Andreas Kildevæld

Andreas Kildevæld anbefaler

Hvilke medier og bøger er svære at undvære? Hvilke elementer i undervisningen fungerer godt? En lærer kommer her med tre faglige anbefalinger.

Fag_ Innovation, afsætning og virksomhedsøkonomi

Arbejdssted_ Handelsgymnasiet Aalborg

Fortalt til_ Lea Schønemann Karlsen

 

Andreas Kildevæld anbefaler ugens avislæser

Ugens avislæser
“I faget afsætning anvender jeg konceptet ‘ugens avislæser’. Her skal eleverne på skift finde en erhvervsrelevant artikel. Det kan være en artikel om en virksomhed eller en branche, der oplever en problemstilling eller udfordring.

Først gør eleven artiklen tilgængelig for de andre, så de ­også kan følge med i den. Derefter fremlægger eleven artiklen foran klassen og kobler relevante faglige modeller og teorier på. Efter fremlæggelsen stiller de andre elever spørgsmål, og så får vi en god snak og diskussion om den pågældende virksomhed eller branche.

Det fungerer rigtig godt i forhold til at få noget aktualitet ind i undervisningen. Det træner også elevernes kompetencer i at bruge modellerne i praksis. Og det gør dem klar til eksamen. Her skal de netop trække en artikel, forholde sig til nogle udfordringer og koble modeller på.”

Andreas Kildevæld anbefaler Ideagenerator

Ideagenerator
“I innovationsundervisningen kan det nogle gange være svært for eleverne at få den gode idé. Eleverne skal selv finde frem til noget, som de skal arbejde med resten af året. Der anvender jeg hjemmesiden Ideagenerator, som kan hjælpe på kreativiteten. Hjemmesiden genererer automatisk forskellige og tilfældige ord og billeder, som forhåbentlig kan sættes sammen til en god idé.

Hvis de for eksempel får billeder af en cykel og en stol, kan det måske give idéer til en bedre måde at sidde på en cykel. På hjemmesiden har eleverne en tavle, hvor de kan flytte rundt på de forskellige ord og billeder og sætte dem sammen på nye måder. De kan også vælge at få programmet til at bytte det hele ud, hvis de sidder fast. 

Det handler om, at eleverne får nogle indtryk og indspark udefra, så de kommer til at tænke på tingene i en lidt anden sammenhæng end normalt. Det giver som regel den gode idé.”

Andreas Kildevæld anbefaler Canvanizer

Canvanizer
“Et brugbart værktøj i innovation, afsætning og virksomhedsøkonomi er hjemmesiden Canvanizer, hvor eleverne let og overskueligt kan udarbejde deres egen forretningsmodel. Det kan være for en nystartet virksomhed eller en, der allerede ­eksisterer.

Vi har store plakater, som eleverne fysisk skriver på, men Canvanizer er et godt alternativ, når det ikke er ­muligt. Det smarte er også, at de hver især kan finpudse det derhjemme. Businessmodellerne giver eleverne en forståelse for, hvordan en virksomhed hænger sammen: Hvilke indtægter og omkostninger virksomheden har, hvor indtægterne kommer fra, og hvilke kunder og kunderelationer den har.

Eleverne kan lave en forretningsmodel for en virksomhed og skrive det på post-it-sedlerne i programmet. Så kan man som lærer spørge: Hvad hvis virksomheden ændrer sit koncept, hvor giver det så nogle ændringer i modellen? Inde i programmet kan eleverne tilføje nye post-it-sedler i forskellige farver med ændringerne. På den måde bevarer de overblikket.”