I et år har lærer Søren Friis delt sin arbejdstid mellem to gymnasier.

Der var både golf, petanque og kongespil på programmet, da Søren Friis havde sin sidste idrætstime på Viborg Katedralskole.

Alle har godt af et indblik i en anden skoles hverdag

I et år har lærer Søren Friis delt sin arbejdstid mellem to gymnasier. Det har lært ham, at alle skoler har udfordringer – og givet ham mod på tangotrin i idrætstimerne.

Når man er vant til kun at have omkring 25 kolleger, kan det være ret overvældende at træde ind på et lærerværelse, hvor mere end 100 lærere har deres daglige gang.

Søren Friis ved præcis, hvordan det føles. I dette skoleår har han nemlig delt sin arbejdstid mellem Bjerringbro Gymnasium og Viborg Katedralskole.

”Der var simpelthen så mange mennesker og så meget larm. Jeg tænkte: ’Hvad sker der her?’ Jeg kunne slet ikke overskue det. Men alle var jo søde og hilste,” siger Søren Friis og griner.

Det opsplittede lærerliv har givet ham et indblik i en anden verden. I en meget større skole, i en anden skolekultur. Og han føler, at han har lært noget. Faktisk ville alle lærere have godt af at ryste posen og skifte de kendte rammer ud en gang imellem, mener han.

”Jeg tror, at man lidt groft sagt kan dele lærere op i to grupper: Nogle tror, at alle skoler ligner deres egen, resten tror, at græsset er meget grønnere hos de andre. Ingen af delene passer. Det er megasundt at opleve, at der er forskellige måder at gribe tingene an på, og at der gode og mindre gode ting alle steder. Alle skoler har deres udfordringer,” siger Søren Friis, der siden 2005 har været på Bjerringbro Gymnasium med et enkelt års afstikker til Paderup Gymnasium.

Den nye hverdag med to arbejdspladser opstod, fordi Bjerringbro Gymnasium sidste forår havde for mange matematiklærere. Antallet af elever var dalet, og fyringer truede. Skolens rektor ringede derfor rundt til de nærliggende gymnasier for at høre, om nogen var interesseret i at ’låne’ en lærer i et år. Og sådan kom aftalen med Viborg Katedralskole i stand. Da skolen også kunne bruge
en idrætslærer, var Søren Friis med netop den fagkombination et oplagt valg.

”I starten var jeg lidt skeptisk for, om min hverdag kunne hænge sammen. Men jeg var lige blevet valgt til tillidsrepræsentant og syntes ikke, det ville være sjovt, hvis vi skulle fyre folk,” fortæller han.

Masser af sparring
Han vænnede sig forholdsvis hurtigt til den opdelte hverdag. Mandag og tirsdag i Viborg, torsdag og fredag i Bjerringbro og så skiftevis det ene og det andet sted onsdag. Og det gik også okay med at lære navnene på eleverne på de seks idrætshold, han startede med at have – altså oven i hans klasser hjemme i Bjerringbro.

”I starten sad jeg fem minutter inden hvert modul og repeterede med klasselisten foran mig,” fortæller Søren Friis. 

I Viborg har tre klasser idræt samtidig, og alle moduler er stramt planlagt et år ad gangen. Det var nyt for ham, og han følte sig ret bundet i starten.

Nogle tror, at alle skoler ligner deres egen, resten tror, at græsset er meget grønnere hos de andre.

Søren Friis, lærer
Bjerringbro Gymnasium og Viborg Katedralskole

Men på listen med plusser var til gengæld en stor faggruppe, der var rigtig god til at koordinere og dele erfaringer.

”Jeg har en supergod idrætskollega i Bjerringbro, men der er kun os to, og vi er typisk meget enige om, hvordan tingene skal være. I Viborg er vi 10 idrætslærere, så det giver jo flere at nørde med og flere at blive inspireret af.”

Da grundforløbet var slut, kørte han videre med tre idrætshold og fik også en enkelt klasse i matematik på C-niveau. Også her har han oplevet glæden ved at være en del af et stort fagligt fællesskab.

”Jeg tror, jeg har 19 matematikkolleger, og de er virkelig gode til at dele erfaringer. På Teams har faggruppen et forum, hvor der konstant bliver delt gode råd,” siger Søren Friis, der har fem matematikkolleger på Bjerringbro Gymnasium. 

Forskellige veje til indflydelse
En af de største forskelle, han har mærket, er i forhold til skolekulturen og vejen til at få noget igennem hos ledelsen.

”I Viborg går man gennem pædagogisk udvalg, i Bjerringbro tager vi mere den direkte kommandovej og banker på rektors dør. Vejen til indflydelse er kortere, og derfor forventer vi måske også at blive hørt og inddraget mere,” siger Søren Friis og tilføjer:

”Men jeg kan godt forstå, at man på en stor skole er nødt til at have nogle andre beslutningsgange. Med mere end 100 lærere duer det andet ikke.”

I forhold til lærerværelset oplever han, at der er flere grupperinger på det store end på det lille. Men det er der ikke noget negativt i, mener han. Tværtimod.

”På et stort lærerværelse er det helt naturligt, at man ikke kender hinanden alle sammen, men finder sammen i mindre klynger – med fagkolleger, dem, som er det samme sted i livet som én selv, dem, man svinger godt med. Jeg kunne se, hvordan de sparrede, hyggede sig, delte en masse ting både fagligt og socialt. På en lille skole er det noget andet. Her er det nødvendigt, at alle kan finde ud af det med hinanden.” 

Der er gode og mindre gode ting alle steder. Alle skoler har deres udfordringer.

Søren Friis, lærer
Bjerringbro Gymnasium og Viborg Katedralskole

Tager noget med hjem
Nu, hvor skoleåret lakker mod enden, slutter også hans pendlerliv. Det var en del af aftalen, at han efter et år kunne vende tilbage til et fuldtidsjob på Bjerringbro Gymnasium. Han har ikke fortrudt, men det har været hårdt.

”Personligt har det hårdeste været at være så lidt sammen med mine kolleger i Bjerringbro. Mange af dem er jo gode venner. Vi kender hinandens familie og kan snakke om alt. Når man har været 15 år det samme sted, og lærerkollegiet er lille, bliver man som en lille, tryg familie,” siger han.

”Det er også hyggeligt, at man kender alle eleverne. Det giver et særligt nærvær.”

Men samtidig er han glad for at have mødt en masse nye fagkolleger, som han håber at kunne holde forbindelsen til, og har fået nye input.

”I Viborg har de et obligatorisk forløb i tango og cha-cha-cha. Jeg har aldrig turdet at give mig i kast med de danse før, men det vil jeg prøve nu. Jeg har også set en anden måde at introducere idrætsfaget på i grundforløbet, som jeg helt sikkert vil vende med min kollega.”

Han føler også, at han som tillidsrepræsentant har fået noget med hjem, fordi han har oplevet en anden skoles organisation i praksis, og hvordan ledelsen informerer lærerne.

”Rektor i Viborg laver for eksempel et nyhedsbrev hver uge, hvor han kort orienterer om, hvad ledelsen har arbejdet med, hvilke møder der har været, og hvad der eventuelt er kommet af politiske beslutninger. Den idé tror jeg, at jeg vil tage op med min rektor i Bjerringbro,” siger Søren Friis.