Artikel
Annette Nordstrøm: Det ligner desværre konflikt
Annette 02 (1)

Annette Nordstrøm: Det ligner desværre konflikt

Optimismen om at lave en aftale i Forligsinstitutionen er ved at rinde ud, mener formand for GL. Det ligner desværre en konflikt, siger hun.

Selv om der stadig er heftig aktivitet i Forligsinstitutionen, så er optimismen hos lønmodtagernes forhandlere efterhånden ved at rinde ud som sandkorn i et timeglas.

Det fortæller formand for GL Annette Nordstrøm Hansen.

Hun har her til morgen været ved Forligsinstitutionen, hvor hun har talt med flere af forhandlerne, som er tættest på forløbet.

“Optimismen er ikke stor længere. Der er blevet lagt store kræfter i at lande en aftale, men det ser desværre ikke ud til at lykkes. Det ligner en konflikt nu,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Lige nu forhandler regionerne i Forligsinstitutionen, og klokken 17 møder forhandlerne fra staten op. Ifølge Annette Nordstrøm Hansen, er det helt afgørende, at arbejdsgiverne har noget med til forhandlingsbordet, hvis der skal ske noget nyt.

“Skal der ske noget i eftermiddag, så skal Sophie Løhde fremlægge noget nyt, som kan flytte forhandlingerne videre. Forhandlingerne på statens område er krumtappen for resten af det offentlige område – for eksempel i forhold til lønnen,“ siger Annette Nordstrøm Hansen.

Hun fortæller, at forhandlerne ikke er tæt på at finde en løsning i spørgsmålet om den betalte frokostpause. Og alene det spørgsmål kan udløse en konflikt.

Lønmodtagerne vil have den betalte frokostpause skrevet ind i overenskomsten, da man frygter, at arbejdsgiverne før eller siden vil inddrage den og dermed sætte arbejdstiden op med to en halv time om ugen uden betaling. Arbejdsgiverne har hidtil afvist det krav.

Opfordring til at udsætte
Lørdag var der forhandlinger på statens område uden resultat. Søndag formiddag mødte de kommunale topforhandlere så frem i Forligsinstitutionen og forhandlede helt frem til mandag morgen. Igen uden resultat, men dog med en dør på klem til en smule optimisme.

Dennis Kristensen, som er de kommunale forhandleres næstformand og formand for FOA, opfordrer nemlig ifølge flere medier til, at forligsmanden bruger sin mulighed for at udskyde konflikten med 14 dage.

“Vi har trods alt set, at arbejdsgiverne har bøjet sig, det skal de anerkendes for. Vi har også bøjet os,” siger Dennis Kristensen ifølge Avisen.dk.og opfordrer til at bruge lidt længere tid på at opnå et forlig.

Ifølge Annette Nordstrøm Hansen deler de andre forhandlere dog ikke denne optimisme.

“Hvis forligsmanden skal udsætte konflikten med yderligere 14 dage, så skal det være, fordi der er en mulighed for at nå en løsning. Med mindre der sker noget uventet i dag eller i morgen, er det svært at finde begrundelsen for at udsætte forløbet med yderligere 14 dage,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Storkonflikt kommer nærmere    
I morgen er skæringsdag i Forligsinstitutionen, da det er sidste chance for forligsmanden for at komme med et mæglingsforslag, med mindre hun vælger at give sig selv 14 dage yderligere til at forsøge at få parterne til at nå hinanden.

Hvis forligsmanden hverken laver et mæglingsforslag eller udskyder konflikten med 14 dage inden tirsdag klokken 23.59, så er Danmark snublende nær en storkonflikt.

Forligsmanden kan vælge at erklære sammenbrud i forhandlingerne inden tirsdag ved midnat, og i det tilfælde vil både strejker og lockout bryde ud fem dage senere.

Hun kan dog også vælge bare at lade forhandlerne gå hver til sit i morgen uden at gøre yderligere, og så vil strejker bryde ud den 22. april og en omfattende lockout vil begynde den 28. april.

Teoretisk set kan parterne vælge at forhandle videre efter i morgen for at undgå en konflikt. Men med mindre at forligsmanden vælger at udskyde konflikten med 14 dage, har arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet svært ved at se det scenarie for sig.

“Forligsmanden kører helt til kanten og har tilrettelagt forløbet efter at prøve at finde en løsning helt til sidst. Hun lægger et maksimalt pres på forhandlerne for at komme frem til en løsning. Hvis det ikke lykkes, er det mærkeligt, at det skulle lykkes ved at bruge et par ekstra dage på det,” siger Laust Høgedahl.

Sammenholdet er stort
Optimismen om at opnå et forlig er ikke stor, men til gengæld glæder Annette Nordstrøm Hansen sig over, hvad hun betegner som et stort sammenhold mellem de offentligt ansatte i overenskomstforhandlingerne.

“Det er vigtigt, at vi bliver ved med at stå sammen og viser, at vi bakker hinanden op, da det vil have stor indflydelse på indholdet i et eventuelt regeringsindgreb,” siger GL-formanden.

I morgen tirsdag er forhandlerne for staten, regionerne og kommunerne igen indkaldt til Forligsinstitutionen.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater