mellem lærer og elev.

”Det er det, der gør, at vi kan få alle med og knække nogle af de sociale koder. Og det er det, der gør, at nogle af de dygtige elever står på tæer og har ambitionen om at blive endnu dygtigere,” siger hun.

Christine Antorini sluttede sin tale af med at rose den tætte dialog, hun har haft med GL og medlemmerne, og takkede lærerne for at have grebet boldene, når det har handlet om at udvikle grænser for den gymnasiale uddannelse.

”Vi har stadig nogle udfordringer i forhold til den sociale baggrund. Den tror jeg faktisk godt, vi kan løfte i fællesskab,” sluttede hun.